NORDISK SPISEKAMMER - PÅ TUR MED BYHØST

BLØDE REGNVEJRSBOLLER

 photo foslashdselsdagsboller5_zps43abd4e1.jpg

Da det efter en ualmindeligt solrig og dejlig lørdag blev trist og regnvejrsagtig pinsesøndag, besluttede jeg mig for at regnvejret skulle spises væk – og jeg gik derfor i gang med adskillige forsøg på at bage hyggelige fødselsdagsboller. Det var dog først i andet forsøg, at det gik sådan rimelig godt. Er simpelthen blevet så vant til at bage boller på den koldhævede måde med hård skorpe og kraftige varmegrader, at første forsøg blev lige lovligt rustikke, men med en god portion mælk, æg og smør i dejen – og lidt lavere varmegrader, lykkedes det endeligt 2. pinsedag, at bikse disse rare bløde boller sammen, der gjorde sig ualmindelig godt både med smør og mild ost – og ikke mindst mørk pålægschokolade!

Jeg brugte (ca. mængder):

    • ca. 5-6 dl mælk
    • Hvedemel (tilpas efter konsistensen – måske ca. 500 gram)
    • Lidt grahamsmel (1 håndfuld eller 2)
    • En håndfuld havregryn
    • 1/2 pakke gær
    • 1 lille æg
    • 100 gram smør
    • 2 spsk. sukker
    • 1 lille spsk salt
    • 1 tsk stødt kardemomme

 photo foslashdselsdagsboller_zps9d93a608.jpg

Mælk, pisket æg og smeltet smør røres sammen og lidt hvedemel røres i. Dejen står lidt. Herefter smuldres gæren i og salt, sukker og kardemomme tilsættes under omrøring. Gerne med verdens bedste analoge dejkrog. Til sidst suppleres op med havregryn, grahamsmel og hvedemel til du har en god fast konsistens, som du lige akkurat kan røre rundt i, men som stadig er for klistret til at ælte med hænderne.

Lad dejen stå tildækket og hæve i en times tid eller to.

 photo foslashdselsdagsboller2_zps34d0c866.jpg

Hæld herefter dejen ud på et meldrysset bord og del dejen ud i passende stykker – ca. 12 (gerne med en lille dejspade), skyl hænderne under den kolde hane og form hurtigt bollerne runde og smid dem over på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve her under et fugtigt viskestykke i ca. 1/2 til en hel time, pensl dem med et pisket æg og smid dem en tur i ovnen ved 175 grader (forvarmet) i ca. 15-20 minutter alt afhængig af, hvor heftigt dit ovn er anlagt.

Og ja – så er der bare at finde masser af tandsmør, pålægschokolade og ost frem og gøre klar til en hyggelig regnvejrseftermiddag (som vi selvfølgelig INGEN får af, indtil aller tidligst engang i oktober!)

 photo foslashdselsdagsboller3_zpsc8f77c25.jpg photo foslashdselsdagsboller4_zps3857abb2.jpg

 

________________________________________________________________

PSSST: Husk at du kan vinde en goodiebag med Svansøs lækre produkter  – læs mere her!

1 kommentar

  • My

    Hvo lyder de lækre. De bliver bare en kende bedre med mælk og hvor lyder det godt med kardemomme. Må jeg våge mig ud i så jeg er klar til næste fødselsdag:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NORDISK SPISEKAMMER - PÅ TUR MED BYHØST