Tanker om kræsenhed – og tips til mad for nybegyndere

Det blev ikke til mange julemadsindlæg for vores vedkommende i år. Men vi håber, at I har fået skøn julemad, hvadenten i er til and, gås eller flæskesteg! I stedet tager vi lige et helt andet emne op, og krydrer det med sensommerbilleder 🙂 Det er måske et af de længste indlæg længe, så hæng i, hvis du kan! 😉 Here goes:

For nylig læste jeg denne artikel om børns kræsenhed. I korte træk refererer artiklen nogle nye danske undersøgelser, som peger på, at kræsenhed ikke handler om genetik (og dermed er forbestemt). I stedet viser forskningen at velsmag i høj grad hænger sammen med genkendelighed. Det vil altså sige, at jo flere gange barnet har smagt en madvare, jo bedre kan de lide den. Jeg synes det er noget så interessant det med vores forhold til mad og de præferencer vi har. Ikke mindst hos børn – og efter jeg har produceret mit eget eksemplar bliver det jo kun mere relevant.

Jeg fik derfor lyst til at give mit bud på, hvad der kan få dit barn til at smage på flere ting. Mit datamateriale er ret småt, da det jo bare er egne erfaringer ud fra hvad jeg har oplevet virker ift. Benny, men det kan jo være at I er nogle der kan bruge det til noget alligevel. Og så kan jeg jo se, at omstændighederne hele tiden ændrer sig. Der er stor forskel på før Benny fik et sprog og efter. Eller det er nok ikke evnen til sproget der gør forskellen, men snarere det at han nu kan huske madvarer og har en idé om hvad de er for nogle.

Og her kan jeg netop se at genkendeligheden, som beskrives i artiklen, spiller en stor rolle: Benny vil meget gerne vide hvad det er for noget han putter i munden. Kan det relateres til noget han kender, er der langt større chance for at han har lyst til at smage på det. For eksempel fik vi fisk for noget tid siden, hvor Benny endnu ikke vidste hvad det var (han kendte måske 10-15 madvarer på det tidspunkt). Han putter det ikke umiddelbart i munden, men søger det han kender. Da jeg siger til ham, at det er fisk og at det er lidt ligesom kød (der har været et stort hit hos ham alle dage), smager han straks på fisken. Og spiser herefter løs. Den anden dag skulle vi have markel i tomat, som jeg valgte at kalde ketchupfisk. To ting, som Benny virkeligt godt kan lide. Straks røg det indenbords og blev godkendt.

Uden at kunne føre bevis for det, føler jeg mig ret overbevist om, at det er vigtigt at have en overordnet hands-off tilgang til ens barns indtag af mad. Ikke forstået på den måde at de kan få havregrød morgen, middag, aften, hvis de gerne vil det (Benny har haft en periode, hvor han højlydt og insisterende efterspurgte pasta/havregrød/peanutbutter hver aften, men han accepterede egentlig hurtigt, at det var noget andet der blev sat på bordet. Jeg tolkede det som at han var sulten, og egentlig bare gerne ville have noget velkendt).

Som forælder har man selvfølgelig ansvaret for, at ens pode får muligheden for at spise varieret og sundt. Det er med andre ord dig der bestemmer, hvad der skal på bordet. Men jeg er ikke så vild med den der tilgang, hvor man som forælder styrer, hvad barnet skal spise: En kartoffel mere, ikke mere kød, du skal spise dine ærter før du må få xxx. Altså nu er min dreng jo ikke særligt gammel, så det kan da snildt være at jeg bliver klogere/ændrer mening senere, men jeg tænker umiddelbart, at for stor indblanding i barnets madvaner det kridter banen op for en kamp om mad. Og det gider jeg ikke.

En artikel der berører to meget forskellige tilgange til mad (måske i en lidt karikeret version?) kan læses her, men også Lola Jensen har været ude med lignende budskaber om at lade børn være lidt i fred under måltiderne, bl.a. her (jeg ved nu ikke om jeg er tilhænger af  den “køkkenet er lukket”-praksis hun anbefaler, men særligt de sidste par tips handler om at afdramatisere børns eventuelle afvisning af maden) og her beskrives til sidst i den i øvrigt ret fine artikel lidt om mad som konfliktstof.

Vi har praktiseret BLW med Benny (læs mere her, her og her) og det ligger jo ret godt i tråd med hands-off-tilgangen. Jeg er derfor nok også ret obs på ikke at forsøge at overbevise ham om at spise mere/spise XX først osv. osv. Jeg opfordrer ham til at smage på ting og her kan jeg godt “blande mig” for at motivere ham til at prøve at smage noget, men derudover forsøger jeg at lade ham styre løjerne selv. Motivationen kan være ift. at fortælle/snakke om maden, lade maden snakke til ham osv. Forleden var de bløde løg bleve til små orme ligesom dem, vi har kigget på i kolonihaven. Det var tilpas spændende til at Benny godt turde smage på dem.

Læs i øvrigt de rigtigt gode råd til hvordan du hjælper dit barn af med kræsenheden, der blev udgivet i forlængelse af den første artikel om kræsenhed (som jeg linker til helt i starten). Nogle af mine råd overlapper lidt, men er selvfølgelig bare baseret på egne erfaringer og tanker.

• Lad være med at tro at dit barn ikke kan lide peberfrugt, fordi han/hun ikke vil spise peberfrugt 3 gange i træk – Min erfaring er, at det ændrer sig løbende. Tag eventuelt en pause fra den enkelte råvare og introducer den så igen.
• Eksperimenter med forskellige udskæringer. Benny kan godt lide små stykker rå champignon. Men ikke større stykker, han selv skal bide af. Han kan godt lide æbler hele eller skåret i både. Men ikke groftrevet æble.
• Og i forlængelse af ovenstående: Konsistens er måske lige så vigtigt som smag. Tænk derfor i konsistens, når du introducerer mad til dit barn. Min erfaring er, at broccoliens kogetid snildt kan have betydning for, om dit barn synes det er rart at spise eller ej.
• Husk på at barnet skal smage på en given råvare op til 15 gange før de har vænnet sig til den. Derfor er det en god idé, at give barnet tid til at lære maden at kende.
• Nyd selv maden. Det smitter af på dit barn. Børn imiterer det vi voksne gør. Derfor giver det god mening selv at give sig tid til at smage ordentligt på maden, at nyde den og give udtryk for det.
• Kommentér ikke på barnets spisevaner. Det ved vi godt selv, hvor irriterende er. Små børns appetit er meget svingende, og det hjælper ikke på indtaget, at du fortæller dem eller andre, at de spiser for lidt/for meget osv.
• Lad børnene være med til at lave maden (hvis de har lyst) eller vis dem maden, mens den bliver lavet – fx hvad der kommer i. Snak også gerne om, hvor maden kommer fra. Vi har fx fået grøntsager fra vores kolonihave, som Benny har været med til at hive op af jorden, og fået fisk, som far har fanget i havet. Ligesom hos os selv kan det give spiseoplevelsen en ekstra dimension, at vide hvor noget kommer fra, ligesom det kan gøre barnet mere “tryg” ved maden, at vide noget om den (igen en form for genkendelighed).
• Lad være med at operere med “ikke lide”-begrebet. Ved at konstatere at barnet “ikke kan lide grøntsager/kun vil have kød/ikke vil have kød” italesætter du barnets valg som permanente præferencer. Min erfaring er, at det netop ikke er permanent, men meget omskifteligt over tid, hvad dit barn godt kan lide. Derfor er der ingen grund til at kommentere på, hvad barnet kan lide og ikke kan lide, da det kan låse barnet fast i en position. I stedet kan man blot sige: “Du har ikke lyst til xx i dag.”
• Tænk over hvad du forstærker af følelser hos dit barn. Fx i forhold til is, slik og søde sager generelt. Uden at tænke over det, kommer vi ofte til at signalere til barnet at NU kommer der noget ganske særligt og ummenummenum hvor er det bare lækkert. Hvis man sætter sig i et lille barns sted, så er det altså ret specielt at se voksne mennesker introducere is/kage/guf på den måde. Det får da i hvert fald ikke børn til at slappe af omkring søde sager, når vi voksne gør så meget ud af det.
• Snak med barnet om, hvordan maden smager. På den måde bliver dit barn god til at afkode maden og koncentrere sig måske også mere om at smage den. Herhjemme har vi snakket meget om surt og stærkt. Og at det nogle gange er godt og nogle gange ikke så godt. En citron kan godt være sur og god. Stærkt kan godt være for stærkt. Den anden dag serverede jeg glögg for nogle veninder og Benny ville gerne smage min. Han kiggede herefter op på min veninde, og konstaterede: Den er sød og stærk! Og ville derefter ikke have mere (hvilket var ret fint, da det ikke var en børnevenlig version)

 

De sidste par punkter kan måske synes en anelse langhårede og småteoretiserende. Men jeg tror nu på, at det betyder noget hvordan vi agerer og taler om mad. Men alligevel må jeg lige følge op med dette “råd” som et passende modtræk:

 

• Og til allersidst: Slap lidt af (siger jeg også til mig selv). Det er bare mad. Ikke videnskab. Børn gør ofte det vi gør (ikke altid det vi siger). Så nyd din mad, vær nysgerrig og madmodig og forkæl dig selv og dit barn med det I allerbedst kan lide.