Sommerfrikassé

Pariser-frokost på Pastis

Af Emilie

Ok – det bliver nu ret tydeligt, at jeg ikke har foretaget mig meget andet end at spise her den første uges tid af min ferie – nå, men altså sådan kan det jo gå!

I anledning af, at min ven M havde reddet og genoplivet min døde Mac, måtte det fejres med en frokost – og da jeg i overspringshandlingens tegn for nylig kiggede forbi Pastis hjemmeside og faldt over deres frokost-menu, var det oplagt at turen gik hertil. Så kunne man også lige i en times tid drømme sig til Paris og lade som om, at man sad i solskin i Marais og var meget boheme-cool. At man så i virkeligheden sidder på hjørnet af Gothersgade ved siden af Aldi er jo altså en hel anden sag – Pastis gør i al fald sit bedste for at leve op til Pariser-drømmene.

Til at starte med stod den på Pellegrino-vand i fin flaske og brød og smør i bedste franske klasse. Jeg tror det er Julie, der tidligere her har fortalt om, at en meget go skala for maden på en restaurant er deres evne udi brødet, der serveres til – og her må det siges at indikatoren holder stik – rigtigt godt brød – og ikke mindst meget fransk.
Efter indtagelse af blødt, sprødt brød, hoppede jeg på en Chévre Chaude – kæmpe portion, og M hoppede på deres Croque Monsieur.
Begge retter tog sig fantastisk fine ud – og prisen er ret fair – 90 kr for croquen og 105 kr for chévren – det er altså helt OK for lækker og mættende fransk frokost midt i byen! Næste gang må den dog stå på middag og boeuf bernaise – det er de nemlig også rigtigt gode til på Pastis.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerfrikassé