MERE AF DET GODE BRØD

TWISTET TRADITIONEL FROKOST

Photobucket

I forbindelse med madfestivalen Copenhagen Cooking, der løber af stablen her i februar, dragede vi en råkold lørdag formiddag på besøg i frokostrestauranten Kronborgs varme stuer for at smage deres bud på klassisk dansk smørrebrød med et twist.

Restaurant Kronborg har eksisteret i ca. 35 år, men de nuværende ejere overtog restauranten i oktober sidste år og har skabt nyt liv i de gamle stuer. Kronborg er oprindeligt en traditionel smørrebrødsrestaurant, og der er stadig masser af muligheder for at indtage de klassiske madder, som stegte sild, frikadeller med surt og gamle ole, men der er også blevet plads til eksperimenter – som den frokost vi var heldige at smage.

Første servering der ankom til vores bord bestod af en kartoffelmad på sprøde salatblade, der var vendt i en slags syrlig dressing, som gav et dejligt friskt indtryk. Kartoflerne fik følgeskab af et par friterede ansjoser i pankorasp – rigtig god kombi (som vi drømmer om at afprøve i en caesar salad snarest muligt)! Sammen med kartoffelmaden fulgte et stykke smørrebrød flankeret af henholdsvis dampet og sprødstegt rugpaneret rødspætte. Spætterne var toppet af en grov salsa af løg, tomat og fennikel. Da Julie for tiden ikke spiser fisk, blev hendes rødspætte erstattet af kalvetunge med en kompot af gulerod og havtorn samt sprøde porrer på toppen. Herligt med fleksible folk i køkkenet!
PhotobucketHerefter fik vi allesammen en servering med letrøget, sprængt oksebryst, savojkål (glemmer altid, hvor godt det faktisk smager!), råsyltede tyttebær og nødder. PhotobucketTil næsten-sidst var der ost på programmet. Osten var en fransk blåskimmel, der delte tallerken med en omgang friteret persille, mandarinbåde og hjemmebagt knækbrød (kokken var svensk!). Til osten fik vi en fin Helsingør sherry akvavit. PhotobucketOg til aller- allersidst kom et flot stykke hjemmelavet chokolade på bordet – smag og form var sådan lidt henad den klassiske Toblerone – bestemt ikke en tosset ting i vores bog! PhotobucketTil maden kunne vi vælge mellem at få en øl- eller vinmenu til. Ølmenuen er afstemt af Nørrebro Bryghus og vinene er udvalgt af Sigurd Müller Vinhandel. Begge dele fungerede rigtig godt, og der blev skænket rigeligt i glassene! Særligt rødvinen til kødretten viste sig at være fremragende. Den var en californisk 2009 grenache noir fra McDowells. PhotobucketOverall gjorde Restaurant Kronborg et godt indtryk og der er en super hyggelig stemning i de varme kælderlokaler – med ild i pejsen og hele molevitten. Det at menuen kan tilpasses og ikke er fuldstændig fastlåst er et stort plus! Skal der dog alligevel påpeges et par forbedringsmuligheder ville hjemmebagt rugbrød være en af dem. Personligt synes jeg også, at køkkenet kunne have været lidt mere rundhåndet med saltniveauet i maden. Men alt i alt, en fin – både twistet og traditionel – smørrebrødsoplevelse i de gamle stuer.

Photobucket

1 kommentar

  • […] De tre selverklærede madnørder, Emilie, Julie og Lise, skriver bloggen Gane og Gaffel, hvor de dyrker deres passion for at spise, tale om og lave mad. Pigerne var forbi Restaurant Kronborg for at nyde vores tvistede smørrebrødsplatte og de tilhørende øl- og vinmenuer. Læs om Gane og Gaffels oplevelser med det tvistede smørrebrød. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MERE AF DET GODE BRØD