DEEEET EEER RISENGRØD…

Det gik med en anelse gru op for mig i går aftes, at vi her på Gane & Gaffel simpelthen aldrig i løbet af bloggens treårige levetid har dedikeret et helt indlæg til risengrød! Og det er egentlig lidt af et skørt sammentræf – for både Lise, Julie og jeg er alle rimelig grødglade damer… Nå, men altså bedre sent end aldrig – og så passer det jo altså ret så godt, at der nu kommer et indlæg her i grødens yndlingsmåned.

Risengrød har en ret speciel plads i mit julehjerte fordi det de sidste mange år har været lig med julehygge for hele banden af Julies og mine gymnasievenner hjemme hos mig. Jeg kan ikke længere huske, hvordan eller præcis hvornår traditionen opstod, men jeg ved, at jeg nu rigtig mange år i træk, har rørt større og større mængder grød sammen til os og de respektive mænd, koner og kærester, der er kommet til gennem årene. Det er en helt vild hyggelig tradition – og en rigtig god lejlighed til at catche op, drikke nisseøl og ønske hinanden go’ jul, inden vi hver især ‘rejser’ hjem til vores respektive forstadshjem for at holde jul. I år er vi oppe på godt og vel 18 voksne og fire børn – så vi vokser vist snart ud af min lejlighed og mine grødgryder (kan hilse og sige, at der skal mange liter mælk til 22 mennesker;)), men det er vist det man kalder et positivt problem!

Jeg har som oftest bare fulgt opskriften på risengrød fra Pama Grødris pakken ret slavisk – og den er der ikke så meget hokus pokus i. Den kommer til fire personer her – og så er det bare at gange op, hvis man bliver lige så mange som os:)

2 1/4 dl grødris
2 1/2 dl vand
1 liter mælk (jeg bruger ofte halv letmælk og halv sødmælk, så bliver den god og cremet)
1/2 tsk salt

Vandet bringes i kog i en god størrelse gryde (skalér efter mængderne) og risene drysses i og koger med i to minutter. Herefter tilsættes mælken og hele herligheden bringes i kog under jævnlig omrøring ved svag varme – det tager ca. 30-40 minutter for en portion til fire. Jeg er ret meget over grøden – når man har med så store mængder at gøre, som jeg har gang i til det store vennegilde, så tager det ofte en del længere tid (i al fald det dobbelte) – og risikoen for at bunden brænder på, er også det større. Så tiden med grydeskeen i hånden er ofte godt givet ud.

Lige inden servering smages der til med salt, og så er det bare at servere! Og der skal selvfølgelig masser af kanelsukker og smør til!