SUPER SPRØD (OG SUND) SALAT
Aftenen før Kristi Himmelfart var det endnu engang blevet min tur til at være madklubs-vært for Lise og de andre dejlige damer K og G. Temaet fra aftenen stod i havets tegn med lækker stenbiderrogn (der havde været gemt til bedre tider i fryseren) og lækker-laks med überlækker hollandaise til – men det kan jeg altid berette mere om senere – kan bare afsløre, at det var smadder godt!
Dagens indlæg skal i stedet handle om en lille sprød blomkålssalat, som jeg serverede til hovedretten. Den var super simpel og smagte herligt.
Den bestod af:
- Et halvt hoved blomkål
- Et lille bundt radiser
- Smuttede og tørrede mandler – gerne Marcona
- Salt, røget paprika, olivenolie
- Dressing af: Olivenolie, dijonsennep, æblecidereddike, citronsaft, salt og peber
Blomkålen renses og deles i mindre buketter, og gives en tur i mandolinjernet på den næstfineste rille – så du får nogen gode tynde fine ‘carpaccio’ agtige blomkålsflager. Pas dog uendelig godt på dine egne snitter, så de ikke også bliver snittet – det er afprøvet for jer som en slags public service – og kan altså ikke anbefales!
Radiserne skylles, enderne nippes af og snittes med en skarp kniv i tynde skiver af 3-4 millimeter.
Blomkål og radiser anrettes og fordeles løst på en stor tallerken, og dressingen røres sammen af ca. lige dele olie og citronsaft, et lille squez æblecidereddike, en tsk dijonsennep, salt og peber, og overhældes blomkål og radiser.
I mellemtiden ristes mandlerne på en pande for høj varme med lidt olie, salt og et drys røget paprika i et par minutter eller fem til de bliver lidt ekstra sprøde og crunchy. De ligges efterfølgende til at køle af et par minutter, inden de hakkes groft og fordeles over salaten.
Og haps! Så er den salat serveret!
Virkelig lækker! Af ren og skær dovenskab fik jeg ikke smuttet mandlerne, og eddiken blev til balsamico da jeg ikke havde æblecidereddiken, men ikke desto mindre blev det LÆKKERT. Glæder mig allerede til resterne til frokost imorgen:)