EFTERLYSNING: TIPS TIL BARCELONA!

FORSMAG PÅ SOMMEREN – HJEMMELAVET JORDBÆRGRØD

 photo jordbaeligrgroslashd03_zps9c0035f4.jpg

Jeg ved ikke om det er sidste uges vejr, hvor solen fik overtag over de grå skyer eller om det bare er almindelig utålmodighed, men jeg længes mod friske søde bær, sprøde ærter i bælg, sprøde asparges – sommermad kort fortalt.

Samtidig bliver jeg irriteret (er åbenbart blevet sæsonnazist), når jeg ser de der oversize alt for lyse udenlandske jordbær her og der og på instagram og alle vegne. Inde i mit hovede er det ikke et rigtigt alternativ til de søde smagfulde danske jordbær, som jeg glæder mig så åndssvagt til.

Men jordbærtrangen skulle jo stilles – og jeg fandt et lidt andet alternativ, som jeg blev meget tilfreds med. Nemlig hjemmelavet jordbærgrød. Jeg har tidligere haft et hedt forhold til Nettos jordbærgrød på pakke, men i og med jeg skruede kraftigt ned for sukkeret, blev der også lukket for jordbærgrøds-kassen. Sidste år lavede min mor imidlertid en laber omgang rødgrød til mig og jeg mindedes at hun sagde noget om, at det var overraskende nemt.

Jeg kastede mig derfor over Irmas økologiske jordbær på frost og derefter over google, hvor jeg både var forbi Price og Piskeriset og kunne konstatere, at det da vist ikke var det mest vanvittige projekt at kaste sig ud i.

Jeg mixede og matchede lidt fra de forskellige opskrifter og brugte:

  • 300 g frosne jordbær (svarer til en hel pose af Irmas øko)
  • 1,5 dl vand
  • 30 g xylitol (du kan bare bruge sukker el. lign. i stedet) – smag til løbende
  • 2,5-3 tsk kartoffelmel (majsstivelse kan også bruges).

Det er dødsensnemt at bikse jordbærgrøden sammen og det tager på den korte side af 15 minutter, vil jeg skyde på.

Sådan gør du:

 photo jordbaeligrgroslashd01_zps4fe2aec0.jpg

Smid de frosne jordbær i en gryde med vand og sukker. Kog op og lad jordbærrene boble til de er bløde.

Blend evt. din jordbærgrød, alt efter hvad du er til. Jeg stak stavblenderen i gryden og gav den 1-2-3 drøn, så der stadig var lidt halvmoste jordbær tilbage, men en god del af den var blevet mere jævn i konsistensen.

Kartoffelmel røres med en smule vand, gryden tages af blusset (kartoffelmelet må ikke koge – bruger du derimod majsstivelse, så skal det koge op for at virke. Vigtig forskel! :-)) og kartoffelmelsblandingen hældes i mens du RØRER alt hvad du har lært. Hæld evt. i lidt af gangen, så du stille og roligt kan finde den rette konsistens. Dette er det mest kritiske tidspunkt i din jordbærgrødsproduktion, da kartoffelmelet skal røres ud med det samme. Jeg stod og var lidt sløv og fik ikke rørt pronto, da jeg lige skulle finde grydeskeen – og det hævnede sig altså med et par “jordbærvingummier”, hvor kartoffelmelet var nået at stivne før det var blevet rørt ud.

 photo jordbaeligrgroslashd02_zps9df49b88.jpg
Den færdige grød – sød og blød

Ikke desto mindre smagte jordbærgrøden absolut henrivende og ledte smagsløg og tanker hen på sommer, bare tæer i haven og mere i den dur. Lige hvad jeg havde brug for.

 photo jordbaeligrgroslashd04_zps3b98bb62.jpg

Server din jordbærgrød lun eller kold med fløde, mælk eller flødeskum. Jeg tager den helst med iskold piskefløde, tak! 🙂
Jordbærgrøden egner sig både som en dejlig dessert, et sødt mellemmåltid – eller måske som det søde indslag på brunchbordet.

12 kommentarer

  • Kære Julie,
    Uh ja, længslen om sommer! Den kan vi vist godt sætte os ind i allesammen 🙂
    Det er heller ikke længe siden, jeg var på jagt efter frost jordbær, da jeg nægter at købe de oppustede udenlandske, som er til salg nu. Til gengæld blev jeg temmelig chokeret, da jeg opdagede, hvor frostjordbærrene kom.
    I lavprisbutkkerne (jeg var i Fakta og Netto) var det Sydamerika (og der var så vidt jeg husker ingen økologiske). I Irma, hvor jeg også endte med købe de økologiske, var de – så vidt jeg husker – fra Polen.
    Det er bare ikke godt nok! Tænk, det ikke kan lade sig gøre at købe danske jordbær på frost.
    Jeg blev lige pludselig dobbelt-sippet. Mette: nu både sæson fascist og modstander af udenlandske frostjordbær! Op på barrikaderne!

    Rigtig god søndag.

    Kh, Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hehe, det kender jeg godt Mette. Men jeg var nok lidt mere desperat og tænkte bare, at jeg ikke kunne få i både pose og sæk. Samtidig kom jeg til at tænke på, at årsagen til manglende danske frysejordbær måske er, at vi spiser så abnormt mange danske jordbær om sommeren. Måske er der slet ikke nogen til overs til at fryse ned? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh. For hver blog jeg kigger ind på som er gået i forårs-mood og poster billeder af lækre bær, længes jeg mere og mere til sommeren. Håber snart det bliver forår.

    Din jordbærgrød lyder for øvrigt meeeget lækker!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Jeg har det på eksakt samme måde, kære Linn. Men det hjalp altså med den jordbærgrød!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor lækkert og faktisk ikke så svært!!! Cool… skal man da prøve af så!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Jeg var også positivt overrasket over at det ikke var sværere. Det var et meget overskueligt projekt. Kan kun anbefales 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A+K

    Mmh, grød! Hvor sommerligt! Jeg elsker virkelig frugtgrød af alle slags. Det, lime/vanilje-koldskål og bøffer på grillen med kold kartoffelsalat er klart mine sommerfavoritter. Glæder mig allerede!

    – Anne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Godt, Anne. Der fik du lige kickstartet en seriøs craving efter grillet bøf og kold kartoffelsalat. Damn you! 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Den ser rigtig rigtig lækkert ud. Har du prøvet at lave den med friske jordbær? Synes frosne jordbær har en tendes til at blive lidt beske og sure i smagen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Loui
      Jeg har ikke prøvet at lave det med friske jordbær, men jeg er sikker på at det bliver supergodt! Det skal bare have lidt kortere tid, men det giver sig selv, tror jeg.
      Jeg købte Irmas økologiske jordbær og de både duftede og smagte dejligt – så måske et forsøg værd i de koldere måneder 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold da op det ser lækkert ud det er 🙂
    Det skal prøves, da jeg har 2 kg frosne jordbær i fryseren.
    Tak for tippet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Det lyder som det helt rigtige at gøre!! 🙂 Selvtak.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EFTERLYSNING: TIPS TIL BARCELONA!