SPIS BRØD TIL

Lørdag morgen før resten af byen tilsyneladende havde fået øjne, gik min vej forbi Nordisk Brødhus på Rantzausgade til en morgenmadsdate med min veninde G. Der var bomstille på gaderne udenfor, der lørdag morgen kl. 8.30 – og vi fik stort set stedet for os selv, hvis man lige ser bort fra de mange morgenfriske (primært fædre og mødre), der stak hovedet forbi brødhuset for at hente nybagt brød og croissanter til lørdags-morgenbordet.
Nordisk Brødhus har vel eksisteret i godt et års tid på matriklen, og da Rantzausgade var en del af turen på vej hjem fra arbejde til min gamle lejlighed, kan jeg faktisk huske, at jeg ærgrede mig lidt over, at jeg skulle til at flytte, så jeg ikke ville nå at få daglig glæde af at cykle forbi stedet, når det endelig åbnede. Der skulle så også gå lidt tid før min vej faldt forbi. Men da jeg så G’s Instagram foto fra en tilsvarende morgenmads-seance dernede fra, var jeg totalt solgt og fik hende heldigvis lokket til at konvertere en eftermiddags kaffeaftale til en morgenmadsdate.
Det viste sig at være et rigtig godt bytte! For det var simpelthen enormt hyggeligt at sidde og kigge ud af brødhusets solbeskinnede vinduer og se på, at resten af verdenen vågnende, samtidig med at vores morgenmad blev serveret i en lind strøm og den snaksagelige ejer og bager Lennart underholdte os med anekdoter om stedet, brødet, brøndkarse og hans gigantiske italienske stenovn, der fylder det meste af brødhusets forlokale og spytter det gode brød ud med lige så jævne mellemrum, som de bliver langet over disken til kunderne.
Vores morgenmad – der var stedets såkaldte ‘måltid’ stod til den dejligt nette og runde sum af 100 kroner – og bestod af usandsynligt dejligt – og friskbagt brød bagt på surdej og mel fra Skærtoft Mølle, et perfekt blødkogt æg – for ikke at forglemme en himmelsk croissant, hjemmekværnet smør, friskpresset æblemost, fanøskinke, ost og hjemmelavet skyr – og naturligvis kaffe eller te til. Alt sammen gode – og for det meste – hjemmelavede sager af høj kvalitet. Altså, hvor ofte er det lige man får hjemmekværnet smør og hjemmelavet skyr!! Og vil man ha’ mere af det gode brød, skal man bare sige til. Vi sagde dog aldrig ’til’, for måltidet – og den brødkurv vi allerede havde fået stillet til rådighed – mættede godt og solidt som det var – men altså det er jo bare sejt, at man får tilbuddet under alle omstændigheder!
Der kan faktisk kort sagt kun lyde en gevaldig stor anbefaling herfra til at stikke ned forbi brødhuset, få en snak med Lennart og fx tage et friskbagt brød fra den gigantiske stenovn med sig hjem, nyde en rar morgenmad, en stenovnsbagt pizza, eller hvad der nu ellers lige er på brødhusets (nye) aftensmenu. Og faktisk er der kun en sølle kilometer fra mit nye hjem til brødhuset, så der er vist heller ikke nogen undskyldning for mig, for ikke at stikke hovedet forbi i ny og næ – også selvom cykelruten fra arbejde ikke falder lige forbi:)
Årh ja det ser lækkert ud..Det kunne godt være man skulle tjekke dette skønne sted ud!! Tak for tip til næste brunch!!:)