LUKSUS B.L.A.T SANDWICH

DEN DER FESTIVAL OG DEN DER MAD

 photo more-than-eating_zpse72443b6.jpgDet er vist efterhånden ikke nogen nyhed, at vi her på G&G i forskellige konstellationer de sidste tre år, har været engageret i madformidlingen for Roskilde Festival. Pudsigt nok er vi dog år efter år “faldet fra” hen af vejen pga. små bæbser i maven – og i år er det så blevet min tur til det der med at være højgravid op til festivalen. Har holdt skansen her tæt op til deadline og er derfor virkelig velinformeret om de mange dejlige madtiltag, der sker på festivalen, men det der med at være i 7. måned og sove i telt på en pløjemark, det bliver et nej tak herfra (kan knap nok sove ordentligt i en almindelig seng disse dage:/).

Men selvom jeg ikke går all-in på festival-livet i år, skal I naturligvis ikke snydes for lidt tips til, hvad man bør spise dernede i år (og hvad jeg selv håber, jeg kan nå at indtage på de timer, jeg dog alligevel regner med at være der:))

Mad tour-de-force i den nye food court
Roskilde Festivals food court så dagens lys sidste år og er en kæmpe stald i Gloria-området på indre plads, hvor en masse små boder holder til. Her er økologi i højsædet og boderne er forpligtet til at anvende minimum 60 % økologiske råvarer.

I år glæder jeg mig bl.a. helt vildt meget til at kigge forbi Adam Aamanns spritnye smørrebrøds-biks, der lokker med hønsesalat toppet med bacon-crumble eller lun kartoffelkompot.

Er man til alt godt fra havet, kan man også kigge forbi boden Den Røde Reje, der bl.a. serverer ristet økologisk surdejsbrød med håndpillede dybhavsrejer, hjemmerørt mayo, dild og citron – det lyder da ret godt! Eller i samme boldgade kigge forbi Foreningen Grønlandske Børn’s bod, der tilsvarende disker op med rejemadder, moskus-burger og fish n’ chips.

Nå ja – og så tror jeg da også lige at min vej skal gå forbi Gorm’s (ham med pizzariaerne fra Go’ Morgen DK) nye bod, hvor der serveres bornholmsk brændende kærlighed!

Jeg glæder mig også til genbesøge GRØD’s bod i food courten, der bl.a. byder på en genial bygotto med ærter, friske ærteskud, ricotta og citron, der er oplagt som tidlig aftensmad til at ligge en god og nærende bund for aftenens videre festival-udskejelser.

 photo rffood1312_zpsac5fd6ae.jpg

En anden genganger i food courten er Copper and Wheat, der serverer franske fristelser som confit de canard og toulouse-sandwiches, men mit ærinde her er helt klart at få smagt deres fritter stegt i andefedt, som jeg hørte meget godt om sidste år, men aldrig nåede at prøve selv!

Ude i festival-støvet
Holder jeg – og mine ben – til det, så skal jeg også en tur ud i øst (altså udenfor indre plads trygge rammer). Her finder man nemlig det ultrafine initiativ Madkulturens Food Jam, som vi har berettet om et par gange før, bl.a.  her og her, hvor man for den klejne sum af 50 kroner kan lave sig et sundt og nærende måltid af økologiske friske grøntsager og fisk. I den noget anden boldgade kan man også vælge at gå lidt længere ud i smatten/eller urinstøvet, alt efter vejr og vind og hapse en gourmetburger fra Haché, der til hverdag har hjemme på Linnégade i København.

 photo foodjam11_zpsc192420c.jpg photo hache-gourmet-burger-roskilde.jpg

Hotdog cravings
Den danske national take-away klassiker er naturligvis også rigt repræsenteret på Roskilde, og selvom jeg ikke har gjort synderlig meget ved det i løbet af min graviditet, så er hotdogs faktisk en af de “retter”, som jeg har gået og cravet lidt her, mens jeg har groet et lille barn i maven. Pølsekompagniet (camping vest) og Den Økologiske Pølsemand (Gloria og Trade) er begge gode bud på gourmet hotdog boder, der burde kunne afhjælpe mine cravings:)

Mine festival greatest hits
Til allersidst skal jeg lige nævne to af mine greatest hits fra de sidste to års festival-spiserier. De kan nemlig snildt gå ens gane forbi, men er en anbefaling værd. Den ene er Meyers lakse-sandwich, der har det med at blive overstrålet af sin svinede fætter, flæskestegs-sandwichen, men som virkelig kan anbefales. Lækker laks og en spidskålssalat vendt i mormordressing – og det hele godt pakket ind i  en massiv og dejlig ølandshvedebolle. Den anden er China Chinas bod i Trade, der laver en omgang mean og mættende asiatiske kødboller i cremet karl-johan flødesauce. Det er helt sikkert ikke festivals mest fotogene ret, men godt smager den – særligt hvis vejrguderne skulle være imod os og man har brug for noget varmende i skrutten.

 photo meyers-laksesandwich_1.jpg photo china-china-kinesiske-kdboller.jpg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LUKSUS B.L.A.T SANDWICH