ONLINE KAFFE-NØRDERI OG HJEMLIG KAFFE-ZEN

KAFFEBIKSEN – EN FAMILIE-VENLIG CAFÈ

kaffebiksen2

For lidt tid siden gav jeg et par tips til gode steder at spise med små børn. Føljetonen fortsættes hermed med endnu en anbefaling. Denne gang til en hyggelig (oplagt barsels)café i mit nabolag. Nemlig Kaffebiksen på Falkoner Allé nr. 79 (ved det kedelige kryds tæt på Åboulevarden). Og det der med barsel er faktisk ret relevant for mig, for siden mine sidste spise-anbefalinger ramte bloggen, er jeg gået hen og blevet mor til to!! Jeps – jeg er nu den stolte mor til to søde piger, hvoraf jeg pt. barsler den med den yngste på 3 måneder. Det er både stort, skønt og drønhårdt kan jeg hilse og sige 🙂

Kaffebiksen er et ret nyt sted, og ved første øjekast ligner det ikke noget særligt. For at være helt ærlig, så signalerede skiltet på facaden snarere ‘studenter-joint’ (i favør for de mange nærliggende CBS-locations i nabolaget), end familiehygge i min optik. Men indenfor viser det sig, at de to ting måske godt kan forenes. Og så virkede menneskerne bag kassen oprigtigt interesseret i at yde god service og hygge om kunderne. Caféen består af et stort lokale ud mod vejen, og et mindre lokale bagved, hvor der er højstole til børnene, legetøj, et par borde og et lille sofaområde. Praktisk sted at gemme sig for et par damer med barnevogne på tur, eller som vi gjorde, en familieudflugt en formiddag med hele familien. Toilettet er tilmed udstyret med pusleplads, så på den praktiske note, er der tænkt på det hele.

Udvalget i caféen er morgen/frokost-mindet, selvom de vist nok har åbent til kl. 20.00. På den drikkelige konto, smagte vi voksne kaffen. God (var dommen fra min kaffekyndige mand), men måske (lidt for) stærk til min smag og fortsatte status som kaffe-novice. Ella fik en kakao med masser af flødeskum, og fik næsten lov til at beholde den selv, den misundelige mor måtte kun smage et par gange;)

Udover det drikkelige kan du selvfølgelig få et bredt udvalg af kager og boller, samt 2-3 forskellige madder. Vi snuppede en bolle af den hjemmebagte slags til ældstebarnet og hver voksen fik en avocado-mad med sirligt skårne skiver af god avocado, toppet med en tomatrelish, der dog måske havde fået selskab af liiidt for meget rødløg for min smag. Hele familien toppede måltidet op med at dele en klassisk god tebirkes.

Priserne er særdeles overkommelige, som det måske kan lures af billedet herunder. En mad koster 29 kroner og en bolle med smør 19 kroner. Og der er postevand ad libitum til høflig selvbetjening. Så det var det der med, at både de fattige studerende og fattige børnefamilier kan være med.

Jeg forudser at mange barselsformiddage kan spenderes her uden at jeg ruinerer familien 😉

kaffebiksen kaffebiksen4 kaffebiksen3

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ONLINE KAFFE-NØRDERI OG HJEMLIG KAFFE-ZEN