FRIKADELLER MED BACON: 2 X GRIS PÅ GANEN OG GAFLEN

MINE (UDVIDEDE) WEEKENDPLANER

keep-calm

En lille disclaimer til at indlede med: Dette indlæg kommer ikke udelukkende til at handle om mad. Og så måske lidt alligevel. Der er nemlig, når det kommer til stykket, ikke særlig mange ting i mit liv, der på en eller anden måde ikke involverer mad (eller drikke). Og i hvert fald slet ikke, når jeg skal berette om op til flere dage i mit liv – for det er egentlig formålet med indlægget. At give en lille beretning om mine udvidede weekendplaner.

Det udvidede består i, at vi starter med torsdag – også kendt som “lille fredag” – for jo, torsdag ER en del af weekenden – eller i al fald optakten dertil, når det er november, koldt og klamt og kedeligt og dagene (især arbejdsdagene) i forvejen er aaalt for lange og mørke.

Torsdag…

somm1 somm2
PR-fotos for filmen

…Tager jeg kæresten under armen og smutter en tur ind til Bremen til kombineret vinsmagning + ostebord (der var det spiselige element!) og visning af af filmen Somm på CPH:DOX. Filmen handler helt kort fortalt om fire mænds kamp om at blive mester sommelier’s – og samtidig sætte ord på oplevelsen. Satser derfor stærkt på, at aftenen bliver en totaloplevelse, hvor vi ikke kun skal lade os forføre af filmens tema, men også smage på det.

Har egentlig aldrig gjort mig særlig meget i at udnytte de mange gode filmmuligheder, som DOX disker op med, når festivalen indtager København – men har ofte ærgret mig over ikke at have nået det efterfølgende. Og når nu kombinationen af en masse gode madfilm på programmet, en filmglad kæreste og tilbuddet om billetter fra CPH:DOX faldt sammen, så var det jo næsten for godt til at sige nej til! Hele DOX’s madprogram kan hittes her: http://cphdox.dk/series/mad-5-film-du-skal-spise-til

Fredag…

gullasch4

…Har jeg i kraft af ikke at være meget bevendt som egentlig ‘flyttemand’ lovet at være madmor for de egentlige flyttefolk, når min mor skal flytte ind i hendes nye hytte. Jeg har dog stadig ikke helt luret, hvad jeg skal lave – det skal jo både være varmt og nærende og mættende – men også gerne gå ret hurtigt. Jeg er ude i stærke overvejelser, der spænder fra Shepards Pie, fyldig taco suppe til en god gryde spaghetti kødsauce, men er stadig i den tunge overvejelsesfase! Så gode idéer modtages med kyshånd!!

Lørdag…

foedselsdagsboller5

…Satser jeg på at slappe af så meget som muligt. Måske starte dagen med hjemmebagte boller a la de her og så lave så lidt som muligt indtil aften, hvor jeg tror der skal inviteres venner på besøg og den skal stå på en eller anden form for pre-Mortens aften fejring. Sidste år fejrede jeg Mortens aften i sommerhus med mine dejlige studieveninder og biksede en virkelig rar alternativ Mortens-menu sammen af andebryster og grønkåls-salsa. Tror årets udgave bliver en lignende variant!

Søndag…

storm-p-smaekipsenogco
Fotos fra Storm P. Museets hjemmeside og Ipsen & Co’s facebook-side

….Skal vi være kulturelle i det lille hjem. Nu har jeg efterhånden boet på Frederiksberg i vel over et år, men indtil videre aldrig været forbi det lille Storm P. museum, der ligger ganske tæt på min lejlighed. Og det skal der rodes bod på! Storm P. Museet har nemlig frem til 2014 udstillingen ‘SMÆK – syv kunstnere slår til’ på programmet. Udstillingen sætter fokus på humoren i kunsten – og i maleri, tegning og skulptur foldes Storm P.’s univers ud af syv danske samtidskunstnere, der alle arbejder med træk fra tegneseriens og humorens verden – bl.a. HuskMitNavn, Randi og Katrine, og Kristian Devantier. Tænker kun det kan være godt!

Efter en omgang kultur er vi sikkert ret sultne og tørstige. Jeg satser derfor stærkt på at vores vej skal slå et smut forbi den lille fine café Ipsen og co. på Gl. Kongevej, som jeg længe har luret på – og meget godt har hørt om. De skulle være gode til kaffe, te, kage, boller med ost og blødkogte æg – og det er jo alle rare sager, som er perfekte på en søndag!

For at fortsætte den dovne stil, har jeg lumske planer om at droppe den hjemmelavede aftensmad og afprøve ‘nabobageren’ Brødflovs nye aftensmads-koncept – et par enkelte veltilllavede retter ‘to-go’. Er det lige så godt, som deres brød, kan det kun være godt 🙂

broedflov1Hvad står jeres (måske også udvidede) weekendplaner på?

 

5 kommentarer

  • Mette

    Det er min kærestes faster, der ejer Ipsen og Co, så jeg har haft fornøjelsen af et par (eller 50…) besøg. Du må love mig at prøve deres vegetarsandwich en dag! Den er så god! Og så havde jeg egentlig tænkt mig at skrive en kageanbefaling, men de er alle sammen så latterligt gode, at jeg simpelthen ikke kan vælge én.
    Alt i alt er det bare virkelig dejligt med en cafe, der ikke bare serverer den sædvanlige clubsandwich og cæsarsalat, men mad med smag, anderledes sammensætning af ingredienser og sindssygt gode råvarer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Uhhhh – nu glæder jeg mig bare endnu mere til at tage forbi Ipsen & Co. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Allerførst; tak for en skøn blog! 🙂
    Lyder til at blive en begivenhedsrig weekend.. Hvis jeg skulle agere madmor ved en flytning, ville jeg nok lave en ordentlig omgang chili con carne – evt. med skært oksekød fremfor hakket kød. Alternativt en gullasch-suppe med masser af lækkert fyld. Begge retter kan spises stående, og bliver kun bedre af at blive lavet dagen før. Godt brød til – og en øl! 😉
    God weekend. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Uh Signe – gullasch-suppe er en fantastisk idé – det tror jeg sgi’ det bliver! – 1000-tak for tippet 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Selv tak 🙂 Det er altså også virkelig guf. Masser af saft og kraft! Hmm.. Tror egentlig, det snart skal på madplanen herhjemme 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FRIKADELLER MED BACON: 2 X GRIS PÅ GANEN OG GAFLEN