Min bedste nemme chokoladekage

Af Julie
Denne chokoladekage er nok den kage jeg oftest har lavet
1) fordi den smager godt
2) fordi den er nem (og billig) at lave
Kagen er fra bogen ”kager, der smager”, som jeg har brugt en del – også dens mange gode lagkager – og her beskriver de meget godt, hvad der gør kagen så god: det smager som om man har brugt meget lang tid og masser af chokolade på den.
Faktisk smagte jeg den første gang hos min veninde Dorte, som tit og ofte beriger mig med nye og dejlige madoplevelser. Før jeg fik fat i bogen fik jeg Dorte til at skrive opskriften ned til mig. Jeg fik den på det fineste postkort, som længe prydede mit køleskab. Jeg tænker altid på Dorte det fine postkort, når jeg laver kagen.
Kagen er enkel at lave, men der er nogle fifs, som jeg efterhånden har fundet ud af er ganske vigtige, for at få den bedste kage ud af opskriften:
- Sigt alle de tørre ingredienser – det er altså smart. Der kommer ingen klumper på den måde.
- Du skal røre – ikke piske! Når du pisker bliver dejen luftig og det er slet ikke meningen. Så rør stille og roligt. Brug en ske.
- Lad kagen stå – gerne natten over. Den skal sætte sig og blive sej. Det er det den gør så godt.
- Pas på du ikke giver kagen for meget, når den skal bages. Den må gerne være lidt blød inden i
Nåh. Her kommer så den opskrift:
Tænd ovnen på 150-175 grader
Smelt 100 g smør og lad det køle af (her blev det en smør-kærgården-kombi)
Rør 2 æg og 3 dl sukker sammen
Bland de tørre ingredienser: 1,5 dl mel, 4 spsk kakao, 1,5 tsk vanillesukker, en knivspids salt (meget vigtigt!) sammen
Si det tørre ned i æggesukkerblandingen og rør det sammen med det smeltede smør.
Smid bagepapir i en lille form (eller endnu bedre, lav dobbelt portion og brug en større) og hæld dejen op. Smid hele baduljen i ovnen og lad den stå i 30 minutter
Ud og køl af. Og så gerne i køleren natten over.
Tadaa. Den er altså bare god!
PS. Den originale opskrift er med hasselnøddekerner i. Det har jeg dog aldrig brugt, for det var ikke sådan jeg fik den serveret første gang. Hvis du vil forsøge dig med nødderne, skal du bruge 100-150 g hasselnøddekerne, som hakkes groft og drysses ud over dejen, når den er kommet op i formen.
Mums!
Jeg smagte den sidste portion du lavede, det var bare virkelig lækkert, og jeg skal bestemt ud og lave en selv!