PIZZZAAAAA(SNEGLE)

pizzasnegl7

Jeg holder mig lige for tiden en snart toårig, der har et ordforråd på godt og vel 20 ord eller noget i den dur. Heldigvis er mor (og far) i blandt dem – men højt på listen er også henholdsvis melon (eller rettere sagt molooon, men hun mener melon) og pizza. Pizza lader helt klart til at være livretten til aftensmad for tiden og melonen bare på alle andre tider af døgnet. Pizza kan dog være mange ting, så længe det er rimelig fladt og rundt, så både tortilla og pitabrød nyder samme positive særstatus, når det kommer på bordet herhjemme.

I anledning af sommerfest i vuggestuen besluttede jeg mig derfor til, at vores medbragte ret (som der åbenbart hører sig til i sådanne anledninger), skulle være pizzasnegle. Og som barnet ikke har prøvet før. De var helt som forventet et kæmpehit, og hun nåede da også at kværne to styks ned (måske med lidt hjælp fra far), inden vi nåede hele vejen hen til vuggestuen med dem.

Pizzasneglene var ganske vegetariske og super gode (også til voksne).

Til ca. 40 styks brugte jeg:

Dejen

  • 7 dl vand
  • 1 spsk god tørgær
  • 2 spsk surdej (fx fra en rugbrødssurdej)
  • 1 spsk salt
  • Manitoba-mel – ca. 800 gram
  • Rugmel – ca. 100/200 gram
  • God olivenolie
  • 1 æg (til pensling)

 

Fyld

  • 1 dåse flåede tomater
  • 2 spsk tomatpure
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • Salt, peber, oregano og basilikum
  • 1 god skefuld rød pesto
  • 1 spsk ketchup
  • Lidt olivenolie og god balsamico
  • ca. 150 gram god feta (jeg brugte Tavernas fra dåse – modtaget som PR-gave)
  • ca. 250 gram alm. revet ost

 

Tilberedning

Start processen aftenen før. Vand røres med tørgær, en skvæt olie og hvedemel til du har en god tung dej, der stadig er klæbrig. Smid herefter surdej og salt i og supplér med rugmel. Melmængderne er retningsanvisende. Det bedste du kan gøre er at se og røre dig frem. Jeg kørte dejen i røremaskinen og har skal den ende med at være god og elastisk, og lidt klæbrig, men ikke længere klistre til fingrene. Når den konsistens er ramt, smides dejen i en skål smurt med lidt olie og dækkes til med et koldt viskestykke. Lad dejen hæve på køkkenbordet natten over. Skal du lave/bruge dejen med det samme den følgende dag, er det bare at arbejde videre med den om morgenen. Det skulle jeg ikke, så jeg smed den på køl, så jeg kunne styre hævningen til om eftermiddagen.

Så er det til tomatsaucen. Her hakkes løg og hvidløg, og begge dele klares i en lille gryde uden at branke ved medium varme. Når løgene er klaret, krydres med krydderierne, tomatpure og flåede tomater smides i – og der smages til med øvrige ingredienser. Lad simre i ca. 15 minutter. Herefter skal saucen, der godt må være rimelig tyk, have en tur med stavblenderen, så den er jævn og nem at fordele i pizzasneglene.

Osten rives og fetaen smuldres.

Tilbage til dejen. Den skal nu have samme behandling, som lavede du kanelsnegle = Den vendes ud på en melet bordplade og deles i to (så er den nemmest at arbejde med) og hver del rulles ud til et kvadrat på ca. 40 x 25 cm med en tykkelse på ca. 1,5 – 2 cm. Tomatsauce fordeles i et jævnt lag og der toppes med ost og feta. Dejen rulles på den lange led, så du får en rimelig lang (de 40 cm) pizzasnegls-pølse, der skæres i skiver af ca. 2 cm. Skiverne fordeles på en bageplade (ca. 9-10 stk på en alm. bageplade), pensles med æg og bages på varmluft ved 225 grader i ca. 15 minutter.  Takket være varmluften kan du have to plader i ovnen ad gangen, og så er faktisk ret overskueligt at færdigproducere 40 pizzasnegle på i alt 30 minutter 😉

pizzasnegl5 pizzasnegl4 pizzasnegl2pizzasnegl3

VEGETARISKE (FRIKA)DELLER

vegetardeller3Her på falderebet af sidste uge stod jeg med en masse rester fra vores Aarstiderne-kasse, der virkelig snart skulle bruges. Desuden bugnede skabene af tørrede sager som bønner og quinoa, som jeg var ved at være træt af at se på og flytte rundt på. Derfor endte jeg med at bikse det meste af det sammen til nogle vildt lækre og smagfulde vegetarfrikadeller med tilhørende gode grønne sager. Alt i alt – et totalt vegetarisk og smagfuldt måltid, der mættede godt – og føltes som en sand weekendmiddag til trods for fraværet af kød og deslige. Hvis du er vegansk anlagt og kender nogle smarte tricks kan du sikkert hitte på en erstatning for æggene – og så har du på et snuptag veganske deller.

Til rigtig mange deller og i al fald rigeligt til fem personer (inkl. rester til dagen efter) brugte jeg:

  • 200 gram sorte bønner (udblødt natten over)
  • 100 gram (ukogt) quinoa
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stængel blegselleri
  • 1 håndfuld reven frisk parmesan
  • 2-3 æg
  • Ca. 2 dl. hvedemel
  • Spidskommen
  • Oregano (og evt. zataar)
  • Salt og peber

Kog de udblødte sorte bønner i rent vand med lidt salt i ca. 40 minutter. Sæt din quinoa over efter 25 minutter og kog dem i 15 minutter. Når bønnerne er kogte, drænes de og blendes i en food processor til de er smuldret, men stadig har lidt struktur. Bønnemassen blandes med den ligeledes kogte og drænede quinoa i en skål. Hvis du har tid, så gør gerne dette om morgenen inden du skal bruge det, så er det hele dejlig afkølet og lige til at gå til.

Når bønner og quinoa er klar, rives løg, gulerødder og hvidløg, og blegsellerien skæres i små tern. Det hele vendes med bønner/quinoa sammen med krydderierne. Blandingen kan godt tåle rigeligt salt, peber og krydderier, da det er en stor portion og det gerne skal smage godt igennem. Afslut med æg og mel og justér mængderne, så “frikadellefarsen” ligner, og har konsistens som almindelig frikadellefars – dog måske en anelse løsere. Sættes på køl i ca. en halv time (mindst) og steg på panden i olivenolie i ca. fem minutter per ‘batch’. Kan sagtens eftervarmes i ovnen ved servering.

Til de herlige vege-deller fik vi ovnbagte sweet potato fries med aïoli (som disse) og grillede grøntsager (aubergine, squash, rød peber og forårsløg).

vegetardeller vegetardeller2 vegetardeller4

ASIATISK BROCCOLISALAT

 photo broccolisalat_zpsivosqpyh.jpgDa Aarstiderne de fleste hverdage bestemmer, hvad vi skal spise, er det stadig sjældent, at jeg selv er kreativ i køkkenet i hverdagene. Så det bliver ofte i weekenden, og oftest søndag, hvor den ikke står på sjov takeaway, gæster eller lignende, at jeg går i køkkenet for at lave helt almindelig hverdagsmad. Forrige søndag blev det til denne gode broccolisalat, der fik æren af at spice Irmas forårsruller fra frost op. Det skulle jo stadig være nemt!

  • 1 lille hoved broccoli
  • 1 udkernet skoleagurk
  • 1 avocado
  • 1 stor håndfuld frisk koriander
  • 1/4 frisk chili
  • Dressing af: limesaft, risvinseddike, soya, lidt flagesalt og friskkværnet peber

 

Start med at skyl og rens broccolien og skær den i små buketter. Kog vand op og hæld det over broccolien, så den får en hurtig blanchering. Hak imens agurk i tynde halvmåner og avocadoen i tern, og finthak koriander og chili. Når broccolien er afkølet blandes den med de øvrige grøntsager, chili og koriander og dressingen vendes over.

Vi spiste salaten old school firser-style til nemme forårsruller direkte fra Irmas frysedisk. De var desværre et større hit i min erindring om barndommens nemme aftensmåltider end i virkeligheden. Men salaten. Den var go’ 🙂

 photo broccolisalat2_zpsrpzjs06y.jpg photo broccolisalat3_zps6coptfhw.jpg

RESTEMAD GALORE – SUPPE PÅ FLØDEKARTOFLER(!) OG BROCCOLI

restegalore02

restegalore01

Ja, der måtte altså lige et udråbstegn til i den overskrift der. Synes nemlig selv, at det er en anelse vildt, at jeg har lavet en – i øvrigt rigtigt dejlig – suppe på stort set kun på rester af flødekartofler og dampet aspargesbroccoli. Hvem ville lige have troet, at det ville være et seriøst hit? Jeg var skeptisk i hvert fald.

Det kom sig af, at mine forældre havde været forbi med dejlig mad. Det har de for vane at gøre en gang om ugen, hvor de også henter Benny fra vuggeren – og jeg skulle hilse at sige, at det altså er guld værd for en solomortype som mig. I øvrigt tror jeg, det vil være guld værd for de fleste småbørnsfamilier 🙂 Men nok om det. Menuen stod på flødekartofler/selleri i fad, dampede aspargesbroccoli og lækkert vildtkød. Jeg fik lov at beholde resterne og kunne ligesåvel bare have varmet dem op og genserveret for mig og Benny.

Sagen var blot den, at husstandens yngste ikke lige havde mod på flødekartofler den dag og egentlig heller ikke spiste særligt meget broccoli. Så for at prøve noget nyt, slog det mig på cykelturen mod vuggestuen at både kartoffel, selleri og broccoli i og for sig er nogle ret dejlige suppeingredienser. Fløde er også tit et hit i suppe – og ost har vist aldrig skadet nogen 😉

restegalore03

Ergo, var det da noget jeg blev nødt til at prøve af! Jeg smed derfor flødekartofler og ditto selleri samt den dampede broccoli i en gryde, hældte en god sjat kogende vand ved, tilsatte lidt bouillon og fløde og varmede det hele igennem, til alle grøntsagerne var godt møre. Gryden af blusset og ned med stavblenderen til suppen var helt jævn. Her kan man evt. justere med lidt ekstra vand, hvis suppen er for tyk. Herefter smagte jeg til med peber, urtesalt og citronskal.

Og så var der serveret. Kødet kunne også være skåret i tern og ristet hårdt på panden, men jeg valgte at gemme det til en anden god gang.. Måske en rugbrødsmad. Til gengæld spiste vi en håndpølse ved siden af. Bare fordi 🙂

(SKABS)TOMATSUPPE

 photo tomatsuppe_zpscehs4lr5.jpgTomatsuppe er sådan en hverdagshelt i køkkenet, der er så hverdagsagtig, at jeg nemt kan glemme, hvor godt det egentlig smager – og hvor ualmindelig lille en indsats, der skal til for at man har et godt måltid mad på bordet. Heldigvis kom jeg i weekenden i tanke om tomatsuppen – eller rettere sagt – den kom i tanke om mig. Jeg var søndagsdoven og det var lige, hvad det kunne blive til ud af køleskabet og køkkenskabenes gemmer.

Til et par sultne voksne og et barn brugte vi:

  • 2 dåser hele flåede tomater
  • 1 løg
  • 1 lille squash
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 friskhakket chili
  • 3 dåser vand (brug en af de tomme dåser fra tomaterne)
  • God grøntsagsbouillon
  • Tørret krydderier, fx timian, oregano og basilikum
  • Et skvæt god balsamicoeddike og et skvæt ketchup
  • Salt og peber efter smag og behag
  • 2 store håndfulde små suppe-pastaer
  • Olivenolie til at stege i

 

Til servering: God olivenolie og friskreven parmesanost

Fremgangsmåde
Start med at snit løg, squash, hvidløg og chili i tern steg det i en gryde i en god sjat olivenolie i et par minutter ved mediumhøj varme uden løgene brænder på. Smid krydderier, salt og peber i og steg videre og hæld så de flåede tomater, vand, bouillon, eddike og ketchup i. Lad suppen simre for svag varme i ca. 20 – 30 minutter og blend med en god stavblender. Smid dine håndfulde suppe-pastaer i suppen og kog videre for svag varme i 5-10 minutter alt afhængig af kogetiden for dine pastaer. Server med lidt god olivenolie på toppen, reven parmesan og et kværn peber.

Et hit for store og små madører og fedtfingre!

 photo tomatsuppe2_zps5auqumrm.jpg photo tomatsuppe3_zpsplvic4hm.jpg photo tomatsuppe4_zps1wd6qgdk.jpg