Tanker om kræsenhed – og tips til mad for nybegyndere

bennyspis03

Det blev ikke til mange julemadsindlæg for vores vedkommende i år. Men vi håber, at I har fået skøn julemad, hvadenten i er til and, gås eller flæskesteg! I stedet tager vi lige et helt andet emne op, og krydrer det med sensommerbilleder 🙂 Det er måske et af de længste indlæg længe, så hæng i, hvis du kan! 😉 Here goes:

For nylig læste jeg denne artikel om børns kræsenhed. I korte træk refererer artiklen nogle nye danske undersøgelser, som peger på, at kræsenhed ikke handler om genetik (og dermed er forbestemt). I stedet viser forskningen at velsmag i høj grad hænger sammen med genkendelighed. Det vil altså sige, at jo flere gange barnet har smagt en madvare, jo bedre kan de lide den. Jeg synes det er noget så interessant det med vores forhold til mad og de præferencer vi har. Ikke mindst hos børn – og efter jeg har produceret mit eget eksemplar bliver det jo kun mere relevant.

Jeg fik derfor lyst til at give mit bud på, hvad der kan få dit barn til at smage på flere ting. Mit datamateriale er ret småt, da det jo bare er egne erfaringer ud fra hvad jeg har oplevet virker ift. Benny, men det kan jo være at I er nogle der kan bruge det til noget alligevel. Og så kan jeg jo se, at omstændighederne hele tiden ændrer sig. Der er stor forskel på før Benny fik et sprog og efter. Eller det er nok ikke evnen til sproget der gør forskellen, men snarere det at han nu kan huske madvarer og har en idé om hvad de er for nogle.

Og her kan jeg netop se at genkendeligheden, som beskrives i artiklen, spiller en stor rolle: Benny vil meget gerne vide hvad det er for noget han putter i munden. Kan det relateres til noget han kender, er der langt større chance for at han har lyst til at smage på det. For eksempel fik vi fisk for noget tid siden, hvor Benny endnu ikke vidste hvad det var (han kendte måske 10-15 madvarer på det tidspunkt). Han putter det ikke umiddelbart i munden, men søger det han kender. Da jeg siger til ham, at det er fisk og at det er lidt ligesom kød (der har været et stort hit hos ham alle dage), smager han straks på fisken. Og spiser herefter løs. Den anden dag skulle vi have markel i tomat, som jeg valgte at kalde ketchupfisk. To ting, som Benny virkeligt godt kan lide. Straks røg det indenbords og blev godkendt.

Uden at kunne føre bevis for det, føler jeg mig ret overbevist om, at det er vigtigt at have en overordnet hands-off tilgang til ens barns indtag af mad. Ikke forstået på den måde at de kan få havregrød morgen, middag, aften, hvis de gerne vil det (Benny har haft en periode, hvor han højlydt og insisterende efterspurgte pasta/havregrød/peanutbutter hver aften, men han accepterede egentlig hurtigt, at det var noget andet der blev sat på bordet. Jeg tolkede det som at han var sulten, og egentlig bare gerne ville have noget velkendt).

Som forælder har man selvfølgelig ansvaret for, at ens pode får muligheden for at spise varieret og sundt. Det er med andre ord dig der bestemmer, hvad der skal på bordet. Men jeg er ikke så vild med den der tilgang, hvor man som forælder styrer, hvad barnet skal spise: En kartoffel mere, ikke mere kød, du skal spise dine ærter før du må få xxx. Altså nu er min dreng jo ikke særligt gammel, så det kan da snildt være at jeg bliver klogere/ændrer mening senere, men jeg tænker umiddelbart, at for stor indblanding i barnets madvaner det kridter banen op for en kamp om mad. Og det gider jeg ikke.

En artikel der berører to meget forskellige tilgange til mad (måske i en lidt karikeret version?) kan læses her, men også Lola Jensen har været ude med lignende budskaber om at lade børn være lidt i fred under måltiderne, bl.a. her (jeg ved nu ikke om jeg er tilhænger af  den “køkkenet er lukket”-praksis hun anbefaler, men særligt de sidste par tips handler om at afdramatisere børns eventuelle afvisning af maden) og her beskrives til sidst i den i øvrigt ret fine artikel lidt om mad som konfliktstof.

børn og kræsenhedbennyspis01

Vi har praktiseret BLW med Benny (læs mere her, her og her) og det ligger jo ret godt i tråd med hands-off-tilgangen. Jeg er derfor nok også ret obs på ikke at forsøge at overbevise ham om at spise mere/spise XX først osv. osv. Jeg opfordrer ham til at smage på ting og her kan jeg godt “blande mig” for at motivere ham til at prøve at smage noget, men derudover forsøger jeg at lade ham styre løjerne selv. Motivationen kan være ift. at fortælle/snakke om maden, lade maden snakke til ham osv. Forleden var de bløde løg bleve til små orme ligesom dem, vi har kigget på i kolonihaven. Det var tilpas spændende til at Benny godt turde smage på dem.

Læs i øvrigt de rigtigt gode råd til hvordan du hjælper dit barn af med kræsenheden, der blev udgivet i forlængelse af den første artikel om kræsenhed (som jeg linker til helt i starten). Nogle af mine råd overlapper lidt, men er selvfølgelig bare baseret på egne erfaringer og tanker.

  • Lad være med at tro at dit barn ikke kan lide peberfrugt, fordi han/hun ikke vil spise peberfrugt 3 gange i træk – Min erfaring er, at det ændrer sig løbende. Tag eventuelt en pause fra den enkelte råvare og introducer den så igen.
  • Eksperimenter med forskellige udskæringer. Benny kan godt lide små stykker rå champignon. Men ikke større stykker, han selv skal bide af. Han kan godt lide æbler hele eller skåret i både. Men ikke groftrevet æble.
  • Og i forlængelse af ovenstående: Konsistens er måske lige så vigtigt som smag. Tænk derfor i konsistens, når du introducerer mad til dit barn. Min erfaring er, at broccoliens kogetid snildt kan have betydning for, om dit barn synes det er rart at spise eller ej.
  • Husk på at barnet skal smage på en given råvare op til 15 gange før de har vænnet sig til den. Derfor er det en god idé, at give barnet tid til at lære maden at kende.
  • Nyd selv maden. Det smitter af på dit barn. Børn imiterer det vi voksne gør. Derfor giver det god mening selv at give sig tid til at smage ordentligt på maden, at nyde den og give udtryk for det.
  • Kommentér ikke på barnets spisevaner. Det ved vi godt selv, hvor irriterende er. Små børns appetit er meget svingende, og det hjælper ikke på indtaget, at du fortæller dem eller andre, at de spiser for lidt/for meget osv.
  • Lad børnene være med til at lave maden (hvis de har lyst) eller vis dem maden, mens den bliver lavet – fx hvad der kommer i. Snak også gerne om, hvor maden kommer fra. Vi har fx fået grøntsager fra vores kolonihave, som Benny har været med til at hive op af jorden, og fået fisk, som far har fanget i havet. Ligesom hos os selv kan det give spiseoplevelsen en ekstra dimension, at vide hvor noget kommer fra, ligesom det kan gøre barnet mere “tryg” ved maden, at vide noget om den (igen en form for genkendelighed).
  • Lad være med at operere med “ikke lide”-begrebet. Ved at konstatere at barnet “ikke kan lide grøntsager/kun vil have kød/ikke vil have kød” italesætter du barnets valg som permanente præferencer. Min erfaring er, at det netop ikke er permanent, men meget omskifteligt over tid, hvad dit barn godt kan lide. Derfor er der ingen grund til at kommentere på, hvad barnet kan lide og ikke kan lide, da det kan låse barnet fast i en position. I stedet kan man blot sige: “Du har ikke lyst til xx i dag.”
  • Tænk over hvad du forstærker af følelser hos dit barn. Fx i forhold til is, slik og søde sager generelt. Uden at tænke over det, kommer vi ofte til at signalere til barnet at NU kommer der noget ganske særligt og ummenummenum hvor er det bare lækkert. Hvis man sætter sig i et lille barns sted, så er det altså ret specielt at se voksne mennesker introducere is/kage/guf på den måde. Det får da i hvert fald ikke børn til at slappe af omkring søde sager, når vi voksne gør så meget ud af det.
  • Snak med barnet om, hvordan maden smager. På den måde bliver dit barn god til at afkode maden og koncentrere sig måske også mere om at smage den. Herhjemme har vi snakket meget om surt og stærkt. Og at det nogle gange er godt og nogle gange ikke så godt. En citron kan godt være sur og god. Stærkt kan godt være for stærkt. Den anden dag serverede jeg glögg for nogle veninder og Benny ville gerne smage min. Han kiggede herefter op på min veninde, og konstaterede: Den er sød og stærk! Og ville derefter ikke have mere (hvilket var ret fint, da det ikke var en børnevenlig version)

 

De sidste par punkter kan måske synes en anelse langhårede og småteoretiserende. Men jeg tror nu på, at det betyder noget hvordan vi agerer og taler om mad. Men alligevel må jeg lige følge op med dette “råd” som et passende modtræk:

 

  • Og til allersidst: Slap lidt af (siger jeg også til mig selv). Det er bare mad. Ikke videnskab. Børn gør ofte det vi gør (ikke altid det vi siger). Så nyd din mad, vær nysgerrig og madmodig og forkæl dig selv og dit barn med det I allerbedst kan lide.

 

TIPS TIL BLW

blw

Nu har jeg skrevet en introduktion til BLW og en udstyrsguide. I dette indlæg vil jeg, på hvad man kan kalde “den anden side af processen,” komme med et par tips baseret på vores erfaringer. Med den anden side mener jeg, at introduktionen til mad er overstået og Benny på godt 2 år og spiser som så mange andre glade og nysgerrige børn.

Informér bedsteforældre og andre, der er tæt på barnet om hvad BLW er, og hvad I har tænkt jer at gøre.
En læser her på bloggen skrev på et tidspunkt, at deres valg om at køre BLW desværre ikke blev bakket op af bedsteforældrene. Og det er jo så surt altså! Selv synes jeg hurtigt man bliver lidt ekstra sårbar, når man går væk fra den veltrådte sti og gør noget andet. Det bliver meget tydeligt, at man har truffet et lidt anderledes valg omkring sit barn – et valg man helt sikkert kommer til at forklare nogle gange. Derfor kan det være en god idé at få fortalt de mennesker, der er omkring én, om BLW på en ordentlig måde “upfront” og så ellers tage sig tid at forklare konceptet løbende.

Med mindre dine/jeres forældre er supermeget med på beatet, har de højst sandsynlig ikke hørt om BLW før. Derfor vil de måske også være noget skeptiske over for BLW. Helt naturligt. Snak med bedsterne upfront, forklar dem hvad det går ud på, og at deres opbakning er vigtig for jer – og send dem evt. et par links til gode introduktioner til BLW, så de selv kan læse lidt om det.

Udover at få afmystificeret BLW fra start, så er der også noget helt praktisk info, som er godt at have givet videre på forhånd. Som for eksempel at baby kan gagge, når/hvis brækrefleksen bliver udløst, og hvordan man skal forholde sig til det. Det glemte vi, og det resulterede i panisk stemning ved påskefrokostbordet, da Benny gaggede noget mad frem i munden. Flere familiemedlemmer troede, at han var ved at blive kvalt, og vi sad ikke selv lige ved siden af, så det kunne hurtigt have udviklet sig dumt (vi sad udenfor, og jeg stod lige inden for døren, og nåede heldigvis at springe ud og råbe “Han kan godt selv”, før der var nogen der kastede sig ud i Heimlich-manøvren!)

Ro på, ro på, ro på.
Ting tager tid. Og at få et barn til at spise selv, som i rigtigt spise, dvs. målrettet at indtage reelle mængder af mad, kan tage ret lang tid. Det er meningen med BLW! Så at være utålmodig omkring det er bare spild af tid og kræfter.

Børn er, som vi voksne, forskellige. Så derfor er det selvfølgelig svært at sige noget generelt. Jeg er dog med i et par BLW-fora på nettet og kan se, at Benny bestemt ikke er det eneste barn, der ikke bare begynder at spise fra start. Han legede med maden, undersøgte den, puttede den munden, spyttede den ud, tabte den, maste den osv. osv. osv. Og på et tidspunkt begyndte han også at spise den. Faktisk virkede han mere målrettet omkring spisning de første par gange, og måske også derfor så jeg til med en anelse bekymring og slet skjult utålmodighed i de lange perioder, hvor der bare ikke kom noget ind, eller i hvert fald ikke ned. Jeg synes heldigvis, at jeg formåede at slå koldt vand i blodet og bruge min sunde fornuft, der sagde mig, at han nok skulle komme til at spise. Som kloge folk har sagt: Jeg kender ikke nogen børn/mennesker, der ikke spiser mad, så lur mig om de ikke får det lært.

Er du indstillet på – måske – at amme “længe”?
Længe i citationstegn fordi det simpelthen er så forskelligt fra kultur til kultur (og fra tid til tid), hvor længe det er normalt at amme. I dag stemmer sundhedsstyrelsen i DK”s anbefalinger overens med BLW’s: At man fuldammer til 6 måneder. Jeg kan se at den artikel jeg henviser til her, er opdateret en måned før jeg fødte Benny. Jeg er rimeligt sikker på, at I det trykte materiale jeg modtog, da jeg var gravid, blev det anbefalet at give grød fra 4 måneder. I må ikke hænge mig op på det, men så vidt jeg ved har sundhedsstyrelsen netop ændret deres anbefalinger inden for de sidste par år. Anbefalingen om at amme delvist til “12 måneder eller længere” stemmer sådan et også meget godt overens med at BLW’ere ofte siger at “food before one is just for fun” og at man dermed supplerer med amning ved siden af familiens mad.

Alligevel har jeg mange gange haft den oplevelse, at folk var helt i chok, når jeg fortalte at jeg stadig ammede efter Benny blev over 12 måneder. Det har som sådan aldrig været noget jeg har planlagt at gøre. Jeg faldt bare over BLW og syntes det gav mening og det gjorde så, at jeg har ammet længe. Det kan sagtens være at dit barn trapper meget hurtigere ud af bryst end mit, det har jeg set mange mange eksempler på, og man kan også sagtens trappe BLW børn ud af bryst på et tidspunkt, hvis man selv bliver træt af det.

Jeg kan huske at jeg sad og kiggede på Benny under en amning, hvor han var omkring de 6 måneder og bare tænkte at jeg slet ikke ville kunne holde ud, hvis jeg skulle amme ham i ligeså lang tid endnu. Han er nu over to, og jeg er faktisk ikke færdig med at amme endnu (som sagt det har altså ikke været min plan, og jeg går ikke og føler mig som en bedre mor fordi jeg langtidsammer – det er bare blevet sådan og det fungerer for os). Jeg ammer ham 1-2 gange i døgnet og det fungerer ok. Han er begyndt at glemme at bede om bryst om eftermiddagen og det passer mig egentlig fint, hvis han selv trappede ud af den sidste amning inden længe. Ellers kan det være at jeg kommer til at stå for udtrapningen 🙂

Heldigvis har min erfaring været at ammeoplevelsen (æh, hvis det er et ord) ændrer sig meget, som barnet bliver ældre, og for mig har det været meget meget nemmere og mere problemfrit at amme et lidt større barn end et spædbarn.

Hvis du ikke er vild med at amme, men gerne vil køre BLW kan du overveje at skifte til MME på et tidspunkt. Om det fungerer, svinger nok lidt. Jeg har ikke selv prøvet at give Benny flaske, men har hørt fra en del småbørnsmødre, at hvis bebs er glad for babs, så kan det godt være lidt svært at overbevise dem om, at flasken pludselig er det nye sort.

I øvrigt vil jeg lige huske at indskyde, at du selvfølgelig sagtens kan køre BLW, hvis dit barn får flaske!!

Hands off – og nyd det
Hele pointen med at køre BLW er jo, at barnet skal spise selv. Det kan godt være lidt svært at huske på i de perioder, hvor man måske ikke helt synes, at barnet spiser, hvad det “skal”. Det kan enten være fordi, overgangen fra bryst til mad går langsommere end man havde forventet, eller det kan være i de faser, hvor der måske er tænder på vej eller udviklingsspring, og barnet derfor lægger en seriøs dæmper på madindtaget. Jeg har virkelig øvet mig i ikke at nøde Benny, da jeg synes, at det giver så god mening, at barnet faktisk selv kan mærke om det er sultent eller ej – og man derfor ikke behøver at blande sig i dets naturlige appetitregulering.

Samtidig tror jeg at hands off metoden kan lægge et godt fundament, til når barnet bliver lidt større. Mange eksperter peger på, at når børn enten er meget kræsne eller når de stort set nægter at spise, kan det hænge sammen med en overfokusering på barnets madindtag fra forældrenes side. Barnet fornemmer simpelthen forældrenes fokus og stress over hvad de spiser, og det gør, at de spiser endnu mindre, eller at de bruger “kræsenhed”/fravalget af mad/særlige madvarer som et kontrolmiddel (jeg har et indlæg på vej om kræsenhed, hvor jeg skriver lidt mere om dette).

Mit bedste råd må være, at man efter bedste evne læner sig tilbage og lader sit barn udforske maden i sit eget tempo og så lader sig betrygge af, at barnet har fri adgang til amning og derfor nok skal blive mæt. Ved BLW undgår man de madkampe, der potentielt (POTENTIELT!!) set kan opstå, når man mader sit barn.

Og hvad med autoriteterne?
Som jeg har skrevet lidt om længere oppe, så er BLW overordnet set ikke i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Når det så er sagt, så flyder BLW-fora ofte over med historier fra nervøse mødre, der har fået besked fra sundhedsplejerske eller læge om, at de skal begynde at fylde noget grød eller mos på deres barn. Nu. Der følger tit en argumentation med, om at det er nu, der er et “vindue” ift. at få barnet til at spise rigtig mad, som skal udnyttes. Her må jeg igen henvise til filosofien om, at der ikke findes mange voksne mennesker, der lever af hverken modermælk eller MME, så mon ikke barnet kan lære at spise, selvom man ikke mader barnet med grød eller mos? En anden argumentation er, at barnet er sultent og derfor sover dårligt, men ud fra egne små komparative studier mellem BLW-børn og ikke BLW-børn er det ikke sikkert, at grød har en positiv effekt. Nogle mener, at grød eller vælling muligvis får dit barn til at sove, men at det er fordi, du overbelaster dets fordøjelse. Det skal jeg ikke gøre mig klog på om er rigtigt. Og så kan der selvfølgelig være noget ift. vægt og her vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på, hvad der er rigtigt og forkert, men blot huske på at modermælk er meget nærigstæt ift. mange andre fødevarer, så det kan i min logik ikke altid give mening at trappe mælk ned ved lav vægt.

Min egen læge har været helt cool, calm og collected ift. BLW og har i øvrigt fortalt mig mange spændende ting om, hvornår et foster faktisk begynder at opleve smage og lugte inde i livmoderen. Jeg har ikke inddraget min sundhedsplejerske synderligt i Bennys spisevaner, så jeg har ikke selv oplevet noget i den dur. Men sæt dig ind i metoden og søg evt. second opinion andetsteds, hvis din læge eller sundhedsplejerske siger noget, du synes virker vrøvlet. Jeg opfordrer altså ikke til at man ignorerer sundhedsfagliges råd, men i tilfældet med BLW pt., er der så mange misforståede opfattelser af hvad det er, at man kan opleve at få velmenende men ubrugelige råd. Så brug (også) din sunde fornuft.

___

DISCLAIMER.. Ahh jeg kan mærke, at når jeg skriver et indlæg som dette, så forsøger jeg at veje mine ord lidt mere end normalt – og jeg ved, at noget af det jeg skriver kan misforstås. Derfor vil jeg blot lige bruge de sidste (af mange) linjer på at understrege, at jeg ikke synes at BLW er den eneste rigtige vej frem. Jeg kender personligt stort set ingen andre, der har kørt BLW, og jeg synes, at alle mine veninder (som vel er dem man naturligt sammenligner sig med) er superseje mødre, der gør et blændende stykke forældrearbejde. Også når det kommer til mad!

 

BABYMAD: +6 MDR. SNACKS

babymad_aftensmad2
Det er ved at være lidt tid siden, at vi har skrevet om det dersens babymad, men med en baby, der snart nærmer sig de 10 måneder, så må jeg hellere skynde mig at få skrevet de her indlæg før jeg glemmer, hvad vi egentlig gjorde, da hun blev seks måneder:)

Når baby bliver ca. seks måneder begynder der at blive lidt mere frit slag på madkontoen – og noget af maden ligner tilnærmelsesvis det vi voksne spiser. I dette indlæg vil jeg skrive lidt mere om, hvad der har været hits på snack/mellemmåltids-fronten her i hytten.

Hjemmebagt rugbrød uden kerner

Rugbrød med lidt leverpostej, avocadomos eller smør var hurtigt et hit hos os. Har du en surdej, så er det rimelig nemt at flække dit eget rugbrød sammen. Jeg har aldrig kunne få oparbejdet en surdej selv, men arvede en sjat – og derfra er det gået strygende. Med basen på plads har jeg lavet dette rugbrød og så bare erstattet kernerne i step 2 med en blanding af rug- og hvedemel. De små søde kræ må nemlig ikke få hele kerner i starten. Jeg har skåret rugbrødet ud i små tern og så synes jeg faktisk at vores datter var ret hurtig til nemt at gafle rugbrødet op med hendes små tykke fingre. Ellers kan man jo hjælpe dem lidt på vej, hvis man tror på den slags.

babymad_aftensmad9

“Gnave-stænger”

Ved siden af den klassiske mos, der stadig er på repetoiret i 6-9 måneders alderen kørte vi også alskens variationer af “gnave-grønt” eller andet spiseligt, der kan passe i en lille babyhånd, der er ved at prøve kræfter med spiseriet selv. Der er ikke noget rocket science her, men vi har været glade for følgende fire:

  • Den klassiske – agurk i stænger
  • Den spøjse – Änglamarks majs-snacks
  • Den sunde – (ud)kogt brocollibuket
  • Den fedtede – rugbrød med leverpostej

 

Og sådan nogenlund i kronologisk rækkefølge, hvis man overvejer hvornår man kan introducere hvad. Jeg har altid undret mig over de der majssnacks, når jeg har set andre forældre servere det for deres små poder, men det ryger ned som en leg (det ryger også meget nemt på alt andet – og klistrer forfærdeligt), og har reddet mangt en gåtur med et hysterisk barn.

 

Kyllinge-postej

Ifht. at prøve sig frem med kød til baby, så fandt vi ud af, at vores barn bedst tog det lyse kød i starten, som fisk og kylling. Derfor skyndte jeg mig også at hapse en øko kyllingepostej med hjem, da jeg spottede den i Kvickly en dag. Jeg havde simpelthen aldrig lagt mærke til den afart af postej, men den smager sådan set ganske fint og det ryger lige lukt i løgnhalsen på en omgang rugbrødshapsere herhjemme, så vi er tilfredse.

 photo hanegal_zpsjjx8bsnk.png

Banan-pandekager

En af mine søde mødregruppe-damer, hvis dreng liige var en måneds tid ældre end Ella, havde stor succes med små pandekager, så det har vi også prøvet os ud i – og de er også ret praktiske til at tage med på tur – og til at spise før man vil introducere al for megen hvedemel til de små maver.

Hvis du blander nedenstående – og fx steger det på en pande i en omgang kokosolie, så har du en fin lille stak, der kan ryge i køleskabet og tages frem efter behov.

  • 1 banan
  • 1 æg
  • 1 lille håndfuld finvalsede havregryn
  • Vanilje/kardemomme
  • Evt. lidt mel

babymad_aftensmad7

“Innocent-is”

Hvis man døjer med en baby, der døjer med tandfrembrud, så kan det være en god idé at give dem noget køligt at gumle på, fx kolde agurkestænger. Et andet smart trick er de små Innocent Kids smoothies man ofte kan få i pakker af fire. Jeg har et par gange været heldig at finde dem på tilbud enkeltvis i Kvickly på sådan noget datoservice-tilbud – og så bare smidt dem i fryseren. Og vupti, så har du en nem skub-op is, som selv de helt små må få, da der ikke er andet end frugt i Innocents smoothies. Da jeg prøvede konceptet af, var min datter stadig for lille til at styre sådan en skub-op is selv, og det er nok også meget godt at hjælpe lidt, da der nok er lidt rigeligt is i sådan en hel juice-brik.

babymad_aftensmad5babymad_aftensmad4

Da min datter nu er blevet snart 10 måneder er vi meget modigere med, hvad hun må få – og da hun tilmed er rimelig altspisende, og sådan set også skal begynde at spise mere og mere af det Sundhedsstyrelsen kalder “familiens mad”, så får hun altså snildt alskens frugt, boller, pandekager, rugbrødsmadder med ost, små frikadeller og hvad der nu ellers lige er i køleskabet til mellemmåltider – og det synes hun er en fest. Så er man ved at gå i spåner over al den “special-mad” man har gang i når børnene starter på mad, så bare husk at det ikke er meget mere end tre måneders tid, det drejer sig om 🙂

babymad_aftensmad8

BLW – EN UDSTYRSGUIDE

blw12

blw01

Det er ingen hemmelighed at BLW sviner en del i starten. Barnet får lov at spise selv –  og kan selvsagt ikke finde ud af bordmanerer eller det der ligner. Derfor kan det være meget fint at investere i lidt gear, der kan dæmme op for madeksperimenternes aftryk på barn, bord og gulv. Det bedste er i øvrigt nok en hund. Super smart med en levende støvsuger under ens smaskende baby! Men det er på den anden side ret dumt at investere i en hund med dette som hovedformål, så her får I min guide til “the next best thing”.

blw02

Det bliver en smule nørdet og ret detaljeret, så hæng fast eller spring over:

Vaskeklude

Vaskeklude er et must til grissede ansigter og hænder (og arme, hår m.m.). Faktisk er de bedste vi har disse rørende billige fra Ikea. De er ret tynde i det og det fungerer meget bedre end de tykke kvalivare-nogle, som vi også ejer. De bliver dog efterhånden lidt nussede at se på, men det overlever jeg fint. Jeg skal have mig en pakke mere, næste gang jeg rammer Ikea.

Jeg bruger en klud per måltid: Tørrer først mund, hænder med mere på et styks madfærdigt barn. Herefter tørrer jeg bordet, stolen og til sidst gulvet af. Måske med et skyl eller to undervejs afhængigt af madmængden. Herefter skylles kluden op og hænges til tørre. Det virker måske ret oplagt, men jeg kan huske jeg selv læste et tip om fremgangsmåden, og det var jeg altså glad for, da jeg ellers havde gang i en til barn og en til gulv, som sikkert kunne bruges igen osv. Det her synes jeg klart er den nemmeste måde.

Spisesmække

smaekke

Spisesmække er et must til når de små poder begynder at spise. Udfordringen her ligger helt klart mest i starten, da “markedet” måske ikke helt har beredt sig på BLW endnu, forstået på den måde, at det var ret svært at finde spisesmække der var små nok til en 6 måneders baby. Jeg brugte bl.a. disse fra Bibetta, disse fra Fashy og disse fra In the pocket baby. Fælles for dem alle er, at de er vandtætte og har ærmer, der kan slutte tæt om håndledet og at de ikke er alt for store. Der er fordele og ulemper ved dem alle:

Bibettas er dejligt blød, lidt til den store side og kan lukkes godt til om halsen. Dog er neoprenen meget lang tid om at tørre igen, fordi den er forholdsvis tyk og den kan heller ikke tåle at blive gnubbet for meget på, så “trevler den”.

Fashys er en god og billig løsning, dejligt nem at tørre af, men efter noget tid bliver plastikken hård i det og ubehagelig at have på/går op omkring elastikken ved ærmerne. Til gengæld koster de ikke mere end at de kan udskiftes en gang i mellem.

In the pocket baby er på mange måder en af de bedste. Den er lavet i blødt materiale, har opsamlingsskål og har velcro i håndled og hals, så den kan slutte til. Og så er den genial at tage med i byen, da den kan foldes sammen, så leverpostejen bliver inden i smækken og ikke bliver smurt ud i tasken. Eneste anke er at foldefunktionen gør, at den har en del lag, som forlænger tørretiden (Jeg har kun kunnet finde dem uden ærmer, men de andre MÅ altså findes et sted derude på internettet).

I en periode klemte vi altid en stofble ned mellem baby og bord, for selvom der er opfanger på spisesmækken, lander tingene altså alle mulige steder (se bare benbilledet ovenfor). Det fungerede rigtigt godt!

Når de bliver lidt større, har Ikea to gode bud: En med ærmer, der sikkert også er god til male/kreaprojekter og en klassisk hagesmæk, som også fungerer supergodt og er vældigt billige. I en periode har vi også bare brugt en stofble, som vi har bundet løst om halsen. Når det er sagt, så er Benny 1,5 år nu og bruger stort set ikke hagesmæk. Dels fordi han nægter 9 ud af 10 gange og dels fordi der ikke er det store behov. Han spilder lidt, men det er i småtingsafdelingen og ikke noget, der ikke kan tørres af med en vaskeklud.

blw08

Og når alt dette er sagt, så er bar mave altså også en mulighed, når vejret er til det.

 

Højstol

Ungerne skal jo også sidde i et eller andet, mens de spiser. Vi lagde forsigtigt ud med en billig sag fra Ikea (igen-igen, jeg er altså ikke i lommen på dem – de laver bare nogle gode ting!), da den havde en bakke på, og det virkede mest overskueligt, at bordet ligesom sad fast på stolen, så han kunne sidde og rode på sin egen lille matrikel. Har I – eller vil I gerne have en klassisk tripp trapp, kan man købe et såkaldt playtray, som kan sættes på stolen (i hvert fald de nyere modeller, har ikke helt styr på detaljerne). Vi (okay jeg) ville gerne have en Nomi stol, og der findes så vidt jeg ved ikke et klik-på bord til den (endnu). Dog vil jeg sige, at det nok også var gået uden bord der sidder fast på stolen, men Ikea-stolen passede perfekt til vores pendlen mellem kolonihavehus og lejlighed og agerer nu gæste/rejsestol fordi den nemt kan skilles ad. Nomistolen brillerer ved at have fodstøtte (i modsætning til Ikeastolen) og at virke til at være en ergonomisk god og ikke mindst langtidsholdbar løsning.

The extras:

Har man et sart spisebord eller vil man bare godt værne om det, kan man få en såkaldt Table Top (bl.a. den her), som sættes fast på bordet med sugekop. Nogle bruger voksdug, mens andre undgår det, da voksdug ikke er lavet til at spise direkte af og der derfor kan være nogle problematiske stoffer i. Vi har hverken brugt det ene eller det andet og det har resulteret i et på den ene side utroligt velolieret træbord, der hvor Benny sidder, som til gengæld er mærket af en del gok fra en ivrig drengs gaffel.

Har du et sart gulv, fx ubehandlet træ, vil du nok blive glad for et underlag af en slags, her kan et stoleunderlag til kontorstole fx bruges. Vi har haft hhv. parketgulv og lakeret plankegulv og har bare tørret over med en fugtig klud uden problemer.

Det var lidt på udstyrsfronten. Tøv endelig ikke med jeres spørgsmål. Jeg er slet ikke færdig med BLW og har et par indlæg mere i pipelinen! 🙂

BLW – NOGET OM AT DROPPE BABYMOS

 

blw06blw07

Okay, det her indlæg har ligget som kladde på bloggen i sådan ca. tusind år. Men så var Emilie så sød at 1) Overhale mig med babymad-indlæg og 2) Tease om mit indlæg. En kærkommen invitation til at få indlægget færdigt og ud af systemet!

DISCLAIMER: Lige som Emilie føler jeg også, at jeg bliver nødt til at komme med en lille disclaimer. Og måske endda en lidt større en end Emilies. Jeg har heller ikke opfundet den dybe (baby)tallerken, men jeg har valgt at gå en anden vej end den klassiske, der anbefales Sundhedsstyrelsen. Nogle har det bedst med at følge de officielle råd, mens jeg altså har valgt at se lidt stort på disse anbefalinger. Som Emile også skriver: Viden er som bekendt flygtig og relativ. Og hvad der har virket for os, virker ikke nødvendigvis for andre. Læg dertil, at de kloge hoveder hele tiden finder ud af, hvad der NU er godt for dit barn. Og så er forvirringen total. I sidste ende skal man nok bare (udover det åbentlyst farlige) følge sin mavefornemmelse og sit barns temperament. Det giver for det meste glade børn og glade forældre.

Og nu til det egentlige: Jeg havde egentlig ikke givet det med babymad de store tanker før Benny kom til verden – og det var (naturligvis) heller ikke noget der fyldte de første par måneder. Jeg havde nået at forstå, at der skulle blendes og moses og mades en del – men ret tilfældigt faldt jeg over noget der hed BLW, som jeg forstod gik ud på, at vente med at introducere fast føde til efter 6 måneder og at lade baby spise “rigtig mad” (i modsætning til babymad (grød, mos, vælling) selv fra start.

Selvom beskrivelsen jeg først faldt over var meget kort, gav det rigtigt meget mening for mig. Så jeg gik straks på jagt efter mere viden – og efter lidt mere læsning, valgte vi altså at gå den vej.

Jeg er ret sikker på at BLW er godt og grundigt på vej frem, men der er stadig rigtigt mange der ikke har hørt om denne tilgang til baby og mad. Også rigtigt mange sundhedsplejesker er på bar bund. Og da jeg virkelig synes om konceptet, tænkte jeg at det var oplagt at dele lidt facts om det her. Der er efterhånden flere steder, du kan læse uddybende om BLW (se links nederst), men her kommer lidt introducerende facts.

Kort om BLW:

  • BLW står for Baby-led weaning. Det betyder, at det er barnet, der styrer overgangen fra mælk til fast føde
  • BLW inkluderer at barnet fuldammes (eller får flaske) til det er 6 mdr. Det er i øvrigt i tråd med WHO’s anbefalinger. Argumentet er, at barnets tarme ikke er udviklet til anden føde inden 6 mdr.
  • Man ammer/giver modermælkserstatning (som regel en del) ved siden af introduktionen til mad.
  • I BLW introduceres “almindelig mad” til barnet fra start. Man springer således helt grød, mos, vælling og anden babymad over.
  • Barnet bliver ikke madet, men styrer selv hvad og hvor meget, der skal indenbords
  • Overgangen fra modermælk/modermælkserstatning til almindelig mad vil derfor som regel være længere end ved introduktion af grød/mos. En hovedregel inden for BLW er “food under one – just for fun”, som henviser til at modermælk/modermælkserstatning for mange børn vil være den primære føde det første år.

 

blw05

Benny, 6 mdr og en uge, får lov at smage på risnudler. Han sidder på sin fars skød, da vi var i Rom og ikke havde nogen stol til ham. Det er i øvrigt meget vigtigt at barnet kan sidde selv i sin stol eller sidder på skødet, når de spiser. 

blw09

Benny, knap 9 måneder. Øver sig i at spise med ske.

Årsager til at vælge BLW:

Mad ses som en sanseoplevelse – ét af formålene med at give dit barn almindelig mad er, at dit barn vil få en masse spændende oplevelser ved at blive introduceret for forskellig mad fra start og selv få lov at røre ved det hele

Motorisk udvikling – at spise selv udvikler barnets motoriske evner, både mundmotorik og fingre/hånd/koordination

Mæthedsfornemmelse – nogle argumenterer for at børn er bedre i kontakt med deres mæthedsfornemmelse, når de får lov at spise selv

Ingen grød/mos-produktion – barnet spiser det samme som resten af familien (i starten dog i modificeret version/udvalgte elementer af familiens aftensmad)

Ingen kamp ved spisebordet – det er barnet, der styrer hvad det vil have at spise. Du stiller sund og nærende mad til rådighed. Barnet spiser det af det, det har lyst til.

Mine erfaringer:

Overordnet har vi været rigtigt glade for BLW-tilgangen til mad. Jeg synes det har været dejligt no-fuss-agtigt ikke at skulle have særskilt madproduktion i gang, og vi er forholdsvist hurtigt kommet hen til et sted, hvor vi alle kan sidde rundt om middagsbordet og spise samtidig. Derudover er det overvældende og helt vildt sjovt at opdage hvor meget sådan nogle helt små størrelser kan med mad, og hvor hurtigt de lærer noget nyt. Jeg har virkelig øvet mig i at have tillid til at Benny selv ved, hvad og særligt hvor meget han har brug for. Og at han tager udviklingen og overgangen fra mælk til mad i det tempo, han nu vil. Jeg kan læse mig frem til at det varierer utroligt meget fra barn til barn.

Når det med tillid så er sagt, skal jeg da blankt indrømme, at jeg til tider har været lettere frustreret, fordi jeg syntes overgangen gik meget langsomt. Og jeg har bidt mig i tungen (og hånden) for ikke at nøde ham for meget eller forsøge at “hjælpe ham” lidt med at spise. Men tålmodighed er en dyd og udviklingen sker! I en alder af 16 måneder spiste han selv et smilende æg med ske ud af et æggebæger. Det synes jeg sgu er sejt.

Noget af det, de fleste er bekymret over ved at vælge BLW er om barnet skulle blive kvalt i maden, da de ikke nødvendigvis kan tygge noget endnu og ikke har udviklet deres mundmotorik, når de starter på mad. Heldigvis er børn indrettet sådan, at deres brækrefleks sidder meget langt fremme i munden. Det vil sige, at maden, hvis det er for store bidder, bremses af brækrefleksen og bliver ført frem i munden igen. Det kræver helt sikkert lidt is i maven de første par gange det sker, men når man ser at barnet er upåvirket af oplevelsen og bare spiser videre, så vænner man sig hurtigt til det. Det går over efterhånden som barnet lærer hvor store mundfulde det kan håndtere. Følger man nogle få forholdsregler skulle BLW-tilgangen være mindst lige så sikker som den klassiske made-grød/mos-med-ske.

Mad har først og fremmest været sjovt. Vi har ingen kampe haft, Benny har udforsket løs og været vildt optaget af, at røre ved maden, proppe den i munden, prøve at suge nudler op osv. osv.

Og ud fra ovenstående beskrivelse af et måltid, så kan I måske regne ud at det altså sviner en del i starten. Jeg har godt nok ligget på alle fire mange gange og tørret op, skrabet sammen og vasket gulv over efter Bennys madgilder. MEN det går jo hurtigt over igen og bliver bare en rutine ligesom alt muligt andet. Benny er nu 1,5 år og det er ikke meget der skal tørres op efter ham mere. Faktisk er vi begyndt at gøre det løbende, da han selv opdager, at han taber noget og synes det skal væk fra gulvet. Det er muligvis en positiv sideeffekt ved BLW-projektet, at Benny er meget optaget af at tørre borde af og feje gulv! 🙂

blw03

Benny, 1,5 år. Der spises med gaffel, men fingrene bliver nu stadig brugt flittigt, når tålmodigheden slipper op eller humøret er til det.

blw01

Benny, 1,5 år, sidder lige og gnasker i en stang bladselleri. Han har ellers været lidt af en kødfanatiker, men selleri og agurk er et hit lige pt. Og rå champignon.

blw02

Ægte madnydning!

Hvad du skal gøre op med dig selv, før du vælger BLW:

Det er meget forskelligt hvor hurtigt børn kommer i gang med at faktisk spise maden. Nogle børn kører på stort set fra start, mens andre mest undersøger maden (også med munden) uden at spise så meget det første lange stykke tid. Du skal derfor være klar på muligvis at amme/give flaske ved siden af måltiderne i et godt stykke tid.

Du skal have tillid til at dit barn spiser det, han/hun har brug for – og at dit barn selv kan administrere maden inde i munden.

Links

Hvis du er nysgerrig efter at læse mere om BLW, kan du bl.a. gøre det her:

  • Bogen, som vel kan siges at være BLW-hovedværket. Findes så vidt jeg ved kun på engelsk
  • Til gengæld er der kommet en dansk bog for ganske nylig, som jeg dog ikke selv har haft mulighed for at læse.
  • Og så har jeg også haft glæde af at læse denne introduktion. Den er godt nok minded på vegansk kost, men det kan man jo nemt ignorere.

Jeg vender tilbage med lidt mere praktiske tips til BLW-børn inden længe! Stil endelig spørgsmål, hvis der er noget der undrer jer, eller kom med jeres egne erfaringer.