Fræk frokost

Af Julie

I starten af marts havde min kæreste fødselsdag og jeg tog fri for at fejre ham godt og grundigt. I fødselsdagsgave fik han en tur til Paris og jeg havde underskrevet kortet ”Moules Frites” da vi lige havde joket med at mit navn/kælenavn med lidt god vilje kunne lyde sådan.

Jeg havde kortet med på arbejde dagen før for at få det printet ud (yes havde lavet noget genialt klippeklistre på computeren). Da min gode franske kollega så på kortet, at jeg havde kaldt mig for Moules begyndte han at grine og se lidt sjov ud i hovedet. Han fik da også forklaret mig at på fransk betyder moules ikke bare blåmusling, men at det også bruges om kvinders .. mere intime dele. Det grinte vi så lidt af og jeg noterede mig, at mit borgerlige navn måske var det bedste at bruge, når turen går til Paris.

På selve fødselsdagen stod den bl.a. på Moules Frites – min debut faktisk – på L’education Nationale (som Emilie allerede har skrevet om her). Det var også første gang jeg besøgte stedet og bare det at finde et sted i København, der ikke ligner de andre steder alt for meget, er et plus i min bog. Der var faktisk sådan semifransk stemning derinde med fint kig til køkkenet. Og lidt koldt. Men det gik.

Moules frites serveres kun til frokost derinde og de har et rigtig fint tilbud med Moules frites og en fadøl til 145 kr. Vi købte en dagens salat, salat Nicoise, til deling også. Fritterne var gode uden at være fantastiske og sauce tataren måtte vi bede om ekstra af. Den var god!

Muslingerne smagte dejligt på trods af, at de øverste var lidt tørre. Den fantastiske kraft, der lå i bunden havde på en eller anden måde ikke fået søbet muslingerne ind (måske man skulle hælde det over lige inden servering?).  Mit trick næste gang vil i hvert fald være at hælde noget af kraften over muslingerne før jeg begynder at spise eller bede om lidt ekstra i en lille kande, som så kan hældes over.

Undervejs i fortæringen kom vi til at snakke om hvordan en musling egentlig ser ud inden i og om den har organer eller ej. Jeg har et barndomsminde (skulle man sige traume?) hvor jeg kom til at kigge ind i sådan en lille ellers velsmagende fætter og til min gru så en masse organlignende ting – og derefter nægtede at spise blåmuslinger i lange tider.

Det måtte jo afgøres og jeg åbnede derfor en musling – og stoppede så meget hurtigt op! Min franske kollegas venlige oplysning stod pludselig ret klar i min erindring. Og det blev meget tydeligt hvorfor mon franskmændene havde døbt kvinders ædle dele netop moules. Der var da vist en vis lighed.. se selv her:

Og hvis du ikke føler dig helt sikker i din sag, kan du jo altid stikke forbi www.kvindekenddinkrop.dk og tjekke efter. Her ligger der nemlig billeder fra den meget berømmede ”Kussomat”, der har været opstillet rundt om i København.

Det blev til en del plat morskab på muslingernes bekostning, men det skabte ingen nye traumer og vi fik da spist os igennem hver vores store bunke.

Vi sluttede af med en kop kaff’ og en creme brulée til deling. Nøj den var god. Dejligt at den blev serveret i en så flad skål, som efter mine begreber rammer forholdet mellem blød creme og knasende overflade perfekt. Og se vanillekornene. Det gjorde godt!