CITRONFROMAGE MED FULD CITRUSFULLFILMENT!

Nem efterårskarry og et par favoritter

Photobucket

Jeg faldt lige over disse billeder af en nem og hurtig ret, som jeg lavede for lidt tid siden. Det er helt sikkert noget, der vil varme dejligt nu når vejret er blevet efterårsfriskt for ikke at sige ret så koldt!

Karry og oksekød er en ret overset kombination – i hvert fald i mit eget køkken, hvor den enten står på boller eller kylling i karry, når karryen bliver brugt.

Her skal du bruge: 

  • Hakket oksekød
  • Oksefond og vand
  • Spinat, jeg brugte frossen
  • Kokosmælk
  • Karry
  • Quinoa – du kan også bruge ris, men jeg synes quinoa er et hit til sådanne retter fordi de giver et andet bid
  • Kokosmælk
  • Evt. lidt gulerødder.
  • Evt. løg

Photobucket

Start med at svitse løg og herefter kødet. Panden skal være varm og kødet skal hakket godt i, så det bliver findelt i stedet for i lange grå “tråde”. Jeg moser nogle gange kødet mellem hænderne først for at bryde det op.

Tilsæt karryen – gerne en god én, men du kan selv vælge om den skal være mild og rund eller en af dem, der sparker fra sig, alt efter hvad du er til. Lad karryen få varmen i gryden, så smagen udvikler sig.

Hæld en varm oksebouillon over kød og karry (og løg). Og lad det hele varme igennem.

Tilsæt kokosmælk, så retten bliver dejligt cremet.

Tilsæt spinaten. Hvis du bruger frossens spinat, så lad det tø op først – enten på køkkenbordet eller damp det op i en lille gryde. Kram det meste af vandet ud af spinaten. Hvis du bruger helbladet spinat (det gør jeg, synes det hakkede bliver for findelt), så hak det groft før det ryger i gryden.

I mens du laver karryretten sættes quinoaen over i en gryde med dobbelt så meget vand og lidt salt. Smag på den løbende. Når den er sprød men ikke hård, er den færdig. Alt vandet behøver ikke at være kogt fra – du hælder bare det overskydende fra til sidst.

Tilsæt til sidst gulerødder og evt. andre grøntsager, som ikke skal have for meget varme. Retten er færdig, når gulerødderne har tilpas meget bid uden at være rå.

Smag evt. til med salt, peber, måske lidt sukker eller eddike for at opnå en smagfuld sauce, der ikke bare er stærk.

Servér!

Photobucket

Favoritterne

Mens jeg lavede denne ret, gik det op for mig, at der indgik en del ingredienser, som er nogle af dem, jeg sværger til:

Oksefonden fra Irma, og alle de andre fonder fra samme linje er mine klare favoritter. Jeg har stort set altid kyllingefond og oksefond i køleskabet. Og måske en grøntsagsvariant også.

Kokosmælken fra Fakta er også en darling. Man kan få den i både store og små dåser, hvilket gør at man nemmere kan mindske spildet (ellers kan evt. rester fryses i en isterningebakke til næste gang). Derudover synes jeg smagen er god og konsistensen rigtig. Nettos grå dåser er jeg ikke meget for. De har en sær smag, som jeg ikke kan forene mig med. Og Faktas her er noget billigere end Irmas ellers udmærkede varianter.

Karryen her er en madras karry fra Asa i Torvehallerne – en absolut vidunderlig kryddeributik med en betjening, man ellers skal lede længe efter i København. Venlig, vidende og entusiastisk! Er man mere til en mild karry, kan deres engelske karry også anbefales. Til min fødselsdag miksede jeg de to varianter i en Kylling-Karry til en smag, der ramte lige ned i noget helt rigtigt (for mig i hvert fald).

Spinaten er blot en frossen sag i helbladet version. Den finthakkede bliver for konfetti-agtigt for mig. Medmindre, der skal flødestuves. Den kom nu mest med her, fordi det er nemmest at lave minicollage med fire billeder 🙂

Kender I disse favoritter – eller har I konkurrenter, I vil byde ind med?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CITRONFROMAGE MED FULD CITRUSFULLFILMENT!