BAGTE & SYLTEDE PEBERFRUGTER – SIMPELT OG GODT

Det er altid et hit at have noget lækkert tilbehør stående klar i køleskabet, som kan hives frem til passende morgenmad, frokost eller aftensmad.. eller måske en lille before-snack, som vi ofte praktiserer herhjemme, mens aftensmaden laves.
Disse bagte og syltede peberfrugter er nemme at lave og kan pifte mange måltider op. Har man en god grønthandler i nærheden kan det også gøres ret billigt (jeg købte 6 peberfrugter for 20 kr. i Istanbul Bazar på Frederiksborgvej). Det er smart at bruge en god olie til at hælde over peberfrugterne, og heldigvis behøver man ikke at være nærig med den, for olien kan fint bruges, når peberfrugterne er brugt op. Den har endda taget smag af de søde peberfrugter – slet ikke skidt!
Jeg brugte:
- 6 peberfrugter
- 2-3 dl god olivenolie (koldpresset jomfruolivenolie fra Urtekram kan godt anbefales)
- Salt og peber
Sådan gør du:
- Vask peberfrugterne grundigt og læg dem i et ildfast fad
- Sæt dem højt i ovnen ved 180-200 grader, evt. på grill
- Bag peberfrugterne til skallen er blevet sort, vend gerne frugterne undervejs
- Tag fadet ud og overdæk det med staniol eller et passende låg (vigtigt, da dampen hjælper med at løsne skallen fra kødet) og lad det stå og køle lidt af, ca. 10 minutter.
- Pil nu skallen af peberfrugterne og kassér den, fjern top og kerner og skær det bløde peberfrugtkød i strimler.
- Put alle strimlerne i et patentglas eller et andet glas med låg og hæld evt. peberfrugtvæden (som kommer, når du ordner peberfrugterne efter de er blevet bagt) over, giv godt med salt og peber, rør rundt og afslut med et godt lag olivenolie. Du kan også nøjes med olien. I hvert fald er det vigtigt at få skabt et “låg” af olie, da det er med til at konservere peberfrugterne, at der er lukket af for ilt.
Husk altid at bruge en ren gaffel til at tage peberfrugterne op med og skub de resterende peberfrugter ned under olien. Opbevares på køl.
Peberfrugterne har en rigtigt dejlig sødme og fungerer derfor rigtigt godt som modspil til salt, røget og stærk mad. Det kan være til æg og bacon, i en burger, eller som lækker tilføjelse til en chili con/sin carne. Du kan også smide et par i kødsaucen – jeg lover, at det løfter den til nye højder.
Ovenfor er det en morgenmadsanretning med æg, ostemad og en mad med avocado og spegepølse der har fået selskab af et par peberfrugter.
Lyder så nemt og lækkert at det da klart må prøves her i julemåneden