LOMMECHOKOLADE FTW!

Beier Chokolade

beier02

Et lille og ret genialt tip (i min bog), der måske kan hjælpe dig igennem januar, men som helt sikkert er lige så dejligt i resten af årets måneder: Lommechokolade!

Jeg elsker chokolade. Jo ældre jeg bliver, jo mere simpelt og jo bedre kvalitet skal det være. Jeg vil hellere have 2 (okay 4) stykker god, “plain” chokolade end fyldte chokolader eller chokolade med noget i.

Jeg er stadig og vil altid være vild med Chocolate & Love’s udvalg, særligt Rich Dark (som tidligere har heddet Filthy Rich – er stadig lidt ked af navneskiftet) og Sea Salt & Caramel. Derudover er jeg blevet stor fan af Irmas/Morten Heibergs økologiske chokolader (særligt den grønne) – Irmas andre egne chokolader giver jeg til gengæld ikke meget for. Men nu har jeg kunnet tilføje endnu et favoritmærke. Og som endda har et produkt, der kan noget andet end mine andre yndlings.

beier03

beier04

Jeg er nemlig blevet introduceret for Peter Beiers koncept World of Chocolate. Konceptet består af en række forskellige chokolader, som er udvalgt fra hele verden. Alle chokolader har en farvekode, landekode og et tal for kakaoprocenten. Derudover kan man læse om deres smagsprofil og derudfra forsøge at tune sig ind på noget, man særligt godt kan lide. Jeg fik lov til at smage på nogle forskellige og købte to “tins” med hjem – nogle små fine metalæsker, som jeg har haft med i min bette dametaske. Som noget supersmart kan man få fyldt sin æske op for en billigere penge.

Chokoladerne er væk nu, men de nåede at redde mig fra at gå sukkerkold et par gange, ditto et par barnekriser (ja, jeg lokker til tider med chokolade, that’s who I am!) og har ellers budt på en del nydelsesfulde stunder. Sommetider kan jeg nøjes med én, ellers må der to til. Men i betragtning af at det er nogle små banditter, er jeg ret imponeret over, hvor langt det rækker med så lidt. Man nyder det en tand mere, når man tager sådan en lille formfuldendt størrelse i munden, end når man tager en bid af en stor bar el. lign. Der er åbenbart til tider noget om det der “Less is more” 🙂

EN RASKMELDING OG EN RECAP

Shit. Det føles sådan helt vildt det her. At skrive på bloggen igen. Efter en meget lang og ufrivillig blogpause for mit vedkommende må man sige. Jeg glæder mig til at skrive om mad igen – hvis jeg da ellers stadig kan finde ud af det – men i første omgang får I lige et recap på, hvad jeg har lavet i stedet for at blogge det seneste halvandet års tid. Så har vi ligesom det af vejen.

I juni 2016 slog jeg mit hovede på arbejdet og fik mig (endnu) en hjernerystelse. Den døjer jeg stadig med senfølger af i dag.

Efter cirka et halvt års fuldtidssygemelding, startede jeg med at arbejde 3 timer om ugen i november ’16. Det har så taget mig et år og en helt masse arbejde at komme op på et par og 30 timer i november ’17. Det har været en sindssygt opslidende proces med mange opture, nedture, frustrationer, små sejre, masser af tilbageslag og rigtigt meget kontakt med “systemet”, behandlere, træning og meget mere. Der har ikke været overskud til at blogge, og jeg valgte faktisk helt at holde mig fra det – både for at vise mit arbejde og min sindssygt seje og forstående boss, at mit fokus lå på at blive frisk nok til at arbejde igen, og så fordi jeg hellere ville være på den sikre side ift. sygedagpengesystemet. Selvom Emilie og jeg selv ser bloggen som en hobby, så tjener vi nogle (små)penge på den via reklamer og et sponsoreret indlæg i ny og næ, og jeg ville ikke ud i en gråzone ift. om et blogindlæg kunne tolkes som arbejde/ekstra indkomst osv. osv.

Men NU er jeg raskmeldt. Raskmeldt betyder ikke rask, men det betyder, at jeg pr. 1. Januar er overgået til en 30 timers stilling på mit arbejde (det er det jeg kan holde til lige nu), og at jeg er ude af sygedagpengesystemet. Selvom jeg stadig bakser med forskellige senfølger, er det en kæmpe lettelse at være ude af systemet.

Forstå mig ret, jeg er meget taknemmelig over, at “systemet” findes. Ellers ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig. Men jeg er så glad for, at jeg nu kan få lov til at holde ferie, at jeg kan blogge, som jeg vil, at jeg slipper for at sætte mig ind i regler og paragraffer og skrive mulighedserklæringer, holde møder med min læge og med min sagsbehandler og at have konstant fokus på mine symptomer, evt. fremgang, forværring m.m. Sidst men ikke mindst glæder jeg mig over ikke at have en plan for optrapning hængende over hovedet. En af mine senfølger består i en latterligt lav stresstærskel, og det harmonerer ret dårligt med konstante krav udefra om at kunne mere og mere og mere – så det er virkeligt dejligt at være landet på de 30 timer og kunne få lidt ro på.

Jeg er efter de seneste par års rutsjetur blevet rimeligt skeptisk og måske en anelse pessimistisk omkring fremtiden, men jeg tør næsten sige, at jeg glæder mig en anelse til 2018. I hvert fald tør jeg godt sige, at jeg glæder mig til at blogge igen – når jeg lige er kommet i tanke om, hvordan man gør 😉