ROMS BEDSTE TIRAMISÙ OG KAFFEIS

Når man er i Italien er det meget vigtigt at konsumere minimum én omgang tiramisù. Det er efter mine begreber en gudedessert og et eksempel på, at madlavning – når det går rigtig godt –  skaber noget, der er større end summen af de forskellige ingredienser, du puttede i gryden.

Tiramisùens bestanddele transmorgriffer sig til en helt vidunderlig svampet kageagtige (og-så-alligevel-ikke) dessert. Ikke for sød. Men sød. Og cremet. Og smumset. Ahhhhr!

Heldigvis har jeg jo en broder placeret dernede i det romerske, så han kender alle de beskidte tricks og ved lige hvor den bedste tiramiùs fås. Og det gør den altså hos romerske Pompi (funky navn ikke), som på deres visitkort flaunter undertitlen ”il Regno del Tiramisù” – kongen af Tiramisù. Så det er altså ikke for sjov, at de serverer den skønne dessert.

Kagen kan fås to go og efter den dejlig italiensk middag hos min bror og hans familie, stak herrerne ud og hentede tiramisùs til hele den pukkelryggede. De var kloge og købte ikke én pakke pr. person. I stedet deltes vi to og to. Det største problem med den tiramisù er nemlig, at man (jeg) først holder op med at spise, når der ikke er noget tilbage. Ikke når man er mæt, næh nej.

 

Da vi dagen efter gik rundt i samme område besluttede vi os for at gå ind og spise frokost på Pompi. På mange af de italienske caféer, kan man få sig en god og billig no-fuss frokost. Det skal jeg nok skrive mere om i et separat indlæg.

Men allerede da vi kom ind af døren, spottede jeg en sag, som jeg også må dele med jer. Min mor havde hele ferien brugt en del af sin energi på at finde frem til den perfekte kaffeis. De var i Paris efter, vi havde været der og nød også den fantastiske is på Grom. Her faldt særligt kaffeisen i deres smag – og min mor jagtede nu en lignende i Rom.

 

Når man træder indenfor på Pompi bliver man mødt af synet af en kæmpekøledisk, med bl.a. lækre is. Vi trådte lidt nærmere og kiggede ned på sagerne. Kaffeisen råbte nærmest på os. Man kunne bare SE på den, at den var god. Lige præcis så cremet som den slags skal være. Jeg erklærede kækt over for min mor, at dette MÅTTE være den is hun havde ledt efter. Efter frokosten måtte påstanden jo efterprøves og minsandten om den ikke levede op til forventningerne.

Bedste. Kaffeis. Ever. Pompi-Tiramisù-isen blegnede totalt i forhold til den. Og i forhold til den ægte tiramisù for den sags skyld.

Pompi ligger ikke i det aller mest centrale af Rom, men for Tiramisùen og kaffeisen kan du sagtens tage på en lille tur uden for bymuren.