STIK MIG EN ‘FRANNER MED NULLE’ TAK!

Jeg har en lidt sær vane med at quizze mine venner, familiemedlemmer, kolleger og nye bekendte på om de er et ‘forrets-‘ eller ‘dessertmenneske’. Det er jo en relativt ligegyldig ting – men når man er madnørd, er det som om, at der er noget sigende omkring, om folk er til det søde eller salte. Selv vil jeg altid sværge til at være et forretsmenneske, og vil i 9 ud af 10 tilfælde altid vælge et eller andet salt og snasket frem for noget sødt og ‘kaget’.

Som barn var det også altid meget sværere at holde mig fra en nybagt bolle med smør eller den leende ko end fra marmeladen og pålægschokoladen. Faktisk tror jeg ret ofte, at min mor købte det søde pålæg mere for hendes egen skyld end min – men det er jo altid en god undskyldning for at have pålægschokolade i huset, at det er til ens datter:)

Der er dog ét sødt pålægsprodukt, som jeg med alderen har fået en lillebitte forkærlighed for. Tror det startede på gymnasietidens skiferier i Frankrig, hvor de lidt vindtørre franske baguettes skulle spliffes op med noget, for at gøre dem spiselige inden dagens løjer på løjperne. Og det er jo naturligvis Nutella vi taler om her.. Er godt klar over, at det måske ikke er verdens reneste ingrediensliste, som sådan en ‘nulle’ (som vi døbte det på sommerens Toscana-ferie) indeholder, men fy.føj.da, hvor er det bare fantastisk på en omgang af det hvideste brød!

Og når nu sommerens ferie netop bestod i at bakse rundt på nogen forfærdeligt høje italienske bjerge på en cykel dagen lang, så havde man jo sådan set også fortjent sådan en lille ‘franner med nulle’-mad eller to både før og efter dagens strabadser.

Faktisk blev jeg så genforelsket i Nutella på ferien i Toscana, at jeg endte med at købe en bøtte med hjem fra det lokale (fantastiske!) supermarked – naturligvis til stor undren for mine medbragte venner, der ikke kunne forstå, hvorfor det var så vigtigt at slæbe Nutella med hjem i kufferten, når nu de forhandles i de fleste Netto’er landet over. Men altså det var jo vigtigt! – for Nutella er (i modsætning til manges idé om, at Nutella er tysk) faktisk opfundet i Italien i krigens tid, hvor det var svært at få rigtig chokolade. Og så er det jo ligesom helt legalt at slæbe det med hjem, når nu det er en national opfindelse på lige fod med  de andre italienske klassikere som parmesanost, pasta, pølser og olivenolie, som jeg naturligvis også slæbte med hjem!

Og nu kan jeg så gå og give mig selv et lille dagligt treat italiensk sødheds-chok med en omgang Nutella på alskens godt brød. Nutella og ristet rugbrød, som den stod på i morges, er nemlig bestemt heller ikke en skidt ting – og så er det jo næsten sundt, hvis man også lige smider et par skiver bananer med i puljen… Eller noget;)

Hvordan har I det med det søde vs. det salte derude – hvor ligger I jeres stemme?