PIZZZAAAAA(SNEGLE)

pizzasnegl7

Jeg holder mig lige for tiden en snart toårig, der har et ordforråd på godt og vel 20 ord eller noget i den dur. Heldigvis er mor (og far) i blandt dem – men højt på listen er også henholdsvis melon (eller rettere sagt molooon, men hun mener melon) og pizza. Pizza lader helt klart til at være livretten til aftensmad for tiden og melonen bare på alle andre tider af døgnet. Pizza kan dog være mange ting, så længe det er rimelig fladt og rundt, så både tortilla og pitabrød nyder samme positive særstatus, når det kommer på bordet herhjemme.

I anledning af sommerfest i vuggestuen besluttede jeg mig derfor til, at vores medbragte ret (som der åbenbart hører sig til i sådanne anledninger), skulle være pizzasnegle. Og som barnet ikke har prøvet før. De var helt som forventet et kæmpehit, og hun nåede da også at kværne to styks ned (måske med lidt hjælp fra far), inden vi nåede hele vejen hen til vuggestuen med dem.

Pizzasneglene var ganske vegetariske og super gode (også til voksne).

Til ca. 40 styks brugte jeg:

Dejen

  • 7 dl vand
  • 1 spsk god tørgær
  • 2 spsk surdej (fx fra en rugbrødssurdej)
  • 1 spsk salt
  • Manitoba-mel – ca. 800 gram
  • Rugmel – ca. 100/200 gram
  • God olivenolie
  • 1 æg (til pensling)

 

Fyld

  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 spsk tomatpure
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • Salt, peber, oregano og basilikum
  • 1 god skefuld rød pesto
  • 1 spsk ketchup
  • Lidt olivenolie og god balsamico
  • ca. 150 gram god feta (jeg brugte Tavernas fra dåse – modtaget som PR-gave)
  • ca. 250 gram alm. revet ost

 

Tilberedning

Start processen aftenen før. Vand røres med tørgær, en skvæt olie og hvedemel til du har en god tung dej, der stadig er klæbrig. Smid herefter surdej og salt i og supplér med rugmel. Melmængderne er retningsanvisende. Det bedste du kan gøre er at se og røre dig frem. Jeg kørte dejen i røremaskinen og har skal den ende med at være god og elastisk, og lidt klæbrig, men ikke længere klistre til fingrene. Når den konsistens er ramt, smides dejen i en skål smurt med lidt olie og dækkes til med et koldt viskestykke. Lad dejen hæve på køkkenbordet natten over. Skal du lave/bruge dejen med det samme den følgende dag, er det bare at arbejde videre med den om morgenen. Det skulle jeg ikke, så jeg smed den på køl, så jeg kunne styre hævningen til om eftermiddagen.

Så er det til tomatsaucen. Her hakkes løg og hvidløg, og begge dele klares i en lille gryde uden at branke ved medium varme. Når løgene er klaret, krydres med krydderierne, tomatpure og flåede tomater smides i – og der smages til med øvrige ingredienser. Lad simre i ca. 15 minutter. Herefter skal saucen, der godt må være rimelig tyk, have en tur med stavblenderen, så den er jævn og nem at fordele i pizzasneglene.

Osten rives og fetaen smuldres.

Tilbage til dejen. Den skal nu have samme behandling, som lavede du kanelsnegle = Den vendes ud på en melet bordplade og deles i to (så er den nemmest at arbejde med) og hver del rulles ud til et kvadrat på ca. 40 x 25 cm med en tykkelse på ca. 1,5 – 2 cm. Tomatsauce fordeles i et jævnt lag og der toppes med ost og feta. Dejen rulles på den lange led, så du får en rimelig lang (de 40 cm) pizzasnegls-pølse, der skæres i skiver af ca. 2 cm. Skiverne fordeles på en bageplade (ca. 9-10 stk på en alm. bageplade), pensles med æg og bages på varmluft ved 225 grader i ca. 15 minutter.  Takket være varmluften kan du have to plader i ovnen ad gangen, og så er faktisk ret overskueligt at færdigproducere 40 pizzasnegle på i alt 30 minutter 😉

pizzasnegl5 pizzasnegl4 pizzasnegl2pizzasnegl3

FAMILIEVENLIGE GRILLERIER

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2SPONSORERET

Her i den meget tidlige forsommer spurgte Kosan Gas om vi ville være med til at udvikle en række opskrifter på mad over (gas)grill sammen med de dygtige madbloggere Ditte fra The Food Club og Nadia fra FoodFanatic. Og da sommeraftener med mad over grill er et hit hos både Julie og jeg, takkede vi pænt ja. At grilleriet så foregår over gas gør det blot endnu mere praktisk og nemt at gå til – og særligt, når man skal få mættet nogle små børnemunde inden kl. slår 18-nul-dut er det pivpraktisk, at man ikke skal stå og vente halve og hele timer på glødende kul, når der skal grilles. Hjemme på min matrikel har vi fx fået anskaffet os en kæmpe gasgrill ud til vores kolonihave, der bl.a. også var i brug til det store hotdog-grilleri til vores bryllup sidste sommer, og på de varme dage i år har den også allerede været i fuld sving til alt fra pizza på grill, til grillede grøntsager og gode burgere (som jeg må dele en opskrift på, med jer med lejlighed – de blev virkelig gode!!).

Vores bidrag til Kosan Gas’ opskrifter endte sjovt nok i den børne- og familievenlige boldgade og blev testet af en noget råkold marts-eftermiddag over en lille fiks bord-gasgrill i Julies baggård. Vi kastede os ud i en masse gode småretter i form af grillede kyllingelår med spicy ananassalat, grillspyd med kødboller, peberfrugt og laber dyppelse samt grillet brød med grillet feta-tomat dip.

Gane&Gaffel_ananassalat_v2 Gane&Gaffel_kødbolle-spyd_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Alle opskrifter kan findes lige her på Kosan Gas’ hjemmeside – men som en lille appetizer (i helt bogstavelig forstand) kan I få en forsmag lige her – nemlig i form af vores anretning af brød bagt på grill med  grillet feta-tomat dip. Brød og feta er perfekt som en uformel  og rustik velkomstsnack til grillgæsterne, mens aftenens hovedret(ter) tilberedes.

Snack attack til ca. 4 personer: Grillbrød med grillet feta og tomater

Til brød

  • 6 dl vand
  • 1 ½ tsk tørgær fx fra Doves Farm
  • 9 dl hvedemel
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl havregryn
  • 1 spsk salt
  • Lidt olivenolie

 

Til tilbehør

  • 1 bakke cocktailtomater
  • 1 godt stykke feta
  • Olivenolie
  • Basilikum
  • Evt. ¼ rødløg
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

Hæld vandet i en skål og rør tørgær i. Tilsæt salt og mel lidt af gangen, så det optages og bliver til en lind dej. Dejen skal til sidst have konsistens som tyk, sej grød. Lad dejen stå i ca. ti minutter, rør igen og hæld dejen over i en stor bøtte med låg, der er smurt med olivenolie. Lad stå i køleskab natten over – eller ca. 8 – 12 timer.

Skyl tomaterne og skær dem over på langs. Læg dem i et stykke sølvpapir, krydr med salt og peber og saml sølvpapiret om tomaterne og fold kanterne godt ind, så pakken lukkes helt.

Læg fetaen på et stykke sølvpapir, hæld lidt olivenolie ved og lav endnu en sølvpapirspakke.

Dejen hældes i et ildfast, grilldygtigt fad på ca. 15 x 25 cm foret med bagepapir og lidt ekstra olivenolie og bages i grill under låg i ca. 45- 50 minutter ved 200 grader. Husk ikke at åbne låget (i al fald ikke særlig tit, så slipper du den gode luft ud). Juster bagetiden efter din grill, hvis du har en større grill, skal du sandsynligvis give brødet lidt kortere tid. Dette passede til vores bord-gasgrill. Har du en pizzasten, så læg den meget gerne under fadet, så du undgår at bunden af dit brød (eller fad!) brænder på. Tag til allersidst brødet ud af formen og grill det hurtigt på begge sider. Når brødet er ved at være færdigt lægges de to pakker på grillen og gives 10-15 minutter.

Pak fetaen ud og læg den nu varme og smeltende feta over på en tallerken. Åbn tomatpakken og hæld tomaterne udover fetaen. Hæld 1-2 spsk olivenolie over, riv lidt basilikum over og drys evt. med lidt rå rødløg. Afslut med friskkværnet peber og ost, tomat og olie op med det nybagte brød.

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2 Gane&Gaffel_Grillebrød-med-feta5_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Billeder af Ditte Ingemann

FASTELAVN ER MIT NAVN, BOLLER VIL JEG HAVE

fastelavn13

Det er jo lige præcis i disse dage højsæson for fastelavn (det er vist faktisk den rigtige fastelavn i dag!) og rundt omkring på gader og stræder, går små søde pippier, smølfer, spøgelser og andet godtfolk rundt. I dagens anledning havde jeg inviteret mine søde studieveninder, deres børn og mænd til fastelavnshygge her på matriklen. Hvad jeg ikke lige havde regnet på, var at det betød 8 voksne og fem børn i alderen ca. fem måneder til ca. fem år fordelt på vores små 80 kvadratmeter. Det betød naturligvis lettere kaos, og mindst ét grædende barn hver femte minut, men det var alligevel pivhyggeligt. Jeg havde bagt svenske fastelavnsboller (a ka semlor) og tømt en Søstrene Grene for pynt (det er seriøst billigt og kan seriøst anbefales til fester og fødselsdage!)

fastelavn11 fastelavn14

De svenske semlor blev dejlige og massive og opskriften er lettere justeret fra denne, jeg fandt henne hos søde Cute Carbs

Svenske semlor – ca. 16 stk

  • 100 gram smør
  • 4 dl mælk
  • 4 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 25 gram gær
  • 2 tsk friskkværnet kardemomme
  • 2 æg (+ 1 til pensling)
  • Ca. 600 gram hvedemel

 

Fyld:

  • 200 gram marcipan
  • 10 tsk mælk
  • 0,75 liter piskefløde
  • 2 spsk flormelis og kornene fra en stang vanilje
  • Flormelis til pynt

 

Start med at smelt smørret i en gryde. Når smørret er smeltet, blandes det med mælken, der står og køler af indtil det er håndlunt. Heri smuldres gæren og når det er opløst, suppleres med salt, sukker, kardemomme – og tilsidst melet til du har en god smidig dej, der kan æltes, men stadig er lidt klistret.

Dejen stilles til hævning et varmt sted i ca. 45 minutter, hvorefter de formes til 16 boller og stilles til hævning yderligere en halv time på 1-2 bageplader. Derefter bages de i en 225 grader varm ovn i ca. 10 minutter. Imens rives marcipanen groft og røres godt sammen med mælken til en blød masse.

Når bollerne er bagt, sættes de til afkøling og imens blandes flormelis med vanilje og piskes med flødeskummet. Når bollerne er helt kolde, skæres et “låg” af toppen af hver bolle og de udhules (der tages sådan en god stor spiseske ud af hver). Har du sprøjteposer og tyller, hældes nu henholdsvis marcipanmassen og flødeskummet i hver sin. Start med at sprøjt en god omgang marcipan nederst i hullet – ca. på størrelse med en lille golfbold – og herefter toppes med flødeskummet til et flot jævnt lag. Læg nu “bolle-låget” på igen og sigt flormelis over alle bollerne.

fastelavn12
PS – var det ikke bare nogen fine og søde pingviner, draculaer og pippi’er (og deres mødre velsagtens), der hjalp os med at spise fastelavnsboller og pynte vores gulv med legetøj og rosiner? 🙂

Nå ja, og hende den mindste lille tykke dame, der er pakket ind i et par donuts og sidder på skødet af min fine veninde K, er min efterhånden 5 måneder gamle lille pige. Jamen altså, hvor tiden dog går hurtigt!

fastelavn-samlet2 fastelavn-samlet1

CHIA-KNÆKBRØD

chiaknaekbroed4
Da bagelysten ramte mig her den anden morgen og jeg hverken havde gær eller helt almindelig hvedemel i hytten, men til gengæld en opmærksomhedskrævende lille baby, der ikke tillod for mange svinggerninger, måtte jeg jo ty til, hvad der lige var i køkkenskabene. Man kan på den måde sige at nød lærer nøgen (= nattøj-klædt) kvinde at bruge chiafrø. For det gemte skabene blandt andet på. En hel uåbnet og ubrugt udgave af slagsen. De måtte da ku’ bruges i en omgang knækbrød tænkte jeg. Det kunne det i særdeleshed godt. Chiafrøene giver knækbrødene endnu mere sprødhed og ja, knæk.

Opskrift (på pænt mange knækbrød)

  • 1 dl chiafrø
  • 1 dl sesamfrø
  • 1,5 dl solsikkekerner
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl olie
  • 2,5 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 dl vand
  • 3,5 dl mel – jeg brugte en blanding af sigtemel og fuldkornshvedemel

 

Det er mildt sagt pivnemt at lave sine egne knækbrød. Alle ovenstående ingredienser røres sammen – og den klistrede dej deles i to lige store dele på hver sit ark bagepapir. Riv endnu et ark bagepapir og læg mellem dejen og kagerullen når du ruller dejen ud. Den skal være ca. 3-4 milimeter tyk. Hvis du er et ordensmenneske kan du evt skære kanterne lige til, så du får en firkant, ellers skærer du bare knækbrødene i lige præcis den størrelse du ønsker. Mine var ca. 5 x 7 cm.

Knækbrødspladerne drysses med lidt havsalt og bages i en 200 grader forvarmet ovn på varmluft i ca. 15 minutter. Knækkes derefter fra hinanden og lufttørrer lidt på en rist før de smides i en lufttæt bøtte af en art:)

chiaknaekbroed3chiaknaekbroed2chiaknaekbroed

VERDENS BLØDESTE CHOKOLADEBOLLER

bloedeteboller7
December har i år indtil videre budt på en perlerække af hyggelige og ikke mindst søde søndage. Sådan var det også 2. søndag i advent da jeg havde fire dejlige veninder på besøg til eftermiddagshygge. Da jeg var absolut tømmermandsfri og havde lidt for god tid, stod menuen både på Arla (og Karolines) dejlige vafler og en omgang ekstremt dejlige chokoladeboller. Bollerne var stærkt inspireret af Mad med hjertets opskrift blot tweaket med en kombi af kærnemælk og almindelig mælk og tilføjet et snært af kardemomme, som jeg generelt er ret vild med i bløde boller som disse.

Til ca. 16 teboller brugte jeg:

25 g gær
40 g smør
2 dl kærnemælk
1 dl minimælk
1 tsk groft salt
2 spsk rørsukker
1 knivspids knust kardemomme
2 æg
ca. 700 gram hvedemel (eller til dejen er god og sammenhængende)
100 g mørk chokolade – vi havde lige fået en dejlig sending chokoladeknapper fra Callebaut – så jeg brugte deres ‘Grenade’ 60%
Æg til pensling

Fremgangsmåde:
Smør smeltes i en lille gryde og rør det sammen med kærnemælken. Jeg smed det hele i min KitchenAid fra starten. Herefter røres først gæren og derefter sukker, salt, kardemomme og æg udi blandingen. Og så begynder man langsomt med melet. Til en start røres der mel i dejen indtil konsistensen er som tyk havregrød – og så holdes der pause for at give plads til chokoladeknapperne! I med en stor håndfuld – og så må du gerne fortsætte med melet. Når dejen lige kan samles, som på billederne herunder er den fin.

bloedetebollerbloedeteboller2bloedeteboller3

Jeg stillede som en start dejen til side i ca. en time til halvanden i en plastikbøtte smurt med lidt smagsneutral olie. Herefter formede jeg dejen ud til 16 boller – smed dem på en bageplade beklædt med bagepapir og dækkede dem til med et viskestykke – og lod dem stå i yderligere en time.

bloedeteboller5 bloedeteboller4

Når du er klar til at bage, tændes ovnen på 200 grader og bollerne pensles med pisket æg. De skal have ca. 10-12 minutter i ovnen, men hold endelig godt øje, da alle ovne er forskellige.

bloedeteboller8 bloedeteboller7