Forkælelse til mit toastbrød

Vaffel-fest


Af Emilie

I den forgangne uge opdagede jeg, at rigtige vafler bages på et støbejernsvaffeljern – jeg opdagede bare også, at sådan en fidus koster det hvide ud af øjnene, så jeg lagde indkøb-af-vaffeljern-planerne lidt på hylden og lånte i stedet Lises ganske udemærkede almindelige nymodens vaffeljern i stedet. Det ændrer dog ikke på, at jeg nu har fået et helt igennem tåbeligt behov for et Skeppshult støbejernsvaffeljern fra Kunst og Køkkentøj… Hrmmm – det må komme på ønskelisten sammen et nyt køkken, hvor der er plads til den slags nichekøkkenudstyr.

Nå men altså anledningen til det her nye behov var vores onsdagsmadklub, hvor pigerne skulle have vafler til dessert. Og en ting er selve udstyret – noget andet, og lige så vigtigt er opskriften!

Jeg er vokset op med min mors opskrift på flødevafler, som vist nok er af hollandsk oprindelse (har jeg googlet mig frem til), men jeg havde også spottet en fin opskrift i Nikolaj Kirks grundkøkken, som der var værd at prøve – vi kastede os derfor ud i en herlig blanding, der blev til dejligt gode vafler.

Til 6-8 hele vafler:
3 æg
3 spsk sukker
125 gram hvedemel
1 dl mælk
2 dl fløde
125 gram smør + ekstra til stegning
lidt reven skal af 1 citron
kornene fra en halv stang vanilje

Æg, sukker og vanilje røres sammen med mel og mælk. Smørret smeltes og tilsættes citronskallen. Røres i dejen. Pisk fløden til skum og vend forsigtigt i dejen. Stilles lidt til side, og er ellers klar til bagning. Vaffeljernet opvarmes, smøres med lidt smør og dejen hældes på – ca. 1 dl (eller en stor suppeøse) rækker til en fin god vaffel.

Vaflerne fra denne portion blev ikke topsprøde, men vaniljen, citronskallen og det lidt salte fra smørret, de blev stegt i, gav en rigtig god smag – er sikker på, at de ville have blevet helt perfekte i støbejernet!


Her aftenens sidste vaffelrest – i fin stjerne/snefnug form – haps, og så lige en omgang sukker og syltetøj til at toppe op med!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forkælelse til mit toastbrød