POMMES ANNA – SMØRSTUVEDE KARTOFLER

pommesanna3

Godt nytår! Vi har været dødstille her over jul og nytår, og været ganske ustrategiske bloggere, der ikke har formået at give jer søde læsere særligt gode tips til helligdagenes fester, så totalt på bagkant giver jeg her opskriften på nogle virkelig fine og velsmagende Pommes Anna, der kom på bordet til vores nytårsaften.

Nytårsaften blev for mit vedkommende fejret sammen med Julie og vores veninde N, mænd, børn og hunde i Julies families sommerhus. Og ser man billederne så skulle man måske også tro at vi var taget en tur til 80’erne med vores menu. Det var dog mere et tilfælde end en bevidst strategi, selvom 80’erne har en stor plads i vores (mad)hjerter 😉

Ingredienslisten til de pæne pommes er simpel, det samme er fremgangsmåden. Det eneste bøvl, du har med den her ret er tiden – Pommes Anna skal nemlig gerne stå i pres over en nats tid.

Ingredienser:

  • 2 kg kartofler (ikke for melede)
  • 200 gram smør
  • Salt, peber, evt. frisk rosmarin

Dag 1:

Skræl kartoflerne og snit dem fint – oplagt på et mandolinjern. Smelt smørret i en gryde, tilsæt friskkværnet peber, flagesalt og rosmarin og varm igennem uden smørret bruner. Find dit ovnfaste fad (gerne teflon) – på ca. 20 x 25 cm, og begynd så det møjsommelige arbejde med at ligge kartofler og smørsauce i lag. Start med at pensle bunden af fadet med smør og læg så kartoflerne sirligt, så de lapper over hinanden (som hvis du gjorde dig umage med en omgang flødekartofler). Efter hver lag kartofler, pensles der påny med smør-blandingen. Husk evt at fordel salt, peber, rosmarinsnasket mellem lagene, da det godt kan ligge og klumpe sig sammen i bunden af gryden. Når du er færdig og har brugt alle kartofler og al smørsaucen, så lægges et lag bagepapir over herligheden og et lidt mindre fad, der nogenlunde kan dække din flade med kartofler, sættes oven på, så kartoflerne kommer under pres. Smid fadet med kartoflerne i en 200 grader varm ovn i ca. 50 minutter.

Og så er det bare at sætte det på køl til næste dag. Vores kartofler fik kun 4-5 timer på køl under pres, og blev også helt fine, så mindre kan altså godt gøre det.

Dag 2:

Inden du skal servere kartoflerne, skæres de nu i firkanter, “udstanses” med en rund form, eller hvad fantasien nu rækker til, og smides en sidste gang i ovnen i ca. 30 minutter ved 200 grader. Giv dem evt. lidt grill til aller aller sidst, hvis de ikke er blevet gyldne på toppen.

Og så har du flotte og virkelig velsmagende pommes, der egner sig fremragende til alskens godt kød og klassiske serveringer med sauce. Jeg er fan – og for en erklæret flødekartoffel-entuasiast som mig, så må jeg indrømme, at jeg næsten har fundet en lige så herlig kartoffel-spise i denne variant!

pommesanna pommesanna2 pommesanna4

FAMILIEVENLIGE GRILLERIER

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2SPONSORERET

Her i den meget tidlige forsommer spurgte Kosan Gas om vi ville være med til at udvikle en række opskrifter på mad over (gas)grill sammen med de dygtige madbloggere Ditte fra The Food Club og Nadia fra FoodFanatic. Og da sommeraftener med mad over grill er et hit hos både Julie og jeg, takkede vi pænt ja. At grilleriet så foregår over gas gør det blot endnu mere praktisk og nemt at gå til – og særligt, når man skal få mættet nogle små børnemunde inden kl. slår 18-nul-dut er det pivpraktisk, at man ikke skal stå og vente halve og hele timer på glødende kul, når der skal grilles. Hjemme på min matrikel har vi fx fået anskaffet os en kæmpe gasgrill ud til vores kolonihave, der bl.a. også var i brug til det store hotdog-grilleri til vores bryllup sidste sommer, og på de varme dage i år har den også allerede været i fuld sving til alt fra pizza på grill, til grillede grøntsager og gode burgere (som jeg må dele en opskrift på, med jer med lejlighed – de blev virkelig gode!!).

Vores bidrag til Kosan Gas’ opskrifter endte sjovt nok i den børne- og familievenlige boldgade og blev testet af en noget råkold marts-eftermiddag over en lille fiks bord-gasgrill i Julies baggård. Vi kastede os ud i en masse gode småretter i form af grillede kyllingelår med spicy ananassalat, grillspyd med kødboller, peberfrugt og laber dyppelse samt grillet brød med grillet feta-tomat dip.

Gane&Gaffel_ananassalat_v2 Gane&Gaffel_kødbolle-spyd_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Alle opskrifter kan findes lige her på Kosan Gas’ hjemmeside – men som en lille appetizer (i helt bogstavelig forstand) kan I få en forsmag lige her – nemlig i form af vores anretning af brød bagt på grill med  grillet feta-tomat dip. Brød og feta er perfekt som en uformel  og rustik velkomstsnack til grillgæsterne, mens aftenens hovedret(ter) tilberedes.

Snack attack til ca. 4 personer: Grillbrød med grillet feta og tomater

Til brød

  • 6 dl vand
  • 1 ½ tsk tørgær fx fra Doves Farm
  • 9 dl hvedemel
  • 2 dl rugmel
  • 1 dl havregryn
  • 1 spsk salt
  • Lidt olivenolie

 

Til tilbehør

  • 1 bakke cocktailtomater
  • 1 godt stykke feta
  • Olivenolie
  • Basilikum
  • Evt. ¼ rødløg
  • Salt og peber

 

Fremgangsmåde

Hæld vandet i en skål og rør tørgær i. Tilsæt salt og mel lidt af gangen, så det optages og bliver til en lind dej. Dejen skal til sidst have konsistens som tyk, sej grød. Lad dejen stå i ca. ti minutter, rør igen og hæld dejen over i en stor bøtte med låg, der er smurt med olivenolie. Lad stå i køleskab natten over – eller ca. 8 – 12 timer.

Skyl tomaterne og skær dem over på langs. Læg dem i et stykke sølvpapir, krydr med salt og peber og saml sølvpapiret om tomaterne og fold kanterne godt ind, så pakken lukkes helt.

Læg fetaen på et stykke sølvpapir, hæld lidt olivenolie ved og lav endnu en sølvpapirspakke.

Dejen hældes i et ildfast, grilldygtigt fad på ca. 15 x 25 cm foret med bagepapir og lidt ekstra olivenolie og bages i grill under låg i ca. 45- 50 minutter ved 200 grader. Husk ikke at åbne låget (i al fald ikke særlig tit, så slipper du den gode luft ud). Juster bagetiden efter din grill, hvis du har en større grill, skal du sandsynligvis give brødet lidt kortere tid. Dette passede til vores bord-gasgrill. Har du en pizzasten, så læg den meget gerne under fadet, så du undgår at bunden af dit brød (eller fad!) brænder på. Tag til allersidst brødet ud af formen og grill det hurtigt på begge sider. Når brødet er ved at være færdigt lægges de to pakker på grillen og gives 10-15 minutter.

Pak fetaen ud og læg den nu varme og smeltende feta over på en tallerken. Åbn tomatpakken og hæld tomaterne udover fetaen. Hæld 1-2 spsk olivenolie over, riv lidt basilikum over og drys evt. med lidt rå rødløg. Afslut med friskkværnet peber og ost, tomat og olie op med det nybagte brød.

Gane&Gaffel_grillebrød-med-feta2_v2 Gane&Gaffel_Grillebrød-med-feta5_v2 Gane&Gaffel_Grillbrød-med-feta5_v2

Billeder af Ditte Ingemann

VEGETARISKE (FRIKA)DELLER

vegetardeller3Her på falderebet af sidste uge stod jeg med en masse rester fra vores Aarstiderne-kasse, der virkelig snart skulle bruges. Desuden bugnede skabene af tørrede sager som bønner og quinoa, som jeg var ved at være træt af at se på og flytte rundt på. Derfor endte jeg med at bikse det meste af det sammen til nogle vildt lækre og smagfulde vegetarfrikadeller med tilhørende gode grønne sager. Alt i alt – et totalt vegetarisk og smagfuldt måltid, der mættede godt – og føltes som en sand weekendmiddag til trods for fraværet af kød og deslige. Hvis du er vegansk anlagt og kender nogle smarte tricks kan du sikkert hitte på en erstatning for æggene – og så har du på et snuptag veganske deller.

Til rigtig mange deller og i al fald rigeligt til fem personer (inkl. rester til dagen efter) brugte jeg:

  • 200 gram sorte bønner (udblødt natten over)
  • 100 gram (ukogt) quinoa
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stængel blegselleri
  • 1 håndfuld reven frisk parmesan
  • 2-3 æg
  • Ca. 2 dl. hvedemel
  • Spidskommen
  • Oregano (og evt. zataar)
  • Salt og peber

Kog de udblødte sorte bønner i rent vand med lidt salt i ca. 40 minutter. Sæt din quinoa over efter 25 minutter og kog dem i 15 minutter. Når bønnerne er kogte, drænes de og blendes i en food processor til de er smuldret, men stadig har lidt struktur. Bønnemassen blandes med den ligeledes kogte og drænede quinoa i en skål. Hvis du har tid, så gør gerne dette om morgenen inden du skal bruge det, så er det hele dejlig afkølet og lige til at gå til.

Når bønner og quinoa er klar, rives løg, gulerødder og hvidløg, og blegsellerien skæres i små tern. Det hele vendes med bønner/quinoa sammen med krydderierne. Blandingen kan godt tåle rigeligt salt, peber og krydderier, da det er en stor portion og det gerne skal smage godt igennem. Afslut med æg og mel og justér mængderne, så “frikadellefarsen” ligner, og har konsistens som almindelig frikadellefars – dog måske en anelse løsere. Sættes på køl i ca. en halv time (mindst) og steg på panden i olivenolie i ca. fem minutter per ‘batch’. Kan sagtens eftervarmes i ovnen ved servering.

Til de herlige vege-deller fik vi ovnbagte sweet potato fries med aïoli (som disse) og grillede grøntsager (aubergine, squash, rød peber og forårsløg).

vegetardeller vegetardeller2 vegetardeller4

KARTOFFELSALAT

kartoffelsalatDe sidste par dages solskin har jo mere end indbudt til sommerlig mad. Derfor fik jeg pludselig en voldsom craving for kartoffelsalat til aftensmaden i går. Det kunne diverse sager i køleskabet heldigvis godt hjælpe med – og jeg fik bikset denne herlige, og en lille smule grønne, kartoffelsalat sammen.

Til to personer:

  • En halv pose/bakke små nye kartofler
  • 1/2 agurk
  • 1/2 bundt grønne asparges
  • Toppen af et salatløg eller to forårsløg
  • 2 blade ramsløg
  • 1 stor spiseske creme fraiche 18 %
  • 1 stor teske mayo
  • 1 teske grov sennep
  • Friskkværnet peber og flagesalt

Kog kartoflerne møre i letsaltet vand, men stadig så der er bid.

Udkern agurken og skær den og asparges i små bidder af ca. 1 cm. Snit løg og ramsløg fint. Vend det grønne med creme fraiche, mayo, sennep og salt + peber. Når kartoflerne er kogte og let afkølede skæres de i kvarte og vendes sammen med alle de øvrige herligheder.

Spises oplagt med en god pølse eller bøf på grillen og lidt grøn salat ‘on the side’!

kartoffelsalat2

ASIATISK BROCCOLISALAT

broccolisalat
Da Aarstiderne de fleste hverdage bestemmer, hvad vi skal spise, er det stadig sjældent, at jeg selv er kreativ i køkkenet i hverdagene. Så det bliver ofte i weekenden, og oftest søndag, hvor den ikke står på sjov takeaway, gæster eller lignende, at jeg går i køkkenet for at lave helt almindelig hverdagsmad. Forrige søndag blev det til denne gode broccolisalat, der fik æren af at spice Irmas forårsruller fra frost op. Det skulle jo stadig være nemt!

  • 1 lille hoved broccoli
  • 1 udkernet skoleagurk
  • 1 avocado
  • 1 stor håndfuld frisk koriander
  • 1/4 frisk chili
  • Dressing af: limesaft, risvinseddike, soya, lidt flagesalt og friskkværnet peber

 

Start med at skyl og rens broccolien og skær den i små buketter. Kog vand op og hæld det over broccolien, så den får en hurtig blanchering. Hak imens agurk i tynde halvmåner og avocadoen i tern, og finthak koriander og chili. Når broccolien er afkølet blandes den med de øvrige grøntsager, chili og koriander og dressingen vendes over.

Vi spiste salaten old school firser-style til nemme forårsruller direkte fra Irmas frysedisk. De var desværre et større hit i min erindring om barndommens nemme aftensmåltider end i virkeligheden. Men salaten. Den var go’ 🙂

broccolisalat2broccolisalat3