BOLLER OP, BOLLER NED...

SPAGHETTI AMATRICIANA

pastaam3Vi har fået en ny kærkommen take-away joint i nabolaget. Og selvom alle take-away bikse vel er kærkomne, så er denne i særdeleshed kærkommen fordi de serverer pasta, der som bekendt er de fleste (små)børnsfamiliers hofret. Det drejer sig helt præcist om den lille kæde Pasta du Nord, der bl.a. ligger på Hovedbanegården, og serverer gode pastaretter med udgangspunkt i økologisk pasta. Og nu altså på Falkoner Allé i vores hood. Ved første øjekast er det ikke fordi Pasta du Nord gør meget væsen af sig, men det er virkelig regulært god pasta – selv klassikeren Carbonara formår de at lave helt perfekt med god god bacon og parmesan-æggecreme (og ikke det der svømmende flødeplask, mange etablerede selvhævdede “italienske” restauranter, påstår er Carbonara).

Nu skal dette indlæg faktisk ikke helt handle om Pasta du Nord, men da vi i søndags dovnede den big time og egentlig ikke gad lave aftensmad selv, så var vi endnu engang centimeter tæt på, at lade Pasta du Nord stå for søndagsmiddagen. Dog blev vi så absolut dovne, at vi ikke gad gå udenfor en dør, og ja – så måtte jeg jo rent faktisk lave et eller andet spiseligt selv, hvis ikke vi skulle sende to sultne piger i seng uden aftensmad. Den nemmeste løsning, når nu maden ikke lavede sig selv, blev i dagens anledning den simple klassiker Spaghetti Amatriciana. Og den er altså virkelig nem. Sådan her blev vores søndagsversion til:

Opskrift til ca. 4 personer:

  • Pasta til fire personer – ca. 500 gram, hvis det er voksne vi taler
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 150 gram god bacon
  • 2 spsk tomatpuré
  • Salt, peber, olivenolie, lidt stærk paprika og et skvæt god balsamicoeddike

Start med at skær løg i små tern og bacon i lidt større tern. Smid først din bacon på en pande ved høj varme og svits til det bruner. Smid herefter løg på, og skru lidt ned for varmen. Herefter er det på med hvidløget, der blot er grofthakket, og derefter lidt balsamicoeddike, der lige kan få lov at koge en tand ind. Endeligt er det i med tomatpure og flåede tomater, lidt salt, peber og paprika (eller chili, hvis du gerne vil have lidt mere bid), og så må hele herligheden meget gerne koge et kvarters tid eller 20 minutter. Mens saucen koger, kan du så passende koge din spaghetti. Når pastaen er kogt, drænes den for stort set alt kogevandet. Det gør ikke, at der er lidt tilbage. Pasta vendes med den nu lidt indkogte tomatsauce – og så er der serveret!

Faktisk er det vist helt rigtigt at bruge bucatini pasta til amatriciana. Jeg havde kun helt almindelig spaghetti, og det var altså helt fint, og rub og stub blev spist af store som små.

pastaam pastaam2

6 kommentarer

  • Uffe Grillcoach

    En kok i Italiensk masterchef brugte hvidløg i sin spaghetti all’amatriciana,
    og det medførte en anmeldelse til politiet fra borgmesteren i Amatrice. For så er det ikke spaghetti all’amatriciana.
    Man spøger ikke med mad i Italien.

    Men ellers en skøn ret 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hahahaha hvor er det sjovt. Jeg har godt bemærket at italienerne tager mad og traditioner ret alvorligt, men alligevel ret vildt med en politianmeldelse! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mona

    Verdens mest velsmagende SU /budget venlige ret.. vi plejer dog ikke tomatpure, men kun dåsetomater og tilsætter hakket tørret chili

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Det lyder også som en god variant. Jeg forestiller mig at tomatpuréen kan give noget dybde til smagen, men det er gætværk fra min side 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeres “gamle” opskrift på Pasta Amatriciana er en af min kærestes hofretter, men jeg tror da vi også skal prøve den her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hvor fedt at høre. Spændende hvilken version, der vinder! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BOLLER OP, BOLLER NED...