SOFUS’ FØDSELSDAG

sofusfoedselsdag

De fleste børnefamilier kan sikkert nikke genkendende til, at weekenderne godt kan blive lidt lange, når det kommer til aktivering og underholdning af husstandens mindste beboere.

Især i de lidt køligere måneder, som vi (forhåbentlig) netop har lagt bag os, kan det trække tænder ud at finde på sjov og ballade indendørs, når svømmehallen, biblioteket, LEGO-klodserne, TV’et og iPad’en allerede er godt slidte. Det var derfor også en kærkommen adspredelse og ski..god idé, da “vores” farmor foreslog om vi ikke skulle fejre Ellas yndlings-sovedyrs fødselsdag en søndag i marts.

Ellas yndlings-sovedyr er suttekluden Sofus, som hun har haft siden hun blev født, og den blev således pakket i tasken til fin festivitas hos farmor, der var gået all-in på pynt, flag og gaver til alle deltagere 😉

Til fejringen af Sofus stod den naturligvis på lagkage på den helt simple måde med lagkagebunde (de gode fra Irma!) og kagecreme. Og så fik Ella (og Sofus), ellers lov til at hjælpe med at pynte med jordbær, “slik”, mandariner og des lige på toppen – ført med en hjælpende hånd fra mor og farmor.

Ella havde en fest – gaver, fødselsdag og fine sugerør er generelt bare et HIT, når man er to år. Farmor havde opfundet en god undskyldning for at overøse barnebarnet med sødt og gaver, og forældrene kunne ellers bare nyde et underholdt og glad barn en god lang eftermiddag. Så hermed den fine idé givet videre!

Kan afsløre at “vi” allerede glæder os til at fejre Ellas andet yndlings-sovedyr ‘Hunni VovVovs’ fødselsdag snarest. Det er vel lidt ligesom dagligvarehandlens fødselsdagsfejringer – det behøves der jo ikke nødvendigvis at gå et helt regulært menneske-år imellem 😉

sofusfoedselsdag2 sofusfoedselsdag3

HAUSGEMACHTE APFELTASCHEN

apfeltaschenStår du og får gæster til en kop eftermiddagskaffe, eller vi du bare gerne lige give weekendmorgenmaden et løft, så er de her hjemmelavede æbletasker (som vel er den direkte oversættelse) et godt bud på en upgrade. Det er ikke et stykke wienerbrød, som er særlig kendt herhjemme, men de i de fleste tysktalende lande – min mand er vokset op i Luxemborg – er det eftersigende fast hyldevarer hos enhver bager med respekt for sig selv. Hos mig vækker de mest af alt (barndoms)minder om det, der vist nok hed apple pies og kunne fåes hos McDonalds i 90’erne. Det gør det dog ikke til en ringere ting 😉

Du kan selv skrue op og ned for ambitionerne som du vil. Er du til den helt lette version, så køb en færdig plade butterdej og et glas æblemos, og biks dine æbletasker sammen på den vis. Er du i den anden boldgade helt overskudsagtig, så kan du lave både butterdej og æblemos fra bunden. Jeg landede et sted midt i mellem med færdigkøbt butterdej og en hjemmelavet grov æblemos, der gav lidt mere bite.

Opskrift til 6 stk apfeltaschen:

  • En pakke butterdej – af den der slags fra køl man ruller ud/eller tre plader af den frosne slags
  • Ca. 6 æbler
  • 2-3 spsk rørsukker
  • 1 tsk kanelsukker
  • 1 vaniljestang
  • Lidt citronskal og saft (kan udelades)

Start med skræl og skær dine æbler i grove tern. Smid dem i en gryde med sukker, kanel og vanilje. Vandindholdet i æblerne skal nok hjælpe til at koge æblerne ud. Æblemosen tager ca. 20 – 30 minutter at koge ud. Tilsæt til sidst lidt citronsaft og skal og smag efter om det kan bruge et drys kanel- eller vanilje til.

Rul herefter din butterdej ud og skær den i seks kvadrater af ca. 12 x 12 cm. Læg en klat æblemos på den halvdel af hver kvadrat. Fugt kanterne af kvadraten med lidt vand/mælk/æg og fold den tomme halvdel af kvadraten over den fyldte og klem godt sammen i kanterne. Klem efter med en gaffel, og giv ‘taskerne’ tre små snit med en kniv, så dampen kan komme ud under bagning. Inden bagning pensles også overfladen, og har du lidt ekstra rørsukker, så strø det over med løs hånd.

Tænd ovnen på 180 grader og bag æbletaskerne i ovnen i ca. 15 minutter (hold øje undervejs), alle ovne er forskellige.

apfeltaschen2

ÆBLEVAFLER (OG EN VINDER!)

aeblevafler4SPONSORERET

Nå, nu har vi vist trukket den længe nok! Det er tid til at trække en vinder af vores temmelig rare Bosch konkurrencen, hvor I har kunne vinde en Bosch Mum 5 køkkenmaskine og piskeris. Der er kommet uendelig mange gode kommentarer – og vinderen blev Charlotte Hansen, der ønskede sig et maskinsæt i cremehvid. Charlotte får også besked direkte via e-mail.

Derudover skal I heller ikke snydes for en nem og dejlig efterårsagtig opskrift på vafler med revne æbler kreeret her i hytten med Bosch-maskinparken. De revne æbler giver lidt ekstra struktur, syre og smag til vaflerne. Sunde blir de ikke – men når nu æblesæsonen er over os (og man måske har rigeligt hængende i sit æbletræ), så er det oplagt at bruge nogle af de gode æbler i dit bagværk.

Hvis du er sådan en, der har din full-scale køkkenmaskine stående fremme altid, så kan vaflerne nemt piskes sammen i den – er du den mere ryddelige type, der bedst kan lide, at køkkenbordene til hverdag er clean, så er det alternativt topnemt at piske vaflerne sammen med et helt almindeligt piskeris i en skål. Jeg valgte at bruge mit nye Bosch-piskeris i dagens anledning.

Opskrift (nok til et par gode bidder vafler, som dessert, til en familie på fire)

  • 125 gram hvedemel
  • 30 gram sukker
  • 1/2  tsk bagepulver
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • 1 æg
  • 1 dl fløde
  • 1 dl mælk
  • 1 æble (skrællet og revet – gerne et rimelig sødt æble)
  • 25 gram saltet smør (smeltet og lettere afkølet)
  • Et lillebitte skvæt mørk rom (hvis du har det)

Fremgangsmåde

Sigt de tørre ingredienser (mel, sukker, bagepulver og vanille) sammen i en skål. Og pisk efterfølgende mælken, ægget, fløden og smørret i dejen. Afslut med at tilsætte det revne æble.

Tænd dit vaffeljern og steg vaflerne i lidt ekstra smør. Spises med fx en god klat æblemos og lidt sukker.

aeblevafler2 aeblevafler1 aeblevafler3

SEMI-SUNDE ISPINDE

ispindeJeg er (ret latemover-agtigt) blevet en stor fan af hjemmelavede ispinde efter jeg har fået en snart toårig i huset, der i sommervarmen meget gerne vil have frugt og is ad libitum. Og når de to ting nu kan kombineres på flotteste vis og blive til rimelig sunde ispinde, så er det jo et hit. Jeg laver en pænt stor portion af hvad end frugt, der nu blendes sammen, så vi kan starte med at “drikke” isen, som smoothie, og så de efterfølgende dage, spise den som is.

Mine kombinationer er generelt ret klassiske med alt fra bananer, jordbær, hindbær og melon mikset sammen. Denne gang er de tilmed gjort endnu sundere med lidt rød snackpeberfrugt. Og tænker at det skal udforskes mere med andre variationer, hvor den fine frugt får følgeskab af gode grøntager.

Disse er blendet sammen af en blanding af:

  • frosne jordbær (ca. to håndfulde)
  • frosne hindbær (ca. en håndfuld)
  • en lille rød snackpeber (udkernet og skåret i tern)
  • lidt flydende honning
  • vaniljepulver
  • vand til du har en god flydende konsistens

 

Og frosset natten over. De blev efterfølgende dyppet i smeltet mørk 70% chokolade, der lige fik et kunstnerrisk “sprinkle” af kokosmel eller hakkede usaltede pistacienødder.

PS – ispindene er faktisk også veganske, hvis man er til den slags!
PPS – isformene er købt for ingen penge i IKEA, isen fryser pænt i dem, og der følger sådan en praktisk holder med, så de kan stå op i fryseren.

ispinde2 ispinde3 ispinde4

FRISK OG CREMET BLODAPPELSINIS

blodappelsinis03 blodappelsinis02

På mit arbejde er vi så heldige at få frugt. Hver mandag og onsdag bliver der hentet nye forsyninger og stillet op i vores fællesrum. Sammen med fantastisk frokost hver dag (Hahnemanns køkken, I think I love you) og god kaffe er firmafrugten med til at gøre arbejdsdagen lige dét bedre.

Ofte sker det dog, at vi ikke får spist frugten op, før der midt på ugen står en ny kurv og strutter med nyere og friskere frugt. Den første bliver som regel stillet lidt til side og så forsyner vi os fra den nye kurv. Jeg har påtaget mig det vigtige hverv at mindske frugtspildet på arbejdet og tager således gerne lidt frugt med hjem lige før weekenden, da det ellers blot bliver smidt ud, når den nye mandagsfrugt kommer.

Forleden var der en overvældende mængde blodappelsiner tilbage om fredagen, så jeg fyldte tasken og havde allerede lagt snedige planer. Planer om is!

Jeg elsker is. Når den er veltillavet. Is der kan stå selv, selv når den er smeltet, not so much. Derfor bliver jeg tit skuffet når jeg spiser en af de billigere købeis, og så tror jeg i et øjeblik at jeg slet ikke kan lide is. Når jeg så får god is, så vil jeg bare have mere. Se selv hvad jeg bedrev under min barsel 😉

Jeg har en lille phillips ismaskine, som ikke kan kategoriseres som nogen form for rolls royce inden for ismaskineverdenen, men den koster ikke det store og kan godt røre en stabil is sammen for dig. Indtil videre behøver jeg ikke mere på den front (selvom man da godt kan drømme, men SÅ meget is laver jeg heller ikke!)

Grundlaget for opskriften her kommer fra Klidmoster, som jeg stadig vender tilbage til for både dette og hint.

blodappelsinis

Du skal bruge:

  • 3,5 dl siet blodappelsinsaft (jeg brugte 8-10 blodappelsiner til dette, og inkluderede saften fra en halv citron, for at understrege syren lidt)
  • Skallen fra 1/2 citron (øko usprøjtet of course)
  • 1 dåse kondenseret mælk
  • 2 tsk vanillepulver
  • 2,5 dl piskefløde

Sådan gør du

  • Pres saften fra appelsiner og citron og si den. Mål op, så du har 3,5 dl saft
  • Bland saften op med den kondenserede mælk og riv citronskal ned i blandingen
  • Køl ned og rør til sidst de 2,5 dl fløde i
  • Put massen i ismaskinen og kør løs. Min skal lige fryses ind efter ismaskinen har gjort sit arbejde.
  • Servér!

 

Jeg synes, at den smager særligt lækker op mod lidt mørk chokolade. Benny var enig. Han var distraheret det meste af tiden, mens jeg tog billeder, men som I kan se øverst, var det ikke helt til at holde fingrene for sig selv til sidst 🙂