Fransk-inspireret tærte
Af: Lise
Jeg har opdaget en blog, Plat du jour, som er drevet af nogle rigtig dygtige piger. Der er flotte billeder, fine beskrivelser og rigtig gode opskrifter. Jeg manglede igår lidt inspiration til aftensmaden og besøgte derfor deres side. De har en opskrift på såkaldt galletter, som er en slags fransk tærte bagt uden tærtefad.Opskriften er som følger:
DEJ
3/4 dl rasp- eller solsikkeolie
1 dl koldt vand
1 tsk salt
2½ dl havregryn
2½ dl rugmel
FYLD
4 modne figner
Mozarella
2-3 løg
1 æg
2 spsk mælk
Salt & peber
PYNT
Friske mynteblade
Parmaskinke
Jeg lavede lidt om i i deres opskrift, da den bød på gedeost, og et par af mine gæster ikke er de store fans af det. Jeg skiftede ged ud med mozarella. Plat du jour-pigerne puttede et rødløg i ringe på tærten. Jeg valgte at stege mine (ca. 3) løg i smør i ca. et kvarter, tilsætte salt, peber og en smule hvidvinseddike for at gøre dem godt bløde, søde og en smule syrlige. Det fungerede godt. Jeg lavede to galetter, den anden var med kartoffel, rosmarin og bacon – en klassisk, god sammensætning!
Til dejen blandes ingredienserne til en fast dej, som puttes i køleskabet i 15 min. Den rulles tyndt ud mellem to stykker bagepapir. Ægget blandes med mælken og hældes sammen med løggene, som fordeles på tærtedejen (lad et godt stykke kant være fri for fyld). Herefter fordeles figenerne skåret i skiver samt osten og dejen bukkes ind over fyldet langs kanten.
Bages ved 175 g. i ca. 20-25 min til kanten er sprød og gylden. Når den er kommet ud af ovnen lægges skinke og friske mynteblade på og den serveres med en god salat.
Jeg synes resultatet virker rigtigt godt! Og jeg er helt enig – pigerne bag den bloggen er så søde, og virkelige gode til det de laver!