”Back on the stick”
Mens Emilie er gået på velfortjent ferie er jeg tilbage fra ditto og tilbage på pinden på jobs.
Slut med lange sløve morgener, slut med intensivlæsning af gode bøger (smider lige en hurtig anbefaling af Jakob Ejersbos ”Eksil” – læs den, den er go’!) og slut med badeture hver dag. Puha det var nu dejligt. Jeg har også fået tid til at lave en masse mad, så over det næste stykke tid, kommer der en del sommerhusmad fra min hånd. Glæder mig til at genopleve det med jer.
Nu når jobsæsonen er startet igen, er det vigtigt med en god og solid morgenmad. På vej hjem fik vi lige en stor bakke ribs med fra Clausens forældres have – og de har nu fundet vej til vores morgenhavregrød. Må sige at ribs er noget af det bedste, jeg har prøvet at putte i havregrøden. Selvom hindbær, banan, revet æble og blåbær da heller ikke er at kimse af. Ribsene har bare den perfekte syrlighed, der lige løfter hele herligheden op i toppen!
Hvis du ikke har spist så megen havregrød, og har visse forbehold (sådan havde jeg det nemlig for et par år siden), så giv det lige en chance. Det er slet ikke så klægt, kedeligt og klistret som det ser ud. I hvert fald ikke hvis du putter noget lækkert fyld i og lader være med at koge den for meget.
Jeg plejer at lave 1 dl havregryn pr. person og så dobbelt op på vand. Jeg kan klart bedst lide at bruge de grovvalsede gryn, det giver lidt mere struktur.
Her er til to personer:
2 dl havregryn
4 dl vand
En god slat salt (der er ikke noget værre end usaltet havregrød!)
2 håndfulde ribs – eller andet godt fyld.
Evt. hakkede nødder til at toppe med.
Hæld havregryn, vand og salt i en gryde. Sæt den over blusset. Ikke for høj varme. Lad blandingen småboble lystigt derud af. Når grøden er ved at samle sig, men der stadig er lidt ”løst vand” ved, så smid ribsene i gryden. Jeg kan godt lide at bærrene får lidt varme og går lidt i stykker.
Når grøden har samlet sig og er blevet én masse er grøden færdig. Pas på du ikke giver den for meget – så kan den hurtigt brænde på eller blive sej og tung i konsistensen.
Drys evt. med nødder.
Server evt. med en smørklat og lidt ahornsirup eller honning. Mmmmmh!
.. Og nåh ja, så er det jo ikke så slemt at komme hjem fra ferie, når man endelig får taget sig sammen til at købe et altanbord og så ovenikøbet i limeversion. Glasset er købt i ferien i Lumi genbrug i Gilleleje. Det er dejligt kitchet, laksefarvet og med en god størrelse.
Havregrød med ribs – ja det må prøves!