TURBOPASTA MED GRØN SAUCE

Pyha jeg har kviet mig ved at lægge disse billeder op. De er pragteksempler på rigtigt dårlige vinterbilleder. MEN maden var sgu så god og nem, at det måtte blive sådan.
Jeg stod med et par optøede svinekoteletter og en god portion spinat – begge “rester” fra et par Aarstiderne kasser. Benny er pt. ikke så vild med konsistensen af “blade”, dvs. salat, krydderurter og andet bladgrønt. Derfor fik jeg idéen til at lave en spinatsauce til pastaen (som er en sikker vinder).
Jeg brugte følgende til 1 voksen og 1 barn:
- 200 g pasta
- 2 svinekoteletter
- 4-5 håndfulde spinat, renset og skyllet (jeg brugte den grove slags, babyspinat kan sikkert også bruges)
- 1 løg
- Lidt hønseboullion
- 1 dl fløde
Sådan gør du:
- Sæt vand over til pastaen
- Skær svinekoteletterne i mindre stykker og steg på en varm pande. Krydr med salt og peber. Stil til side
- Skær løget i tern og svits i en sautepande til det er klart
- Smid den skylledes spinat derned og lad den falde sammen
- Kog pastaen efter anvisningerne på pakken
- Spæd op med bouillon og fløde, kog igennem
- Blend spinatblandingen godt igennem
- Varm igennem og smag til med salt og peber. Tilsæt også gerne kødsaften fra koteletterne.
- Vend den kogte, afdryppede pasta i saucen og hæld kødet over
- Servér!
Jeg har altså en eller anden ting for spinat. Elsker smagen! Og jeg syntes, at det var en overraskende god ret, der tog dejligt lidt tid at lave – og ikke mindst en snedig måde at få sit barn til at spise noget spinat på, og dermed forhåbentlig lære smagen at kende (jf. dette indlæg).
Ingen kommentarer endnu