KAFFE I ROM

 photo kaffe02_zps2e654e1d.jpg

 photo kaffe01_zpsdd393bb5.jpg

 photo kaffe03_zps0bc8787c.jpg

Kaffe er en vigtig del af livet og særligt af et italiensophold. I hvert fald, hvis du – som jeg – synes, at det er en dejlig lille hverdagsluksus at drikke en kop kaffe ude. Efter et par måneder i Rom, føler jeg mig klar til at komme med lidt observationer, tips og tricks, så du kan nyde din kaffe på ægte romersk manér, næste gang du besøger den skønne by!

Der er tydelige forskelle på dansk og italiensk/romersk kaffekultur. Kaffe er nærmest en del af den italienske DNA og det er en selvfølge at kaffen smager godt. Til gengæld er der ikke meget “noter af røde bær” og “toner af ristet hasselnød” – altså ingen feinschmeckeri og nørderi af ristninger. Kaffen er mere plain end hvad den danske (i hvert fald københavnske) kaffescene byder på, og det er altså “bare” god kaffe du får, til gengæld er standarden generelt langt langt højere, end hvad vi præsterer herhjemme.

Spørger du om, hvor man får god kaffe i Rom er det korte svar derfor: Alle vegne. De fleste barer – uanset udseende og interiør – formår at lave en solid kop kaffe. Og heldigvis er der barer på de fleste af Roms gadehjørner. Vær dog opmærksom på, at de ofte har lukket om søndagen, med mindre du er i et turistet område.

En af de første forskelle man får øje på, når man træder ind på en kaffebar i Rom, er at kaffen koster en brøkdel af, hvad den koster i København. En espresso koster tit under en euro og en standardpris på cappuchino er i omegnen af 1,5 € (det svinger lidt alt efter hvilket område du befinder dig i). Kaffe er dog kun billigt i Rom, HVIS du drikker den stående i baren.

Dette hænger sammen med en anden af de store forskelle på dansk og italiensk kaffekultur: Kaffe i Rom er ikke noget man sidder og hænger over. Kaffen drikkes som regel stående eller som et hurtigt skud ved bordet efter maden. Går du på kaffebar kan du derfor vælge at indtage din kaffe på to måder:

1) Bestille kaffen ved kassen og tage bon’en med op til baren, hvor baristaen laver din kaffe. Du kan også gøre det omvendt, men man betaler aldrig samme sted, som man får kaffen. Kaffen nydes så stående i baren, hvorfra du kan betragte det hyggelige og til tider hektiske liv, der udspiller sig i baren. Det er god stil at lægge en lille mønt til kaffemageren også, når du forlader etablissementet.

2) Vil du sidde ned og nyde din kaffe under lidt mere magelige forhold, så sætter du dig blot ved et af bordene og venter på betjening. Her betaler du så ekstra for at sidde ved et bord og blive betjent – som regel i en størrelsesorden, så du betaler det samme som du ville gøre herhjemme. Dvs. 2-3 gange så meget, som hvis du drikker den i baren.

Skal du drikke kaffe som en ægte indfødt, er det vigtigt at vide, at der er klare opdelinger for hvornår man drikker hvilken kaffe. Som kaffesvagdrikker, der ikke rigtigt formår at drikke noget stærkere end cappuccino, har jeg modtaget mange mystificerede blikke fra det italienske folk, når jeg har bestilt en cappucchino efter frokosten eller aftensmaden.

Cappucchino er nemlig morgenmad i italienernes øjne (sammen med en cornetto, som bedst kan sammenlignes med en croissant). Når formiddagen er ovre drikkes som regel caffé (eller caffé normal), som er det vi herhjemme kalder en espresso. Alternativt bestilles en macchiato – en espresso plettet med mælk. Derudover er americano eller caffé lungo også godkendte efter morgenmadstid. Det er også muligt at få en caffé latte, men det er ikke noget jeg har set italienerne drikke – og igen vil de betragte det som en morgenkaffe. Det skal selvfølgelig ikke forhindre dig i at drikke lige præcis den kaffe som du gerne vil have!

Kun en uge eller to før afgang mod DK spottede jeg en for mig hidtil ukendt kaffeversion – en marrocchino, som minder lidt mere om den spanske cortado – den er mindre end en cappuccino, men mildere en en macchiato. Den er bestemt også værd at prøve!

Og så har italienerne også en del alternativer til almindelig kaffe. Fx kan du få en Orzo, som er kaffe lavet på byg. Det må svare til det der hedder kornkaffe herhjemme. Du kan også få kaffe med ginseng, hvis koffeinen ikke er nok. Begge kaffetyper brygges fra en lille automat og jeg må indrømme at min konstante lyst til “en god kop kaffe” konstant afholdt mig fra at teste de mere specielle varianter.

En sidste anbefaling herfra, hvis man gerne vil have den ægte romerske kaffeoplevelse, må være at forsøge at skabe sig et stamsted – også selv om du bare er et par dage i Rom, så besøg det samme sted hver morgen fx. Måske lærer baristaen efter to dage hvad I vil have, og der bliver hilst og hygget på sådan en herlig uformel måde, som både rummer stilhed og travlhed og som er ret så særlig og rar.

 

GELATO GELATO GELATO – DEN ULTIMATIVE ISGUIDE TIL ROM

En af de ting jeg spiste allermest af i Rom var is! En god gelato er bare sådan en dejlig måde at afslutte et godt måltid eller være det søde treat på en lun forårsdag undervejs på en lang gåtur. Vi researchede en del for at finde de gode steder og det skete ikke sjældent at turen med barnevognen blev bestemt af et issted, der skulle prøves. Her får I mine 6 topanbefalinger og en lille beretning om en skuffelse. Der er helt sikkert – og heldigvis –  mange andre gode steder, da Rom bugner af issteder, men der er bestemt også kedelige isoplevelser i Rom.

Først skal det lige slås fast at der er forskel på “almindelig is” og “gelato”. En gelato laves hovedsageligt på mælk og har derfor en lavere fedtprocent end almindelig is. Derudover piskes der mindre luft i under indfrysningen, hvilket gør isen tungere pr. scoop – og mere smagsintens. Sidst men ikke mindst serveres den knap så kold som almindelig is gør. Disse tre faktorer faktorer er med til at give gelatoen dens velkendte cremede og næsten seje tekstur.

Ligesom kaffe er gelato en ret billig nydelse i Rom. Som regel koster vaffel og bæger det samme og den mindste version fås til ml. 2 og 2,5 €. I den størrelse kan man som minimum få 2 slags is, nogle gange flere.

Ofte tilbydes panna (dvs flødeskum) på toppen, MEN italienernes flødeskum er altså ikke det samme, som den vi får på en gammeldaws herhjemme. Den er som oftest sødet godt og grundigt, evt. også smagssat og så er den ret hårdt pisket og tung i det. Det romerske flødeskum faldt ikke i min smag og ødelægger efter min mening den skønne cremede fornøjelse, en gelato skal være.

Nåh, videre til de gode is. Jeg har forsøgt at tipse lidt om, hvilke smage der var særligt gode. Men det er jo, nåhja, en smagssag, hvad man er til.

Skal jeg komme med en hurtig top tre ud af nedenstående anbefalinger må det bliver Salaria, Il Settimo Gelo og Giolitti!!

 

Gelateria La Romana

 photo gelato10_zpsf8914df0.jpg

 photo gelato09_zpseac9b070.jpg

 photo gelato19_zpsd5df6534.jpg

 photo gelato18_zps5ce2bf08.jpg

Dette sted gik vi tilfældigt forbi en dag, hvor jeg spottede en herre i gang med at håndrøre noget is. Et rimeligt godt tegn, tænkte jeg og noterede mig adresse og facade, så vi kunne vende tilbage. Min intuition viste sig at holde stik: God cremet gelato, som altså laves fra bunden i tilstødende lokaler, som man kan kigge ind i fra butikken. Vaflerne er som mange andre steder i Italien ikke noget at råbe hurra for – men de store vafler i butikken, ser faktisk hjemmelavede ud. En god undskyldning for at bestille i store portioner, hvis du er til vafler. Du kan få hvid eller mørk chokolade i bunden af vaflen og 4 forskellige smagsvarianter flødeskum på toppen.

Overordnet har Gelateria La Romana rigtigt mange isvarianter – mange af dem med lange og avancerede navne. Som udgangspunkt er jeg mere til de lidt mere simple smage, men jeg fik mig alligevel et par favoritter:

“Crema dal 1947” er husets egen isblanding. Navnet siger jo ikke så meget om smagen, men det var en fyldig, cremet flødeagtig sag med et seriøst pift aromatisk, næsten parfumeret citron. SÅ lækker! Straciatellaen må også fremhæves: Store chokoladestykker og skøn diskret mælket is. Lige som en straciatelle skal være! Cioccolate fondente er en supermørk chokoladeis, nærmest en chokoladesorbet, som er überintens og rigtigt vellykket her. Bacio-isen inspireret af Peruginas små chokolader med hasselnødder er også værd at prøve hvis man er til nøddecrunch.  Kaffeisen (som her hedder Cremino al Caffé) er ikke en klassisk kaffeis, men en lidt mere avanceret tofarvet sag.

Udover de forskellige isvarianter fås også fancy isdesserter i flotte udformninger, som kan nydes i butikken eller hentes med hjem. Det er muligt at sidde ned hos La Romana – i modsætning til mange andre steder. Vi betalte ikke ekstra for at sidde, men det kan være en god idé at spørge, da det er standard mange steder at betale ekstra for et bord.

Du finder La Romana på Via XX Settembre, på hjørnet af Via della Piave

Giolitti

 photo gelato31_zps9766353f.jpg

 photo gelato30_zpse183cf60.jpg

Italiens svar på La Glace, var min venindes karakteristik af stedet, da hun så det. Og det synes jeg var ganske rammende! I hvert fald er stedet af ældre dato og fyldt med traditioner og sådan en lidt old school feel over sig. Der er både en siddeafdeling og en isbar, hvor man bare går ind og bestiller sin is og går igen. Det koster givet en lille milliard at sidde ved et af bordene, så overvej at tage din is stående.

Der kan være uoverskueligt lange køer hos Giolitti, men min erfaring siger mig, at man ikke skal lade sig skræmme væk. Det tager ikke så lang tid som frygtet, og isen er værd at vente på. Husk at betal for isen først og stik så ned i baglokalet med din bon og vift med den til det bliver din tur til at vælge is.

En anden dansker jeg mødte, konstaterede at der fandtes et liv før og efter Giolittis og roste særligt deres pistacieis. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Den pistacieis er altså guddommelig i mine øjne – og den bedste jeg har smagt til dato. Mørkegrøn, cremet og intens med bløde pistaciestykker i. OMG det var godt! Gianduja er en af mine nye favoritissmage: En halvtung sag baseret på hasselnøddecreme. Giolitti ved hvordan man kringler sådan en! Chioccolate fondenten var udover at være intens og chokoladelækker fyldt med generøse chokoladestykker, hvilket hæver den over de andre jeg har smagt.

Giolitti findes her: Via degli Uffici del Vicario 40

Grom

Grom er en kæde, der også findes i bl.a. Paris. De har en overskuelig liste over indhold i de forskellige is, så hvis man er allergiker el. lign. er dette et godt sted at besøge. Udvalget er rimeligt overskueligt og smagene er rene og ret klassiske. Deres yogurtis er på min top 3 over yoghurtise: Den er dejligt syrlig og passer fx rigtigt godt til den mørke chokoladeis, chioccolate fondente, som vi spiste en del af. Jeg fik ingen billeder taget af Grom i denne omgang, men du kan se lidt af en af deres butikker i et ældre indlæg

Grom findes flere steder i Rom. Se listen her.

Come il latte

 photo gelato07_zpsa113c883.jpg

 photo gelato08_zps56a97352.jpg

 photo gelato06_zpsbbbab85d.jpg

Come il latte er en supertrendy lille isbiks, som er indrettet på fineste vis med “mælkeflasker” fra gulv til loft. Deres issmage er knapt så klassiske og der er en del a la “new york cheesecake” på kortet. Jeg er meget mere til plain smage og ikke for mange blandings-koncept-is, men det er helt klart is af god kvalitet. Og så har de en is med titlen “karamel med himalayasalt”. Altså, behøver jeg skrive at den smagte afsindigt godt? Selv kastede jeg mig over stedets hjemmelavede sandwich-is – de sødeste små af slagsen! Jeg elsker sandwich-is og disse var lige i øjet. Både pistacie og vanillevarianten måtte ned i min mave, og jeg synes, at vanillen var klart mest vellykket. Pistaciesmagen druknede lidt i kiksesmagen, og jeg synes, at vanillen gjorde sig noget bedre som cremet og “rent” modspil til både kiks og chokolade.

Adresse: Via Silvio Spaventa 24/26

Salaria – Gelato D’Autore

 photo gelato01_zpsc027d63f.jpg

 photo gelato03_zps138d1206.jpg

 photo gelato04_zps2e806fb8.jpg

 photo gelato13_zpsa731b35b.jpg

Salaria var nok det sted, vi spiste allerflest gelatos fra, da det lå ikke langt fra vores lejlighed. Superlækre, cremede is, klassiske smage og sjældent kø! Salaria er en lille biks, som ikke syner af meget. Men isen er virkeligt god og sidder du udenfor på bænken og nyder din is, vil du også opleve, at romerne flittigt besøger stedet. Enten for at købe bægre og vafler – eller for lige at hente en flamingokasse med is med hjem til familien.

Min ultimative favorit hos Salaria er Ciocolatte de latte – en nærmest chokolademousseagtig is med cremet konsistens og en intens chokoladesmag, der hverken er for mørk eller for lys. Den er altså virkeligt lige i øjet. Hasselnødeisen Gianduija er også virkeligt vellykket. Og så laver Salaria muligvis Roms andenbedste pistacieis (næst efter Giolittis). Deres signatur-is er en herlig lys brun sag, der smagsmæssigt befinder sig et sted mellem karamel, nødder og kanel. Yoghurtisen er dejligt syrlig og kan bestemt også anbefales.

Adresse: Salaria 260

Al Settimo Gelo

 photo gelato25_zpsa0475efd.jpg

 photo gelato22_zpsbf195076.jpg

 photo gelato24_zpsc27040af.jpg

 photo gelato26_zpsda62014c.jpg

Al Settimo Gelo skulle efter (internettets) sigende være et af romernes foretrukne issteder. Butikken ligger på en halvsløv (for ikke at sige øde) gade ikke alt for langt fra vatikanet. Kvarteret er stort set uden turister og er faktisk rigtigt hyggeligt at tusse rundt i og kigge på smukke gamle bygninger. Både isbutikken og kvarteret gør det ud for en god afstikker, hvis man trænger til at komme lidt væk fra vatikanet, som ofte er lidt af et epicenter for turisme, gadesælgere, souvenirbutikker, tiggere og dyre ligegyldige madopelvelser.

Æstetikken hos Al Settimo Gelo er noget anderledes en mange af de andre her på listen. Alt er malet i grøn og panggul og der er hverken meget delikat minimalisme eller storslået historisk vingesus over stedet. Men lad dig ikke snyde af stedet bad-taste interiør. Vanilleisen er den bedste jeg nogensinde har fået: Tydelige vanillekorn, der knaser blidt, når man spiser isen og intens vanillesmag. Chokoladeisen er også to die for – og udover de klassiske issmage, har Al Settimo Gelo både kardemommeis og is med rosenvand og safran på menukortet. Derudover har stedet en hel lille køledisk dedikeret til mælkefri is.

Det er primært romerne der kommer forbi og henter is her, og der er en dejlig lokal stemning derinde. Hvis du gerne vil lidt uden for Roms turistede comfortzone er dette klart anbefalelsesværdigt.

Il Settimo Gelo finder du på Via Vodice 21/A

Og så til skuffelsen

San Crispino

 photo gelato15_zps4c00a4e0.jpg

 photo gelato14_zps73ca8130.jpg

Normalt beskæftiger vi os ikke så meget med at omtale uinteressante madoplevelser på bloggen, men da San Crispino er et af de mere anerkendte og omtalte issteder i Rom, bliver jeg altså nødt til at knytte et par kommentarer til vores oplevelse. Vi har ellers tidligere været glade for San Crispino, men denne gang havde det virkelig mistet magien. Udvalget var kedeligt i forhold til de andre steder, vi besøgte og isene var ikke specielt vellykkede. Chokoladeis er ikke på kortet, og Valhrona kakaoisens smag kom ikke op at ringe Vanilleisen var uden vanillekorn og smagte som en bøtte mellemdyr is fra supermarkedet – vi blev faktisk i tvivl om det overhovedet var vanilleisen vi havde fået. Pistacieisen var lidt for anonym for min smag. Straciatellaen var okay, men med meget små stykker chokolade og kaffeisen var lige en tand for vandet for min smag.

Det var ikke dårlig is, men det var heller ikke mindblowing eller særligt godt på nogen måde. Når det så samtidig er den dyreste is, vi har prøvesmagt (3,70 € for et lille bæger), så er San Crispino et issted du snildt kan springe over.

 

PASTA CARBONARA PÅ OSTERIA LA GENSOLA

 photo osterialagensola03_zpsca42c93f.jpg

Jeg elsker pasta carbonara og har efterhånden prøvet en fair andel af de mange variatoner over temaet. Selv sværger jeg til en variant uden fløde, hvis det er mig, der svinger piskeriset. Men min absolutte yndlingscarbonara fås på den superhyggelige Trastevere-restaurant Osteria la Gensola, som jeg faktisk har berettet om for nogle år siden, hvor vi i anledningen af min svigermors fødselsdag fik the full monti på Osteriaet (se med her).

 photo osterialagensola01_zps0eba7d41.jpg

Det er faktisk lidt pudsigt for carbonaraen på Osteria la Gensola fungerer slet ikke på papiret, men er fuldstændigt fabelagtig på tallerkenen. Den er sjusket bikset sammen og saucen cremer ikke rigtigt på den der tilstræbelsesværdige facon, som jeg altid selv forsøger at ramme. Men den fungerer bare. Store al dente rigatoni, den sprødeste salte panchetta og en herlig fed og ujævn ægge-oste-masse. Ahhrmen altså. Jeg er sendt til himmels, når jeg lader gaflens tænder glide ned igennem sådan en rigatoni-sag, kører den lidt rundt i saucen, fanger et stykke panchetta og .. haps!

Det er bestemt også en tung børge af en pastaret, så vi bestemte os for for en gangs skyld at forsøge os med det der med begrænsningens kunst – og nøjedes derfor med en pasta hver. Osteriaets klassiske romerske pastaretter koster omkring 10-12 €, og jeg synes, det er så rart at kunne gå ud og spise og få fuld restaurantoplevelse for få penge!

 photo osterialagensola02_zps4019024a.jpg

Clausen kastede sig over deres rigatoni med ragú – en intens sauce på tomat med det møreste oksekød og generøse mængder ost på toppen. Også en absolut anbefalelsesværdig pastaret!

MOLI – FISKERESTAURANT I ROM

 photo moli02_zps4c9583fa.jpg

Jeg mangler stadig at fortælle om et par steder i Rom, og dette er et af dem. Moli er en lille undseelig restaurant med diskret facade, der sammen med den lidt hengemte placering gør, at det ikke lige er et sted man falder over.

Heldigvis havde min romerske svigerinde tippet os om stedet og vi bestilte derfor bord til frokost og drog til den lille restaurant. En romersk storfamilie havde valgt at afholde ugens søndagsfrokost på stedet og det var så hyggeligt at sidde og følge med i alles ankomst, småsludren og den lille hær af retter, der marcherede fra køkkenet mod deres langbord.

Udover storfamilien og vores lille ditto var der et 2-3 andre par, der spiste frokost og stemningen på stedet var afslappet, samtidig med at man følte man var på en fin lille restaurant, hvor der blev gjort lidt ekstra ud af detaljen.

 photo moli01_zps0c070658.jpg

Fx var det tydeligt at al brød, inkl. grissinierne, var hjemmebagte. På mange restauranter kommer grissinierne ellers i små plastindpakninger, men her var det hele lavet fra bunden.

 photo moli07_zps66881243.jpg

 photo moli03_zpsccf63f44.jpg

 photo moli04_zpsdd6b63d9.jpg

 

Vi delte tre antipasti, som ses ovenfor. Først rå jomfruhummer og ceviche på havbars med frisk passionsfrugt. Superdelikat og lidt frækt med passionsfrugten som det syrlige/frugtige element i stedet for noget mere klassisk a la citron.

Antipasta nummer 2 var grillet blæksprutte og artiskok – endnu en velfungerende og lidt utippet kombination. Dog blev vi enige om at det ville klæde kokken at skrue lidt ned for gulerodsstrimlerne på i hvert fald en af forretterne.

Den sidste lille sag var en slags muffin af pære og gorgonzola. Den var våd, svampet og lidt gæret i smagen og til trods for sit tunge udtryk (som måske ikke passede helt til de andre antipasti), så var der noget superlækket over den. Det er lige før den også ville have fungeret som dessert, da den havde en god sødme fra både pære og balsamicoen.

 photo moli05_zps9cfabd38.jpg

 

Til hovedret fik jeg gnocchi med hjertemuslinger (vongole) og safran. Gnocchierne var lidt for luftige/porøse til min smag, men kombinationen med muslinger og safran var virkeligt delikat!

 photo moli06_zps64600c22.jpg

Clausen fik sig en pastaret med en slags store tortellini med fars af oksekød i og tomatsauce. Særligt kødet i pastaen fik roser med på vejen. På menukortet stod også at det var af racen Chianina, som blev brugt som offerkvæg i det gamle Rom – altså en særligt finntype kød. Jeg fik lov at smage og var helt enig.

Alt i alt en virkeligt dejlig frokost på et sted, der ikke er overrendt af turister og som byder på nye og anderledes smagskombinationer end mange af de ufatteligt mange restauranter man finder i Rom. Ofte er det de samme gode gamle klassikere, der serveres, men her tænkes der nyt, uden at retterne bliver outrerede eller mærkelige. Og så kan jeg se på restaurantens hjemmeside, at menuen er skiftet siden vi var der. Altid positivt, når en restaurant følger sæsonens udbud!

Restaurant Moli finder du i Testaccio-området på Via Rubattino 22/24, Rom.

PASTA GALORE PÅ NATIONALMUSEET I ROM

Efter knap to måneder i skønne Rom, har jeg efterhånden fået spist min andel af pastaretter. Jeg har altid elsket pasta og min ultimative yndlingsret, når det kommer til comfort food er og bliver altså spaghetti med kødsovs (jaja, vi kan også være raffinerede og sige en pasta bolognese – I ved hvad jeg mener).

I Danmark er det i 99% af tilfældene ikke værd at spise pasta ude, hvis du spørger mig (det samme gælder i øvrigt lasagne), men her i Rom er sagen selvfølgelig en anden. Et af de bedste steder jeg har spist pasta hernede, er på nationalmuseet for moderne kunst (Galleria Nazionale d’Arte Moderna), som ligger meget tæt på, hvor vi bor. Det var bestemt ikke et sted, jeg selv ville have opsøgt, hvis det ikke var for min søde romerske svigerinde, der tippede mig om stedet. Hele fire besøg er det blevet til – den ene gang med hele den pukkelryggede, da mine forældre var i byen. Jeg kan derfor garantere for en vis stabilitet i kvaliteten.

Pastaen er hjemmelavet og kogt til perfektion – saucerne er herlige og i tilpasse mængder. Der er faktisk ikke en finger at sætte på de pastaretter! Hermed min varmeste anbefaling og en god gedigen omgang billedspam fra mine besøg!

 photo nationalmuseet01_zps9992df36.jpg

Min absolutte yndlingspastaret: Fettucini med hvid ragú og romanesco (nogle gange er det vist broccoli, det tager de ikke så tungt). Fan-tas-tisk!

 photo nationalmuseet02_zpsae93a7ce.jpg

Dejligt stort og lyst rum! Faktisk er det caféen man kigger ind i og bag den ligger restauranten. Restaurantlokalet er dog vældigt småt og man kan derfor få “dispensation” til at spise restaurantmad i caféen.

 photo nationalmuseet10_zps225cd27f.jpg

Et andet stort plus ved stedet er ovenstående gårdhave. Der er virkeligt skønt at sidde, når vejret er til det!

 photo nationalmuseet03_zps35cacb01.jpg

Min svigerindes ret: “Præstekvælere” (strozzapreti) med rejer og squash. Bemærk farveforskellen på disse og fettuchinien – disse er uden æg, fettuchinien er med. I øvrigt var disse pastaer, som altså kaldes præstekvælere superlækre: Helt tykke ruller (uden hul i midten). De kan virkelig anbefales, hvis I falder over dem.

 photo nationalmuseet04_zpsf8384d93.jpg

Min nieces “pasta bianchi” – pasta uden noget. Hun er 6 år og sådan foretrækker hun den altså!

 photo nationalmuseet05_zps3aaf6827.jpg

Min bror hoppede på en risotto med græskar – også fortrinlig! (Jeg fik heldigvis lov til at prøve alles retter – i researchøjemed forstås!)

 photo nationalmuseet09_zpsd82874a0.jpg

Der var også godt fyldt op af romere i baren, der lige skulle have en kop kaffe på farten (indlæg om romersk kaffekultur coming up i øvrigt!).

 photo nationalmuseet06_zpsd5855e55.jpg

Desserterne blev også testet af min niece, min mor og jeg (nogen skal jo gøre det!). De var ikke noget særligt, men gjorde heller ingen fortræd. Min kusine fik chokoladeis med flødeskum og jeg og min mor genoplivede min families halvfemser-købe-hofdessert: tartufo, som er en kugle chokoladeis med en slags likøris i midten og dækket i kakao..

 photo nationalmuseet07_zps26ab89cf.jpg

Og så lige et billede, Clausen snappede af mig, da jeg spiste dessert/fotograferede. Multitasking er lige mig!

 photo nationalmuseet08_zps0ecd438c.jpg

Jeg har også testet stedets udgave af cacio e pepe samt et par af forretterne, som alle også var anbefalelsesværdige.

Du finder Nationalmuseets restaurant på adressen Viale delle Belle Arti 131. Der er indgang direkte til restaurant og cafe i museets venstre gavl.

Older posts