SIG HEJ TIL LILLEBROR

EN SMØRRET SAUCE-SMUTVEJ

bakkedal5
Kan I huske dengang jeg hele tiden lavede pocherede æg og hollandaisesauce til morgenmad? Nå ikke. Det er sådan set også meget forståeligt. For det er et par år siden efterhånden. Dengang var jeg ung og single og i hvert fald ikke nogens mor, og slet ikke sådan én med kronisk søvnunderskud – også i weekenderne;)

Til dem, der skulle være i tvivl, kan jeg nemlig hilse og sige, at sådan et barn er en tidsrøver. Og dermed er tiden til at stå og pochere æg, klare smør og piske ægte saucer også gevaldigt for nedadgående. Så selvom jeg egentlig ikke er den store fan af smutveje i et køkken, så sagde jeg alligevel ja til at teste Bakkedals nye produkt – smør, der er klaret for dig i forvejen. For så er man da i det mindste én hurdle mindre når man viiirkelig gerne vil have hollandaise:)

bakkedal6

Jeg så mit snit til at teste Bakkedals klaret smør i formiddags mens baby tilsyneladende sov sødt til middag. Alt var klart og indkøbt. Jeg skulle nemlig ha’ Eggs Florentine til frokost og tid til mig selv. Haps!

Men halvvejs inden i det kogende vand, det smeltede smør og det ristede brød, vågnede barnet selvfølgelig, så hun blev sat i højstolen, mens jeg stædigt holdt fast i mit køkkenprojekt. Heldigvis var hun i dagens anledning tålmodig, så ægget kunne pochere mens jeg piskede hollandaisen færdig. At selve maden så blev indtaget på ca. 2,5 minutter med barnet på armen. Det er så egentlig bare blasfemi – og lidt synd for den gode mad. For godt det smagte det altså!

Min lynfrokost blev til af: 

  • En skive rugbrød
  • En skive røget laks
  • Helbladet øko-spinat (fra frost – endnu en smutvej, der altså er helt ok)
  • Et pocheret æg (der blev vanvittigt flot og rundt – se lige billederne!)
  • En hurtigpisket hollandaise af en æggeblomme, 4 spsk klaret smør, 1/2 tsk dijonsennep og 1 tsk god eddike, salt og peber

 

Start med at sautér din spinat, så den er lun og klar. Skær dit rugbrød og smid det på risteren, så det kan være klar på nul komma fem. Knæk dit æg ud i en lille skål og stil til side. Smelt det klarede smør i en gryde og sæt vandet til det pocherede æg over i en (anden) lav gryde. Pisk din æggeblomme sammen med sennep, eddike, salt og peber mens dit vand koger op. Det er ski..nemt at gøre i en høj skål med et piskeris, så er du sikker på at showet ikke skiller.

Når vandet er kogt op, skrues ned for blusset så vandet simrer og der smides lidt eddike i. Ca. 2 spsk til en lille liter vand. Rør i vandet med en ske i en cirkel så du får en lille “malstrøm”, du kan smide ægget ned i. Vend så forsigtigt ægget ned i vandet og lad det koge færdig i det simrende vand på ca. 2,5 minutter. Imens pisker du så langsomt det klarede smeltede smør ned i din æggeblanding med din elpisker. Lidt af gangen, så alt absorberes inden næste skefuld hældes i. Er saucen blevet lidt tyk i det, spædes op med lidt koldt vand og så smages der ellers bare til, hvis den mangler lidt syre eller andet. Min største bekymring ifht. det klarede smør var om det ville have en eller anden sær bismag, men heldigvis blev min tvivl gjort til skamme – og mine smagsløg kunne i al fald ikke smage forskel på Bakkedals “snyde-version” og så den smør, jeg selv møjsommeligt klarer.

Når brødet er ristet og ægget og smørret er klart, så er det egentlig bare at anrette. Ristet rugbrød toppes med spinat, der toppes med laks, der toppes med æg for så at smide hollandaisen på, som kronen på værket. Jeg ved godt det lyder omstændigt, men det er faktisk (lidt) nemmere end det lyder. Det hele skal bare times. Og hvis du udskifter dit rugbrød med en omgang stenalderbrød, ja så har du dig istedet en ret så luksus palæo-frokost!

bakkedalbakkedal3bakkedal4

Dette indlæg er sponsoreret, men som altid udtryk for vores egen holdninger og efter egne opskrifter.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SIG HEJ TIL LILLEBROR