SPAGHETTI MEATBALLS
På den samme weekendtur, hvor vi gik bananas i 80’er temaet med tunmousse, flødekartofler og culotte og citronfromage, stod den dagen efter på en lidt mindre omfangsrig middag. Jeg havde nemlig gået og cravet spaghetti meatballs, så i ægte italiensk mama style, stod den på denne italienske klassiker en hyggelig lørdag aften i søde damers selskab.
Opskrift til ca. 8 personer:
- 2 dåser hakkede flåede tomater
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- Salt, peber, timian, oregano, sukker
- 2 dl vand
- 1 dl rødvin
- 1/2 terning grøntsagsbouillon
- Lidt ketchup
- 1 dl piskefløde
- 500 gram hakket oksekød
- 500 gram hakket kalv/svinekød
- 2 æg
- 1-2 dl rasp
- 1-2 dl mælk
- 2 små finthakkede løg
- 1-2 håndfulde friskreven parmesanost
- Finthakket frisk rosmarin, tørret timian, salt, peber, fintreven skal af en halv citron
Hak løg og hvidløg til tomatsaucen og steg i en gryde i lidt olie til løgene klares, tilsæt krydderier, steg lidt mere og tilsæt så tomater, vand, bouillonterning og rødvin og lad det simre ved svag varme i en times tid. Tilsæt så piskefløden, blend saucen og smag til. Lad saucen stå ved meget svag varme mens kødboller og pasta gøres klar.
Start herefter med at røre alle ingredienser til farsen sammen – prøv dig frem med mængderne på rasp og mælk, konsistensen skal være en del fastere end til almindelige frikadeller. Form til små boller med en teske og placér på et spækbræt.
Steg i ca. tre omgange på panden til de er godt brunede, men ikke gennemstegte. Efter at hver hold kødboller har været på panden, smides de til gengæld i en 150 grader varm ovn i et ildfast fad, hvor de ‘bages’ færdigt, mens næste hold kødboller er på panden. Dvs. sidste hold kødboller må godt få lidt ekstra tid på panden ved svagere varme og så kun en meget kort tur i ovnen, så de første hold kødboller ikke får aaal for lang tid i ovnen.
Inden servering overhældes kødbollerne med den varme tomatsauce (vi måtte rykke over i et større fad, da der var lavet riiigeligt sauce og kødboller) – og så er der ellers bare spaghetti meatballs, som vores italienske mama ville lave den. Vi fik Irmas Udvalgte pasta penne til denne omgang meatballs – men klassisk spaghetti ville helt sikkert også gøre sig godt.
On top kom der lidt reven parmesanost og friskhakkede tomater, og havde man haft frisk basilikum, ville det helt sikkert også have gjort sig godt på toppen af portionerne!
Ingen kommentarer endnu