Morning time Mimosa

Pizza som mama lavede den

Af Emilie

Skal lige om lidt til Grækenland med L og to andre skønne veninder (i morgen aften faktisk – wuhuuuu), derfor stod dagen i går på vasketøj, pakkeri, hovedrengøring (og en liiiiille smule tømmermænd). I den anledning måtte aftensmaden godt være ret nem (og tømmermændsvenlig), så jeg havde en mindre diskussion med mig selv om den skulle stå på pizzamandens pizza, en tur til nærmeste Netto/Føtex og købe en færdig en af slagsen, eller rent faktisk lave den selv – endte med at lave den selv (sådan mest for at oversprings-handlinge den fra vasketøjet, men også fordi jeg ikke har den store fidus til de der købe-varianter, selvom reklamerne altid er ret lokkende..).

Fordi jeg stadig var for doven til at gå ud i verden, måtte køleskabets (og køkkenskabenes) indhold endnu engang stå for tur – det blev til pizza med italiensk salami, noget af den gode cremede Rondelé gedeost, jeg har fortalt om før, lidt rødløg og grøn peber.

Baksede først en dej sammen af en lille halv liter vand, ordentlig gang olie, halv pakke gær, lidt salt og en melblanding af type 00 pizzamel og resterne af de stenformalede herligheder fra Meyer workshopppen. Dejen blev æltet til en lille fin kugle og hævede en go time eller to.

Pizzasauce af et lille hakket løg, lille hvidløg, tomatpure, skøn italiensk Mutti tomatketchup og oregano.

Og så blev der bygget pizza

Og så et styks færdig pizza der har været en tur i min dovne ovn, klar til indtagelse i sofaen!

2 kommentarer

  • Århh, det ser godt ud! Hvor har du fundet Mutti hende??

    Mange hilsner
    Birthe

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Birthe

    Det er vist en ringe hjælp – men Mutti var på tilbud i den tidligere omtalte lokale Købmand Bahr i Asserbo (Nordsjælland) her i Store bededagsferien – måske det er værd at kigge i din lokale SPAR, da hr. Bahr er en del af den kæde:)

    Bedste hilsner
    Emilie/G&G

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morning time Mimosa