OM AT VÆRE MADBLOGGER MED MADLEDE

I slut januar var Clausen og jeg i Rom – vores yndlingsby! Dels på grund af dens storslåethed, dels (selvfølgelig) på grund af den høje kaffestandard og de pragtfulde måltider man kan få dernede.
Jeg har faktisk aldrig fået skrevet om vores absolutte yndlingsrestaurant – og det selvom vi var der adskillige gange i januar (faktisk spiste vi næsten kun aftensmad ude dér – og også en enkelt frokost). Og det er altså ikke for at være nærig med stedet – jeg vil meget gerne dele det med jer. Der skete dog det at jeg efter sidste aften i Rom, hvor vi gav den fuld skrue på den gode restaurant og spiste til vi var ved at sprække, fik det vanvittigt dårligt midt om natten. Jeg vågnede med kvalme op til begge ører! Endte med at sidde ude på vores lejede lejligheds mikrotoilet en halv time og puste og pruste, mens jeg forbandede mig selv over ikke at have udvist bare en anelse mere mådeholdenhed under middagen. Tænk at kunne overspise sig selv til så dårlig en tilstand – faktisk ret pinligt!
Kvalmen var på ingen måde væk dagen efter og forsvandt heller ikke af at komme hjem – eller af at tage til Århus og spise på fin restaurant. Eller tage i sommerhus og slappe af og sove mange lange lure. Den forsvandt heller ikke da jeg sad med en tiltisset elektronisk pind, der blinkede “gravid” – men det gav da en ret god forklaring! Jeg havde altså ikke overspist mig til +5 dages kvalme – det var simpelthen bare hormonerne, der ræsede rundt i kroppen på mig!
Jeg er nu i uge 25 (for ikke-gravide kan jeg lige oversætte og sige at det er ca. 5 måneder – og dermed lidt over halvvejs) og det er først nu min kvalme er ved at gå over. Yiiikes det har været op af bakke. For langt de fleste går evt. graviditetskvalme over ved omkring 12 uger, men det kan altså også godt fortsætte – som regel holder det så op omkring uge 20-22, siger min kloge jordemoder-veninde. Og det ser heldigvis ud til at passe med mig (gudske-freaking-lov, siger jeg bare). Det er selvfølgelig aldrig aldrig sjovt at have kvalme, men jeg bilder mig ind, at det altså er ekstra slemt at have så massiv kvalme og ikke mindst madlede, når man nu til daglig er så glad for mad.
Det var virkelig en omvæltning ikke at nyde mad og ikke at kunne spise som jeg plejede. I en periode har jeg simpelthen måtte smide alle mine gode principper om Stop Spild af Mad, mindre sukker og spis efter årstiden væk, fordi der ikke var andet at gøre end at gå 100% efter de ting, jeg nu engang havde lyst til at spise. Derfor blev Havrefras og Ribena lige pludselig en del af vores husholdning igen – og jeg så gang på gang råvarer visne i køleskabet.
Jeg var også ude og spise noget rigtigt god mad – uden rigtigt at kunne nyde noget som helst. Bl.a. to hyggelige middage i blog-sammenhæng: Både denne her og denne (som jeg virkeligt havde glædet mig til) måtte jeg kæmpe mig igennem.
At blogge om mad var heller ikke helt nemt. Derfor blev det ikke til så mange indlæg fra min hånd i den periode – og når jeg kunne blogge var det primært om sager som i bl.a. dette indlæg og dette.
Nu er jeg heldigvis ved at være ude af den værste kvalmekrise, men den stikker stadigt sit grimme hoved frem, hvis jeg får sovet for lidt eller går for lang tid uden at spise. Skulle der sidde nogle af jer i samme situation, som jeg har været i, vil jeg da ikke holde mig tilbage for at komme med et par tips:
- Spis tit! I starten virker det helt forkert at skulle tvinge mad i sig, når man nu har kvalme, men det er stort set det eneste, der hjælper.
- Sov! Jeg skal helst have 8 timer, ellers er der meget større chance for at jeg får det dårligt i løbet af dagen.
- Jeg blev anbefalet at spise kiks (mariekiks eller digestive), men det bliver altså til jævnt meget sukker i løbet af sådan en dag, hvis det er din go-to-snack, hver gang kvalmen er ved at melde sig. Derfor: Spis knækbrød og/eller nødder i stedet.
- Mælk har for mig været et hit! Særligt sødmælk. Min erfaring har i det hele taget været at det har været godt at spise/drikke noget fedt. I starten kunne jeg KUN spise friske ting og alt fedt var bandlyst, da det satte turbo på kvalmen, men det vendte på et tidspunkt og min erfaring er at fedtet ligesom stabiliserer ens system lidt bedre/længere.
- Hav altid mad på dig! Jeg har altid “taskemandler” med mig – og hver dag laver jeg en drikkeskyr, som jeg drikker af et par omgange i løbet af arbejdsdagen (der kommer snart en opskrift – den kan nemlig også drikkes selvom man ikke er gravid!)
- Spar dig selv for alt for mange gode reastaurantmiddage, som du alligevel ikke kan nyde, mens kvalmen raser. Det er virkeligt trist at være ude at spise lækker mad, som bare ikke smager én. Gem dem hellere til senere, om muligt. For det går altså over!
1. Jeg har også præsteret at betale 25 kr. for et glas mælk i Torvehallerne! Spurgte om jeg kunne købe et glas mælk i en kaffe/brødbiks og ja, det kunne jeg sagtens. Havde – naivt nok – regnet med en 8-10 kr :-). 2. Med dette insta-billede fra mit kontor og et hashtag fik jeg afsløret min graviditet på instagram. Det udløste en helt vildt festlig tråd af kommentarer, som jeg ikke lige havde set komme 🙂 3. Frosne hindbær (husk de skal være økologiske) kan også agere frisk og kølende, kvalmestillende snack. 4. Efter endnu en knækbrødsfest i køkkenet. 5. Spegepølsemadder (Helst Irmas lammespegepølse – her på Emilies lækre hjemmebag) har også været i høj kurs. Her endnu et kontormåltid (jebus, jeg har spist/spiser meget i løbet af sådan en arbejdsdag). 6. En sikker vinder, hvis man er kommet afsted uden taskemandler og andet godt: Drikkeskyr naturel fra Netto.
Det er virkelig en lettelse at vende lidt tilbage til ens egne smagsløg. Havrefrasen står halvtom og forladt på hylden – og jeg endte med at hælde resten af Ribenaen ud. Ikke at der er noget galt med hverken den ene eller anden, men hvis man forsøger at passe lidt på med sukkeret, er det ikke nogle af de ting, man skal indtage mest af.
Jeg nyder virkelig at mad smager normalt igen og at jeg ikke har kvalme hver dag! Er lidt spændt på hvordan en baby kommer til at påvirke min blogging (og resten af mit liv selvfølgelig, men nu handler det lige om mad og blogging, ik’ :-)). Vores skriverier følger jo med os og præges af, hvad der sker i vores liv. Jeg tør ikke sige noget om, hvorvidt babymos bliver en del af opskriftrepertoiret på bloggen. Lige nu virker det ret fremmed, men vi må vist bare se, hvad der giver mening hen ad vejen..
Hvis I har andre gode antikvalmetips, så er i meget velkomne til at smide dem i kommentarfeltet nedenfor. Jeg er sikker på, at det svinger lidt fra person til person, så jo flere råd man kan prøve af, jo bedre!
________________________________________________________________
PSSST: Husk at du kan vinde en goodiebag med Svansøs lækre produkter – læs mere her!
STORT tilykke Julie !!! 🙂