SØNDAGSSALAT MED RIIGELIGT KØD

MARRY ME, CAMILLA PLUM!

Photobucket

Photobucket

Ovenstående blev ytret af vores veninde A, som Emilie og jeg havde medbragt som Lise-stand-in til Camilla Plums kagearrangement netop som vi havde sat gaflerne i første runde kage. Og det var altså lidt den følelse vi alle sad med.

Da vi ankom til fredagens kagearrangement, som var i anledningen af Fru Plums nye kogebog “Helt i kage”, blev vi mødt af Camilla Plum, der med en smøg i kæften var i gang med lige at ordne de sidste ting til kagebordet. Dejlig uformel og med fødderne solidt plantet i gårdens muld. Vi tog plads i den lille cafe, der ligger på Fuglebjerggaard. Her var der opstillet tre borde – to til alle os besøgende og så et umådeligt overdådigt kagebord. Man blev næsten helt forpustet af at kigge på det, så skønt, fristende og rustikt så det ud.

Photobucket

Photobucket

Photobucket

Vi startede med at høre lidt om den nye kogebog og Camilla Plums tilgang til kager. Dejligt forfriskende, at hun holder på, at kager skal smage godt og ikke behøver at se perfekte ud. Budskabet var at livet er for kort til perfekte kager, for der er så mange andre ting, som vi (særligt kvinder) skal gøre åh så godt: Karriere, familie, sexliv und so weider – så slap lidt af, når det kommer til udseendet af dine kager. Koncentrer dig om smagen og lad være med at gå på kompromis med den. Et dejligt budskab og særligt i en tid, hvor det nogen gange føles som om, at kager mest af alt er en stylinghobby og ikke en madlavningsdisciplin.

Kagerne blev præsenteret og vi fik nogle dejlige og praktiske råd med på vejen, som igen kan være med til at lette kagebageriet: Lagkagen havde været frossen og tog ikke skade af det, appelsinmandelkagen kunne holde sig i tre uger osv osv. Der blev også fortalt om ingredienser og hvad de enkelte kager kunne i smag og konsistens, men det var et dejligt ekstra fokuspunkt at have på dagsordenen.

Og der var mange kager. Det var selvfølgelig vores pligt at forsøge at smage på ALT og det var en opgave vi tog meget alvorligt. Her kommer et udsnit af de kager vi smagte:

Photobucket

Citronkagen. Kagen over dem alle. Camilla Plum fortalte om følelsen af citron-fulfillment: Dér hvor en kage smager af citron på den helt rigtige overvældende måde. Nøglen til denne kage var ifølge Camilla Plum at der var nok citron i. Og uha uha den var virkelig en slags citron-nirvana den kage. Citronmættet blød og snasket – og uden for meget spild af plads (i maven forstås) på en ligegyldig kagedej.

Photobucket

Blommekagen – en variation over “Kagen der kan det hele” (Genialt navn til en kage!). Dette var min yndlingskage. Blommerne havde fået selskab af rigelige mængder stjerneanis og måske også nogle andre varme krydderier. Med LETpisket flødeskum var den lige til at lægge sig til at dø lidt over.

Photobucket

Browniemuffins med ægte kandiserede violer. Fantastiske supertunge og tætte chokoladekager. Følelsen af at man da sagtens lige kunne køre et par af disse ned forsvandt rimeligt hurtigt. Her var tale om en intens kage, der virkelig slår fra sig. Netop dette var også en af Plums pointer: Når tingene smager af meget, har man brug for mindre. Derfor har mantraet være at stoppe så meget smag som muligt ind i kagerne i bogen.

Photobucket

Tomattærte: En kombination jeg ikke lige havde set komme og som jeg også havde svært ved at tænke mig til smagen af og genialiteten i. Men hold. nu. op. Kagen bestod af en sød (mør?)dej og fyldet var en kombination af sødmefulde gule tomater, chili og vanille. Kagen blev serveret med ost, men kunne også sagtens spises uden. Den balancerede lige på den hårfine grænse mellem sødt og “savoury”.

Efter et gedigen omgang kage og masser af nydning, fik vi en rundtur på Fuglebjerggaard. Jeg har simpelthen taget så mange billeder og har svært ved at begrænse både fotos og tekst, så rundturen får i at se i et andet indlæg.

Jeg har så småt taget hul på mit eksemplar af bogen “Helt i kage” og jeg må sige, at den virkelig er en anbefaling værd. Camilla Plums ligefremme og så alligevel finurlige og farverige sprog brænder igennem i bogen – og jeg har flere gange siddet og klukket lidt over sætninger og formuleringer, fx at hun vogter sine vanillestænger “som en drage og bruger dem, til de ikke har en tone tilbage i livet” at hun ikke kan “tåle at se dem kastet rundt med af dessertkokke”.

Om købekager skriver hun bl.a. at de vist ikke er “lavet af råvarer, men nok nærmere af ingredienser, som man ikke i sine mest uartige fantasier ville drømme om at putte ned i sine egne kager”.

Jeg elsker, at man kan mærke personen bag og ligesom i levende live – og på fjernsyn – så formår hun at formidle den kæmpe viden hun har om mad – men også at få én til at sanse og smage på nye måder. Der foreligger allerede konkrete planer om at prøve citronfromage-opskriften af, som også garanterer citron-fulfillment – og jeg forestiller mig at mange flere af kagerne skal testes over de næste mange år. Det er ikke en bog, jeg giver slip på lige foreløbigt!

 

7 kommentarer

  • Kan ikke undgå at være en smule misundelig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Kære Suh
      Jeg er nærmest misundelig på mit fortidige selv, når jeg ser billederne igen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia WH

    Jeg er så misundelig og ville så gerne have været med.
    Håber at jeg en anden gang, får lov til at være lige så heldig som dig.
    Må i stedet købe bogen og så få det bedste ud af den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Nadia. Det var altså også virkeligt fedt, men ja: Bogen kan virkelig anbefales. Og så fortalte Camilla Plum også, at det vi sad i faktisk var deres café, så hvis du er på de kanter, synes jeg bestemt du skal tage et smut forbi og se om der ikke skulle være et par kager på menukortet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru Plum er en vaskeægte kogekone, da hun minder mig om kogekonen der i mange år var tilknyttet min barndoms forsamlingshus.
    Dette er skam positivt ment, for den klassiske kogekone gik mere op i smagen end udseendet, selvom det sidste ikke gjorde noget.

    Og jeg er helt med på at det vigtige er smagen, udseendet er det sekundære – selvom det er oppe i tiden at det nærmest skal være det omvendte.

    I øvrigt det at bage brownies i muffinsforme er genialt, hvis man bager til fryseren, dog kan kagen kun tøes op ved rumtemperatur og ikke ovn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Sasha. Ja kogekone er et godt ord – og jeg tænker kun positivt, når jeg hører det. Gad faktisk godt være kogekone i mit næste liv, tror jeg 😉
      Jeg syntes i hvert fald, at det var dejligt befriende, at der mest af alt blev snakket smag og smarte fifs og ikke hjertekrymmel og fondant. Tak for tippet med frysebrownies! Sådan nogle må der da egentlig godt bo i min fryser 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • PIL

    Hvor er det bare et fedt budskab fru Plum kommer ud med! Smagen burde være det essentielle selvom det langt fra er en realitet uden for gårdssamfundets urtehaver.
    Virkelig et dejligt indlæg – elsker den levende fortælling: “med LETpisket flødeskum var den lige til at lægge sig til at dø lidt over”. Det udsagn er lige efter min religion!!
    Mange hilsner herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SØNDAGSSALAT MED RIIGELIGT KØD