Manfreds igen

Firma forkælelse

Af Emilie

I et par måneder har der i min kalender stået et stort fedt kryds for fredag d. 10. juni – vi var inviteret til sommerfest med arbejdet, og det var sådan set alt vi havde fået at vide. Så med ENORM! spænding og lidt umoden nysgerrighed startede vi fredag aften med champagne på tagterassen og adskillige forsøg på at vriste et svar ud af chefen for hvad aftenen stod på.

Der blev holdt stand en god rum tid (og med en god del mere champagne at bruge ventetiden på…) før afsløringen faldt – vi skulle forkæles med mad og vin hos Kirk+Maarbjerg i deres private dining lokaler på Vesterbro. Det var en HELT fantastisk middagsoplevelse, som jeg selvfølgelig har dokumenteret i detaljer (til jævn underholdning for kollegerne, der måtte leve med, at jeg drog kameraet frem i tide og utide).

Jeg vil forsøge at dosere lidt i billedkavalkaden fra aftenen her:

Kirk+Maarbjergs lokale på Haderslevgade bruges både til private selskaber, kurser og teambuilding – og det bærer rummet præg af – med den vildeste mad-brainstorm som udsmykning på den ene væg og alskens kogeboger og krydderier på de øvrige = food heaven!

Køkkenet er åbent, og kokkene tegner og fortæller gerne om maden, mens den tilberedes. Her venter kurve med lækre boller til middagen og der er ved at blive gjort klar til super lækre appetizers, som består af butterdejs-snacks med ultragod røget lufttørret skinke af en art.

Og så stod den ellers på en perlerække af retter til selve middagen – en lille starter af lækker laks med blade vendt i mormor-dressing. Derefter en forret bestående af sæsonens sidste stenbiderrogn rørt med fynsk rygeost, serveret med hvide asparges og sprødt rugbrød.

Herefter en helt fantastisk hummerhale suppe med en slags hummersoufflebolle, stegte hummerhaler og lidt let dampet broccoli – må indrømme at jeg normalt ikke er særlig modig udi fisk/skaldyr, men den her suppe gav mig helt klart mod på eksperimenteren – den var virkelig god!

Til hovedret en klassisk mormor-kylling med nye kartofler, lækre dampede sommergrøntsager, syltede agurker og fin sky (og her begynder fotografen så at blive plaget af aftenens komme og dårligt lys, men håber det stadig kan ses, hvor lækkert maden var!).

Efter kyllen stod den på et udvalg af lækre oste og supersprødt knækbrød, og hele herligheden blev rundet af med en helt igennem overdådig dessert i tre takter – panacotta med friske jordbær og små marengs-kys, jordbær sorbet og fuldfed, mørk og lækker chokoladekage.


Aftenen og menuen var virkelig gennemført – lækker mad, og gode vine, serveret med masser af anekdoter fra køkkenet, og med sådan en snilde, at det først nu, hvor jeg ser billederne igennem, går op for mig at hver ret havde hver sit service, der bare fik den til at tage sig endnu bedre ud. En kæmpe anbefaling til at tjekke stedet ud, hvad end du har et firmaarrangement på bedding eller måske leder efter noget catering til privatfesten. Ta’ et kig på deres website for alle mulighederne her:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Manfreds igen