Schweizermiddag uden ostefondue

Af Emilie

Var her i weekenden et smut i Schweiz for at besøge min mor og hendes kæreste i anledningen af hendes fødselsdag. Det betød naturligvis også go fødselsdagsmiddag og destinationen var en lillebitte by, Neuheim og den ret undseelige restaurant Falken, der med sit lidt kedelige beton-look ikke røbede meget om gastronomien indendørs. Og meget ulig mange andre schweizer-restauranter, der holder en ret traditionel og hyggelig heidi-stil blev vi ved første øjekast lidt skuffede over mødet med beton-blokken.

Men restaurant Falken skulle vise sig at være en ret fantastisk forstads-perle. Indenfor var der roligt og stilrent indrettet og måske max 8 borde til de tre tjenere, der var mægtigt opmærksomme på vin, vand og tilfredshed hele middagen igennem. Som amuse bouche (ja altså, det lærte jeg så lige i dagens anledning var det rigtige ord for pre-dinner gratis appetizers!) fik vi en tallerken med et lille glas gazpacho, en basilikumolie, en mousse af røget hellefisk og lidt syltet grøn peber (uret rundt).

Gazpachoen og basilikumolien var begge virkelig lækre, men moussen var en tand for fed til min smag – selvom det hjalp lidt at kombinere den med de små tyndtskåret agurker og lidt af olien, og den syltede peber sådan lidt intetsigende, men altså man skal jo aldrig klage over gratis mad, så jeg vil lade klagerne være ved det.

Til forret havde de gamle bestilt basilikumravioli med stegt hummer – endnu en ret, der gav mig blod på tanden til at få afprøvet lidt mere skaldyrs-kokkeri – og ikke mindst hjemmelavet pasta, der også er et eksperiment jeg har til gode. Måske de andre blog-damer skal med i faldet og lokkes med til et projekt-hjemmelavet pasta…
Og så til min egen forret – entenleber terrine, som menukortet lød – eller foie gras, som franskmændene kalder det. Det er MEGET sjældent jeg spiser foie gras – ikke så meget fordi man kan sige en masse politisk korrekt om at lade være, men mere fordi det virkelig er en fed sag, der efter min mening skal doseres med måde og fordi det også er en sådan lidt halvpebret forret.

Mindes dog engang på en firmatur til Frankrig at have fået foie gras tre gang på to dage – det kurerede mig vist også et par år ud i fremtiden (men i det mindste var det firmaet, der betalte;)). Falkens version blev serveret med en fin lille rabarberkompot, syltede og glaserede skalotteløg, en rosmarinkvist (som et fint lille træ i terrinen) og små fine stykker grillet briochebrød – det er løgene, der er gemt bag rosmarintræet.

Til hovedret valgte min mor og jeg dagens fisk – en turbot som jeg efterfølgende (mange tak til Google translate) har konstateret var pighvar. Pighvaren havde fået følgeskab af en grøn sølvbede-agtig sag, lidt fennikel, 5 ærter (her kunne de godt ha været lidt mere generøse), soltørret tomat, lidt vilde ris og en deeejlig safranflødesauce. On the side, en meget passende lille skål jasminris, man selv kunne dosere – et ret fin trick, der gjorde at man ikke døde i kulhydrater.
Som afslutning på aftenen brillerede restauranten igen med en on-the-house dessert – gad vide hvad man kalder sådan en slags omvendt amuse bouche – hmmm – Google hjælp mig… Fine små chokoladekage-hapsere med en slags marcipancreme på toppen.
Og her ville jeg jo så sædvanligvis skrive en opfordring til at kigge forbi – endnu engang rose den virkelig gode mad osv. – men altså hvem kommer lige forbi Neuheim i det midt/nordlige Schweiz… – nok ikke særlig mange, men alligevel – I skulle ikke snydes for lidt lækker Schweizer-restaurantbesøg – og hvem ved, måske lidt inspiration til egne middage kan snige sig ud af skærmen i stedet.