RØDDER PÅ ROSKILDE FESTIVAL
Som tidligere fortalt lykkedes det os at komme til hele tre pop-up mad-events på årets Roskilde Festival. En af dem, der blev krydset af i programmet med det samme var Rødders Local Lunch. Emilie og jeg havde nemlig ikke længe forinden deltaget i et presseevent, hvor den fine trio havde sørget for en frokost i særklasse.
Og rødderne skuffede bestemt ikke denne gang heller.
Alle pop-ups vi var til var virkeligt fine på hver deres måde. Men når jeg ser tilbage på de tre madoplevelser vi havde, må jeg sige, at jeg synes, at rødderne var dem, der skabte det mest simple og mest velsmagende måltid.
Der var ikke noget gimmicky eller konceptuelt over serveringerne (hvilket bestemt godt kan være et plus), men derimod god, veltillavet og ærlig mad af nogle absolut prima råvarer. Hvis der skal sættes koncept på, var det netop råvarerne, der spillede hovedrollen og viste idéen i at bruge lokale velproducerede råvarer frem på bedst mulig vis.
Der var dækket op med fine rødternede duge, fint bestik, service (det er ikke noget man ellers ser så meget til på Roskilde Festival) og blomster på bordet.
Da vi satte os til bords stod disse skønne hvide radiser med rygeostcreme klar. Perfekt lille skarp og cremet hapser til at sætte den alvorlige sult i gang.
Jeg stak lige op til anretterbordet for at lure hvad der var i vente. My oh my. Nye knuste kartofler og en ordentlig balje brunet smør, der bare skulle hældes ud over og sprede glæde i min mund og mave.
Også de små sprødbløde grøntsager blev smurt godt før de røg på tallerkenen.
6o stks forventningsfulde festivalgæster er klar til mad.
Og så røg hovedretten på bordet. Oh hvilken himmerigsmundfuld! Knuste kartofler med brunet smør, kalvebov og de lækreste porrer og gulerødder. Til slut drysset med blomsterkarse, som vist er hipsterkøkkenurt no. 1 pt. Det var i hvert fald ikke eneste gang, der røg blomsterkarse på tallerkenen under festivalen.
Til hovedretten fik vi denne biodynamiske vin. Jeg må med skamme indrømme at smagen ikke har sat sig fast i hovedet på mig. Men etiketten var smuk og den røg hurtigt ned. Og så blev den serveret af selveste gud.. Eller tæt på i hvert fald. Se selv:
Og bemærk hvor uimponeret Lise er over hendes noget unikke tjener. Der skal tydeligvis mere til at imponere. Eller også var det bare fordi hun ikke “så lyset”. Høhø!
Herefter røg desserten på bordet. Eijjj, hvor var den bare god! Ikke for sød, men sommerlig med både blødt og cremet, friskt og sprødt. En kærnemælksfromage med hyldeblomstgranité, en perfekt bagt rabarber, hvor skeen bare gled igennem den som blødt smør og så noget ristet malt…-noget, som gav et hulens dejlig knas og nogle gode brændte noter til at spille op mod det søde og bløde.
Og så har jeg altså forelsket mig hovedkulds i denne vin. Vi fik den til desserten, men den er så vidt jeg forstod ikke en decideret dessertvin, men blot en meget sød hvidvin (den er nok bedst til desserter – eller måske en ost?). Druerne er høstet over 7 omgange, så de alle først er blevet høstet når de var absolut topmodne. Det er IKKE det sidste Bablut og jeg har set til hinanden, vil jeg bare sig. We’ll meet again!
Rødderne var glade og tilstede og skålede ivrigt med de spisende gæster. Rygtet lød at næste Rødder-arrangement kommer til at foregå til september engang. Glæder mig allerede!
Hvem er den der stjernekok du mumler om?
jeg kunne ikke kende ham – er det fordi jeg ikke har nok hipster-gen?! 😛