NORDISK VILDTAFTEN PÅ HUKS FLUKS

I tirsdags var vi inviteret til vildtaften på restauranten Huks Fluks på Gråbrødre torv – vores sidste Copenhagen Cooking Winter edition arrangement i denne omgang. Det var egentlig meningen at vi skulle have siddet nede i stueetagen, som du ser på billedet ovenfor (og som er taget, da vi som de sidste forlod restauranten), men 40 af arrangementets tilmeldte (en busfuld folk fra Norges land), var af en eller anden grund blevet forhindret i at nå frem i tide. Derfor havde folkene fra Huks Fluks valgt at rykke vildtaftenen ovenpå i et meget fint lokale, hvor vi sad sammen ved ét bord. Rigtig fin løsning – og meget hyggeligt at spise sammen med de andre.

Rummene ovenpå var simpelthen så fine. Vi sad i et lidt større end dette, som var malet i den fineste grønne farve. Vi forhørte os lidt hos vores tjener, som fortalte, at det var muligt at booke disse rum til en aften på Huks Fluks uden ekstra beregning. Så vidt jeg forstod skulle man bare kunne fylde rummet op – og der skulle ikke så meget til 🙂

Aftenens første ret bød på pata negra skinke med manchego, ruccolasalat og balsamicosyltede mikroløg. Som en opmærksom medspiser bemærkede, så er pata negra skinken ikke just nordisk, som ellers var temaet for aftenen. Det ville helt sikkert have været sjovt at få en forret, der lå mere i tråd med temaet, men skinken smagte nu aldeles fortrinligt.

Men så gik den nordiske vildtaften også i gang! Ind af døren kom den flinke slagter Søren, som havde leveret aftenens vilde kød. Vi skulle have ikke mindre end tre hovedretter! Han fortalte om både vildsvin, kronhjort og elg, som i aftenens tilfælde alle kom fra Småland i Sverige.

Aftenens første hovedret var rillette af vildsvin, der var lavet på et helstegt et af slagsen, herefter var kødet blevet braiseret og så sat i en terrine med noget af braisseringslagen. Tildsidst var rilletten blevet påført sennep og pankorasp for kant og sprødhed. Til rilletten fik vi en gulerodspuré og gulerodsstokke (som er lig med gulerodens inderste sprøde, søde indre) der var blevet tilberedt i honning og appelsin.

Kødet var meget kraftigt i smagen og gulerødderne var som skabt til kødets mørke karakterfulde smag. Eneste anke var, at kødet måske var en anelse tørt, men vildtkød er jo også magert. Vildsvinekødet er, efter slagter Sørens beskrivelse, til at sammenligne med tamsvin, men mere magert, fastere i det og mørkere, mere smagsfuldt og krydret. Det kom rigtig godt til udtryk i aftenens servering.

Herefter stod den på kronhjortfilet med svampe syltet i sukker og hvidvin og tre gange blomkål: en puré med brunet smør i, crudité af blomkål (tynde sprøde skiver) og finthakket blomkål på toppen af det hele sammen med citrontimian. Jeg havde lige nået at ytre et eller andet om at filet ikke rigtigt var min yndlingsudskæring, men jeg måtte meget hurtigt æde mine ord igen og begynde at betvivle hvor jeg egentlig havde den idé fra. Kødet var meget blidt tilberedt og godt rødt i det. Det var simpelthen noget af det møreste kød nogen af os havde smagt – og vi kunne høre en hvis enighed rundt om bordet, hvor der var mange udbrud af uhm og wauw.

Kronhjortekødet havde en dejlig kraftig vildtsmag, som i følge Søren slagter dog skulle være mere elegant i smagen end f.eks. rådyr. Og tilbehøret var simpelthen så lækkert. Den brunede smør arbejdede virkelig smukt for blomkålspuréen og den rå blomkål gav fint knas til serveringen. Svampe spiser jeg ikke pt., så dem kan jeg ikke udtale mig om – men de to andre gaffelladies overtog dem gladeligt fra min tallerken, så gætter på, at de også var gode.

Huks fluks’ kok, hvis navn jeg nu har glemt, var så sød at komme op og fortælle om maden ved hver servering. At både han og slagter Søren fortalte, var en god måde at gøre aftenen lidt særlig på.

Aftenens sidste hovedret bestod af elgfilet med savojkålsfrikassé med gulerod og selleri og let tilberedte tranebær. Jeg har kun fået elg en enkelt gang (i form af elggryde i et fint lille træslot et sted i Sverige) og har kun gode minder – og jeg må sige, at elgen også smagte rigtigt fortrinligt. Dog kunne det ikke leve op til kronhjorten i mørhed, men smagen var superfint og tilbehøret var simpelthen så lækkert. Elgkød skulle efter sigende ikke være så vildt i smagen som kronhjort, men mere som krydret oksekød.

Savojkålsfrikasséen var lækker og cremet og savojkålen, som virkelig er et hit hos os på bloggen, gjorde sig godt og havde stadig lidt struktur. Også de små tern af gulerod og selleri var med til at gøre retten frisk, da de stadig havde godt bid. Tranebærrene var næsten au naturel og bidrog virkelig med en skøn sødme og friskhed. Mhh.

Desserten var en chokoladefondant med creme chantilly, som jeg måtte springe over, da jeg ikke spiser sukker pt. Jeg kan derfor ikke rigtig udtale mig om den i detaljer, men det så dejligt ud og mine to medbloggere virkede ganske tilfredse med aftenens afsluttende ret.

Huks fluks formåede virkelig at lave tre solide hovedretter, som samtidig ikke gjorde fuldkommen vold på vores mave. Man havde behændigt skåret næsten alle former for kulhydrater væk, hvilket gjorde, at der var rum til lidt mere af det gode kød og tilbehør. Det var godt tænkt, og vi var virkelig mætte, da vi trimlede ud af døren. Så vidt jeg husker var prisen for arrangementet 350 kr. og vi blev enige om, at havde vi selv betalt, ville vi føle at vi havde fået noget for pengene.

Udover en aften med dejlig mad fik vi også en del viden med om dyrene, hvordan de lever, hvor mange der er osv. Alt sammen spændende informationer, som jeg dog ikke lige vil gå i detaljer med her. Dog kan jeg lige nævne, at elgen åbenbart er en fortrinlig dykker. Den kan dykke 5-6 meter ned og holde vejret i op til 1 minut, mens den græsser på bunden af skovsøerne! På trods af at den er en ordentlig kleppert, kan den komme op på en fart på 56 km/t. Føler den sig truet, kan den godt finde på at angribe, men så er det bare at stille sig om bag et træ, for elgen er nemlig så klodset, at den ikke kan vende rundt 🙂