VEGETARISKE (FRIKA)DELLER

PIMPET YOGHURT OG EN NY BOG

pimpetyoghurt03

pimpetyoghurt02

Jane Faerbers bog MADGLAD er modtaget som anmeldereksemplar. Holdninger til bogen står får helt egen regning. Indlægget indeholder affiliate links.

Denne morgenmad er på bordet hjemme hos os et par gange om ugen for tiden. Benny kalder det grøn yoghurt og synes, at det er en ret så alle tiders morgenmad. Det synes jeg også. Både fordi det smager skønt, og så fordi det tillader mig at banke lidt grønt i os begge inden klokken har passeret 7. 30 – og det passer mig faktisk rigtigt godt.

Vi har nok alle gode intentioner for os selv og vores børn ift. mad. Ofte synes jeg bare at mine gode intentioner må lade livet i løbet af dagen, hvor barnet har luret, at bageren giver gratis teboller eller bliver sultent på ubelejlige tidspunkter, hvor der ikke er tid til andet end en figenstang – eller man selv bliver så frygteligt issulten en dag, at man skider lidt på principperne og spiser is kl. kvart i aftensmad.

Forstå mig ret, jeg synes der skal være plads til at leve og hygge sig. Også med mad og søde sager. Problemet er nok nærmere, når balancen tipper, og det bliver lidt for ofte, at de gode intentioner glipper. Én ting er en selv, men i sådan et lille barn (mit er nu 2,5) er der altså alligevel kun plads til rimeligt begrænsede mængder mad, og der fylder en is faktisk ret meget i et dagsindtag.

I Bennys vuggestues materiale om deres sukkerpolitik (som i øvrigt går på nul-tolerance – hvilket passer mig rigtigt glimrende), hæftede jeg mig ved, at der stod, at små børns sukkerkvote faktisk opbruges for 4-5 dage, når de får et almindeligt stykke kage. Dét synes jeg godt nok er værd at tænke over!

På samme måde har Jane Faerbers nye bog “Madglad – lær dit barn at elske rigtig mad” sat lidt tanker i gang ift. børn og deres madvaner. Som I måske har luret er det noget, som jeg synes er ret spændende, efter jeg selv er blevet mor. Hvordan hjælper man sine børn til at få gode vaner ift. mad? Hvordan giver man dem mod på at smage nye ting osv. Det giver Jane et bud på i bogen, der derudover indeholder en masse opskrifter, som både virker overkommelige at bikse sammen, og som inkorporerer en masse grønt på nye måder (for mig). Jeg har blandt andet udset mig en thaisuppe lavet på blomkål, som jeg snarest skal afprøve (også inden det 3/4 blomkål der ligger hjemme i køleskabet afgår ved døden!). Blandt andet sætter Jane fokus på det “skjulte” sukker i fx nøglehulsmærkede morgenmadsprodukter, giver tips til hvordan man skaber gode madvaner, og så skriver hun nogle rigtigt kloge ting omkring de tanker hun gør sig ift. at være et positivt forbillede over for sine børn, når det kommer til selvbillede og kropsidealer. Anbefaling herfra!

pimpetyoghurt01

Nåh, men den morgenmad dér!

Jeg har kaldt den pimpet yoghurt, fordi det stadig smager som og opleves som yoghurt, selvom man pimper den med grønt og masser af god næring. Jeg laver dem på slump og det tager kortere tid end at koge havregrød.

Til 2 personer skal du bruge:

ca. 2,5 dl græsk yoghurt – justér efter sult/størelse på de to personer (og tag den på 10%, hvis du spørger mig)

1 avocado

2-3 brikker frossen spinat

Evt. en lille håndfuld frossen broccoli

1/2 banan (jeg bruger frosne, jeg har skåret i skiver – Benny spiser dem også som snacks)

Lidt vanillepulver

Evt. lidt citronskal fra en øko-citron

 

Sådan gør du:

Det hele kommes i en blender/et blenderglas og blendes. Jeg bruger stavblender, mens jeg drømmer om en, der er lidt mere kraftig. Enten lader jeg de frosne sager stå lidt ude på køkkenbordet inden jeg angriber med blenderen eller også overhælder jeg med lidt kogende vand og sier fra igen.

Blend det hele godt igennem og servér med havregryn, en hæderlig müesli, hjemmelavet granola, hampefrø (som smager så utroligt rart og nøddeagtigt, synes jeg), græskarkerner, kakaonibs, frysetørrede eller friske bær osv. osv.

Så snart mynteproduktionen sætter ordentligt i gang i vores gård, tænker jeg at sådan en håndfuld blade også vil klæde den grønne yoghurt.

 

 

2 kommentarer

  • Det ser lækkert ud, det må da afprøves en dag.. Jeg laver en masse juicer og smoothies og det her er lidt derhenad…
    Jeg har købt Nutri bullet blender 900w, den kan jeg anbefale den er super effektiv..
    Du kan evt. se den i brug på min facebook side : Livsttilsændring -et nyt liv.
    Har fundet den til 895.- med fragt på nettet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gane & Gaffel

      Hej Jean. Tak for tippet, det må jeg lige tjekke ud! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VEGETARISKE (FRIKA)DELLER