MIDDELHAVSFRIKADELLER MED TO SLAGS DIP OG TABOULEH
Som I kunne læse i sidste uge, deltager Gane&Gaffel i en Cook-off sammen med en række andre bloggere. Cook off’en er sponsoreret af Svansø og vores opgave lød på at udvikle en opskrift med nogle af deres produkter. Derfor var vi de glade modtager af en gigantisk kasse med alskens Svansø-produkter, som har stået hos Emilie og ventet på at blive taget under kærlig behandling.
Svansøs motto er “God mad i godt selskab” og derfor var vi helt enige om at der måtte en tøseaften til for at vi kunne udvikle en god opskrift og nyde maden i hinandens selskab. Tirsdag mødtes vi derfor hos Emilie og gjorde klar til at gå i krig.
Der var virkeligt mange gode produkter at vælge i mellem og derfor også mange veje at gå (og vi var svært fristede til at springe ud en masse forskellige ting 😉 ). Vi blev dog hurtigt enige om én retning. Svansøs grundlægger, Peder Svansø var nemlig en af pionererne i Danmark til at udbrede det sydlandske køkken herhjemme i andedammen.
Derfor skulle vores mad have et sydlandsk præg, men stadig have noget genkendeligt og hjemligt over sig og være noget, man kan bikse sammen på en helt almindelig hverdagsaften.
Med udgangspunkt i nogle af de lækre glas og poser, Svansø havde sendt os, blev menuen følgende:
Middelhavsfrikadeller med chili pesto, soltørrede tomater, revet squash og feta. Hertil to lækre dips: En artiskokcreme lavet på grillede artiskokker og hvidløgsaioli og en fetacreme med chili pesto. Og som grønt indslag en lækker tabouleh med couscous, tomat, agurk, bredbladet persille, koriander, citronskal- + saft og rødløg.
Måltidet er forholdsvist nemt at lave, har masser af smag og ligger let i maven. Og så synes vi selv, at vi ramte fusionen mellem det hjemlige og sydlandske/eksotiske rigtigt godt. Frikadeller smager en anelse af barndom, men her blev de for alvor piftet op både “indvendigt” med masser af smag og “udvendigt” i form af de mildt sagt ret fantastiske dips. Det er helt vildt, hvordan et par forskellige saucer kan løfte en ret adskillige niveauer!
Til middelhavsfrikadeller (ca. 4 pers.) skal du bruge:
- 500 g hakket kalv og flæsk
- 1,5 dl mælk
- 1 æg
- 1 lille rødløg, groftrevet
- 1/2 lille squash, groftrevet
- 1 lille damehåndfuld havregryn
- 100 gram feta, grofthakket
- 3 tsk Svansø chili pesto
- En god håndfuld Svansøs soltørrede tomater på glas, grofthakket
- Salt og peber
Sådan gør du:
Start med at rør kødet sejt med lidt salt
Slå ægget ud i kødet, tilsæt det groftrevne løg og rør det ud i kødet.
Tilsæt squash, havregryn, chili pesto, soltørrede tomater, feta, havregryn, salt og peber og rør farsen godt igennem.
Lad gerne farsen stå og hvile lidt, fx mens du laver dips og hakker til taboulehn.
Start med at stege en lille test-delle på en mellemvarm stegepande med lidt fedtstof og smag på den: Er der salt nok i? Peber? Skal den have lidt mere chilipesto? Justér din fars, form frikadellerne og steg dem ved middelvarme på begge sider til de har fået god farve og er gennemstegt.
Og så til de to dips:
Artiskokcreme (4 pers.)
- Et halvt glas Svansø grillede artiskokker
- 3 spsk Svansø hvidløgsaioli
- Citronsaft
- Salt og peber
- Evt. lidt mælk til at justere konsistensen
Sådan gør du:
- Blend de grillede artiskokker med hvidløgsaiolien og et skvis citronsaft eller to i en stavblender.
- Konsistensen bliver ret grov, men er den for tør i det, så justér konsistensen med lidt mælk og blend igen.
- Smag til med salt og peber og evt. lidt citronsaft
Tomatfeta-dip (4 pers.)
- 100 gram feta
- et halvt glas bruschetta spread fra Svansø
Sådan gør du:
Mos fetaen med bruschetta spread’en til den ønskede konsistens og juster evt. selv mængden af spread’en
Tabouleh (4 pers.)
- Et halvt bundt bredbladet persille
- 2 dl cous-cous
- 4 store tomater
- En halv agurk
- Et halvt rødløg
- Saft og skal af en øko-citron
- Olie
- Salt og peber
- Frisk koriander efter smag og behag
Sådan gør du:
Hæld kogende vand, salt og en sjat olie på cous-cous’en og lad det trække til det er mørt (10 minutters tid)
Hak persillen fint (du kan sagtens bruge både blade og stilke)
Snit de andre grøntsager fint (husk at udkern tomaterne, ellers bliver salaten noget sjappet)
Bland couscous og alt det grønne, hæld lidt olie på, den pressede citron og skallen ud over og bland den godt
Det færdige resultat blev virkelig godt, hvis vi selv skal sige det! 🙂 Og vi kan på det allervarmeste anbefale de Svansø produkter, som vi brugte her.
Som vi fortalte om i sidste indlæg om denne CookOff, så er det her en konkurrence med nogle andre dejlige bloggere. Vinderen af vores blog-CookOff vil blive kåret i slutningen af juni, og bloggen bag vil vinde en rar præmie.
Det er dog ikke kun os bloggere, der kan være heldig at løbe med en præmie – for vi har også fået mulighed for at udlodde en rar goodiebag til en heldig læser her på bloggen. Det eneste du skal gøre for at være med i konkurrencen om goodiebag’en er at:
- “Like” indlægget
- Skrive i kommentarfeltet nedenfor, at du deltager i konkurrencen
- Besøge Svansøs Facebook side og afgive dit “like” på den bedste opskrift – og vi synes jo klart, at I skal stemme på os! 🙂
Dette indlæg er sponsoreret, men er 100 % udtryk for vores egne holdninger
Det ser lækkert ud! Indlægget er liket, og jeg vil meget gerne deltage i konkurrencen 🙂