ALFREDO CARBONARA

Carbonara er ufatteligt tæt på at være min livret – den er i al fald ret godt deroppe på top 10 listen sammen med stegt flæsk, brændende kærlighed, flødekartofler og andet fedt, godt og mættende. For det meste spiser jeg carbonara ligegyldigt anledningen og ligegyldigt om jeg egentlig har gjort mig fortjent til det – men her i søndags havde jeg rent faktisk mere end fortjent verdens bedste kombi af pasta, fløde, bacon og æg, hvis jeg selv skulle sige det. Forinden havde jeg nemlig tilbagelagt godt 80 kilometer på cykel i stiv blæst langs strandvejen til Helsingør og retur til byen igen, som opvarmning til sommerens cykelferie i Toscana.

Ganske passende var det jo så, at jeg med god samvittighed kunne mæske mig i blød, nærende og rar carbonara fra støvlelandet, da jeg endelig kunne kalde søndagen en dag, og falde om i min egen sofa.

De klassiske carbonara-ingredienser fik følgeskab af et skvæt hvidvin, lidt hvidløg og friskbælgede italienske ærter fra Irma, og må derfor retteligt være en slags pasta alfredo/pasta carbonara fusion.

Til en lille træt dame brugte jeg:

• Ca. 125 gram linguine fra Irma
• 4 tynde skiver pancetta
• 1/4 løg
• 1/4 fed hvidløg
• 2 æggeblommer
• 1 dl. fløde
• 1 lille håndfuld reven parmesan
• 1 lille skævt hvidvin
• Salt og friskkværnet peber

Pastaen koges, baconen svitses sammen med løg og bacon, ærterne får en ned i pastaens kogevand de sidste 3-4 minutter af kogetiden. Æggeblommer, den revne parmesan og fløden røres med peber.

Pastaen og ærterne drænes, vendes over i panden til baconen, det lille skævt hvidvin hældes ved og får lov at forsvinde ind under svag varme. Tages af blusset – gerne helt af, væk fra komfuret og æggeblandingen røres i pastablandingen, så den cremer fint rundt om alle herlighederne.

Og sådan ser sådan en portion perfektion på en tallerken altså ud – det kan næsten ikke gøres smukkere og mere velsmagende, hvis du spørger mig.