TIPS TIL TEL AVIV SØGES!

SUPERNEM VEGETARISK PASTA


Nå hva’ – så er det vist tid til endnu et pastaindlæg. Der skulle jo nødig gå for længe imellem dem 🙂 Denne gang er vi i den vegetariske og virkelig nemme ende af skalaen. Hele retten tog ikke meget mere end pastaens kogetid at bikse sammen. Og det er da sådan noget man skal sætte pris på – nem og hurtig aftensmad, der tager kortere tid end at ringe til pizzamanden. Og så skal man også sætte pris på de lyse aftener. Se nu altså, hvor pæne madbilleder kan være i det dagslys der!!

Opskrift til to personer:

  • Pasta penne eller skruer – følg mængdeangivelser på pakken
  • 2/3 squash
  • 1/2 løg
  • 1 fed hvidløg
  • En stor håndfuld cherrytomater
  • 1 glas hvidvin
  • 1 dl piskefløde
  • Timian, salt og friskkværnet peber
  • Olivenolie til at stege i

 

Start med at sæt vandet over til pastaskruerne og gør imens grøntsagerne klar. Squashen skylles og skæres på tværs og derefter i tynde skiver – evt. på et mandolinjern, hvis du har sådan et. Løget får samme tur og skæres i tynde skiver. Tomaterne skæres i kvarte.

Når pastavandet koger, saltes det og pastaen smides i vandet. Sæt herefter en stor pande over for høj varme og hæld en god skvæt olie på. Steg squash og løg og hvidløg til det bruner en anelse – ca. 5 minutter. Smid herefter tomater, timian, salt og peber på panden og steg videre et minuts tid eller to. Stadig for fuld varme. Herefter er det i med dit glas hvidvin og lad det fordampe helt. Når pastaen har kogt færdig og står og dræner i vasken, hældes fløden ved panden, der smages efter med salt og peber og fløden vendes godt om grøntsagerne. Og så er det bare i med pastaen, vende det hele rundt og servere. Gerne med et ekstra kværn peber på toppen.

 photo pastasquash_zpscd6248b3.jpg photo pastasquash3_zps2741a306.jpg

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TIPS TIL TEL AVIV SØGES!