VOKSENPOINT

voksenpoint

I onsdags, hvor jeg havde restitutionsdag fra arbejde (er stadig ved at komme mig over den hjernerystelse, jeg pådrog mig sidste sommer), var mit stakkels hovede helt blæst, så jeg fik stort set ikke bedrevet noget af det, jeg havde håbet på. Til gengæld fik jeg taget mig en tiltrængt lur (én af dem, hvor man vågner helt desorienteret og med lidt savl på kinden) OG så fik jeg lavet den liste, som ses på billedet.

Min fryser er ved at flyde over med mad – rester som nyt – der er pakket ind i bokse eller poser, og jeg havde ærligt talt mistet overblikket totalt. Det er jo ret fjollet at have en fyldt fryser med spiselige sager, som man mere eller mindre bare ignorerer, fordi man glemmer, at det er der – og i stedet farer ned i supermarkedet og fylder kurven. Selvom mad på frys kan holde sig længere tid, så holder det jo ikke for evigt og derfor er det meget smart at gøre en indsats for at få spist i bund en gang i mellem, hvis det ikke sker af sig selv.

Jeg har gjort dette et par gange før – også med ting i skabene. Og det virker altså. En liste på køleskabet over hvad man har. Som man kan strege i og opdatere. Den kan lige tjekkes om morgenen, eller hvornår man nu planlægger sine indkøb og aftensmad. Ofte giver det nemmere madlavning om aftenen (jeg har tit rester i fryseren, som måske bare lige skal spiffes op) og så er det smart, hvis man trænger til at give sit budget lidt luft. Faktisk tror jeg lige jeg må sende et link til indlægget her til Emilie efter søndagens post fra hendes side 😉

PS. Et enkelt lille stopspildafmad-tip: Vi får rimeligt tit bolognese herhjemme, af en eller anden art. Og kender i det, hvor der liige er en rest tilbage, som ikke rigtigt er nok til en runde mere, men som det heller ikke føles megafedt at smide ud? Jeg er begyndt at spare dem op i fryseren: Ned i en frysepose eller -boks og så toppe op næste gang og næste gang. Når der er samlet godt sammen, er der en omgang bolo igen, eller endnu mere oplagt, kødsauce til en omgang lasagne eller to.

.

.

.

.

.

HOW TO: SKRÆLLE INGEFÆR

ingefaer01

Et lille tip, som jeg bliver nødt til at dele med jer. So simple, so perfect. Måske I allerede kender det, men jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke kan være den sidste i verden, der fik tippet afprøvet.

Jeg har før hørt nogen snakke om, at man kan skrælle ingefær med en teske, og så har jeg enten slået det hen med en indre stemme, der sagde: “aaaahr, næppe” eller slet og ret glemt det igen.

MEN den anden dag, skulle jeg bruge ingefær til et madprojekt og så måtte det jo testes. Aaand it works. Man skal lige have hul på skrællen, men så er den simpelthen lige til at skrabe af med spidsen af en teske.

Det er en supernænsom fremgangsmåde og det er nogenlunde lige til at komme ind i alle de små snørklede hjørner. På den måde går der ikke noget ingefær til spilde, hvad der ellers hurtigt kommer til, hvis man forsøger sig med kniv.

Nu behøver tippet nok ikke en detaljeret step-by-step-guide, men det nemmeste – synes jeg – er at holde ingefæren i hånden og så stemme i mod med tommelfingeren fra samme hånd, som man holder skeen i, og altså skrabe ned mod tommelfingeren. Nu kommer det til at lyde kompliceret, så jeg stopper nu og siger i stedet: Prøv det, så giver det nok sig selv 🙂

Har I i øvrigt prøvet at rive lidt frisk ingefær i havregrøden? Det smager fortræffeligt og spicer hurtigt den småfade grød op. Benny er pt. besat af “Hauer”, så jeg tror jeg skal til at pimpe min egen, så der kommer bare en anelse variation i hverdagsmorgenmaden.

SPARETIP: TØM KØKKENET! (OG COUNTDOWN TIL ROM)

 photo sparetip_zps4b4d237d.jpg

Juhu! Nu er der kun en måneds tid til, at vores lille familie drager til Rom i to måneder. Glæder mig til lidt mildere vejr end DK (måske endda lidt forsmag på forår!), god kaffe, masser af pasta og friske grøntsager på markedet!

Vi lejer vores lejlighed ud, mens vi er væk, og det er en kærkommen lejlighed til at få ryddet godt og grundigt ud i både fryser og køkkenskabe. Samtidig er januar ikke den værste måned at køre lidt på depoterne, da der kan være brug for at vise lidt mådeholdenhed efter økonomiske udskejelser i december. Med andre ord skulle der være god ræson i at lade sig inspirere lidt af dette husmoderlige tip, selvom man ikke står og skal udenlands. Udover at man sparer penge, så kan sådan en omgang tøm køkkenet helt sikkert være med til at sparke lidt til kreativiteten og hvem ved: måske opstår der smukke nye retter undervejs!

Tippet er egentligt såre simpelt og går blot ud på at gøre status over, hvad der egentlig gemmer sig i køkkenskabe og fryserens skuffer. Hos os har der i hvert fald efterhånden hobet sig en masse sager op, som man godt kan glemme, når man laver mad til hverdag. Det kan være de grønne puylinser, som man ikke lige synes man har knækket koden til, eller de lidt for mange dåser kikærter, man fik købt på tilbud osv. Hvis de ikke bruges løbende, får de hurtigt forputtet sig lidt inde i skabet – og så føles det egentlig helt fint liiige at springe dem over igen-igen og i stedet gå ud og købe mere couscous, quinoa eller hvad der nu er ens go-to-tørvarer.

Ved at lave en liste over alt hvad skabe og skuffer gemmer, får man bragt det frem i lyset og dermed forhåbentlig også ind i den daglige/ugentlige planlægning af kommende måltider.

Derfor: notér alt hvad du har af tørvarer og på frost, sæt sedlen et synligt sted – fx på køleskabet – og beslut dig for, at de skal bruges i januar!

Jeg glæder mig faktisk helt til at få bugt med diverse sager, lave noget anderledes mad end jeg plejer og så kunne starte på en frisk, når vi vender hjem fra Rom!

 

HOW TO: STOP SPILD AF SMAG

 photo stopspildafsmag01_zps98330786.jpg

Dagen i dag byder på et lille husmoderligt tip: Køber du økologiske citrusfrugter (fx klementiner, nu hvor vi nærmer os julen) så riv endelig skallen af citrusfrugten før du skræller den. Jeg river det ned i en lille tupperwarebox og smider den på frys. Citrusskal er en fantastisk smagsgiver til kager – det kan både være i selve kagen eller i en smøreostfrosting. Udover kager er citronskal med til at løfte de fleste salater, quinoa-ditto og fx kylligeretter. Jeg forestiller mig at appelsin- eller klementinskal vil være superlækkert i vinteren og julens rødkålsserveringer (både den klassiske varme rødkål og de sprøde salater). Citrusskal har en helt anden og meget parfumeret smag end saften fra frugten, så det er virkeligt dejligt at kunne “spice” sine retter op med skallen også. Ved at smide den revne skal på frys har man altid noget til næste kage/salat/whatever, der står på programmet 🙂

 photo stopspildafsmag02_zps622561b6.jpg

Tippet gælder selvfølgelig alle citrusfrugter såsom lime, appelsin, citron, grape osv. Bare husk at frugten skal være øko og dermed ikke overfladebehandlet. Og så skal den lige skylles godt først og kun den farvede del af skrællen rives (det hvide er bittert).

Jeg købte øko-klementiner den anden dag og brugte den afrevne skræl i disse muffins. Denne gang var butternut squashen skiftet ud med 2/3 squash og 1/3 gulerod, som var blevet revet på rivejern i stedet for hakket i minihakkeren. Det fungerede supergodt og klementinskallen gav et julefriskt pift!

HOW TO: EN NEM(MERE) MÅDE AT RENSE HYBEN PÅ

 photo hyben03_zpse94958ec.jpg

 photo hyben04_zpsa5a2796d.jpg

Det er hybensæson nu og hyben er i min bog en helt fantastisk spise! Derudover er den fyldt med c-vitaminer og andre gode sager – og det skal man jo heller ikke kimse af.

Eneste anke jeg har til konceptet hyben er at de er så forbandede besværlige at rense. I år var jeg så heldig at få et tip fra min pal M fra Byhøst, som skulle vise sig at gøre renseprocessen noget mere effektiv.

Sidste år klarede jeg mig fint med denne metode, men i år havde jeg plukket en betydeligt større mængde og havde muligvis også en betydeligt mindre tålmodighed – og så er følgende metode altså ret smart!

Du skal gøre følgende:

 photo hyben02_zps3e2dc371.jpg

Start med at skære hybenbærrene over i halve og fjerne evt. stilk.

Smid hybenerne i en blender – for mig fungerede det bedst at blende mindre portioner af gangen. Blend hybenerne godt. De skal blendes så meget at kernerne ikke sidder fast i kødet mere. Det er også derfor at jeg ikke blender så mange hyben ad gangen – så er det nemmere at blende dem jævnt.

Kom de blendede hyben i en stor skål og hæld koldt vand over.

 photo hyben05_zpscc4b4947.jpg

 photo hyben01_zps02bf6075.jpg

Da kernerne er lettere end hybenkødet vil de stige op og lægge sig i overfladen af vandet. Nu er det bare om at skumme alle kernerne af – og det skal gøres over en del gange. Når du har taget første omgang, så stik klør fem i skålen og rør godt rundt med spredte fingre. Det løsner flere kerner, som så igen kan skummes af.

Det er klart her at der er mest arbejde i rensningen og det tager altså stadig lidt tid.

Når alle (eller næsten alle) kerner er skummet fra, sies vandet fra de blendede hybenbær – og så er du klar til at lave lækre marmelader, sirup, chutneys, ketchups eller lignende.

De allersidste kerner vil du kunne fjerne, når du koger hybenbærrene til lækre sager.

 photo hyben06_zpsd64c2a5f.jpg

 

Her er hybenbærrene til venstre renset ved den netop beskrevne metode, mens bærrene til højre er renset ved den metode, der er beskrevet her.

Fordele ved metoden: 

Det er en noget hurtigere metode at rense bær på, når det drejer sig om store mængder. Man skal ikke sidde og fedte med hver enkelt hyben og kan derfor klare mange hyben på én gang.

Har man fået fat i nogle meget modne og lidt småsmattede bær er det stort set umuligt at skære dem op og fjerne alle kerner. Der batter denne metode meget mere og er langt lettere.

Ulemper ved metoden:

Du ender selvfølgelig ikke med hele hyben ved denne metode, men nærmere med en grov mos/masse. Jeg skal bl.a. lave sirup og marmelade, så der betyder det ikke noget.

Når du sier vandet fra, vil du se at vandet er blevet flot orange. Derfor tænker jeg at man kommer til at skylle lidt af smagen/de gode sager ud af hybenbærrene. Jeg har ikke lavet noget ud af hybenbærrene endnu, så jeg skal ikke kunne sige om det kan have en betydning for smagen. Jeg regner dog med at den vil være minimal. Derfor: Gennemfør rensningen så tjept som muligt, så bærrene ikke ligger og søber for meget.