FULDKORNS-RISOTTO MED SVAMPE

NEMME PANDEBRØD

hjemmelavede-naanJeg er landet på barselsdagpenge. Og derfor ser min bankkonto i sagens natur noget mere sølle ud end normalt. Bevares – når nu det er min anden barsel, og jeg jo ligesom godt vidste, at de her måneder kom, så skulle man tro, at jeg måske havde forberedt mig lidt. Lagt lidt til siden og sådan. Men nej – ikke mig. Så forudseende var det åbenbart ikke muligt at være!

Nå, men altså den her slunkne bankkonto skal familien så også trækkes med. Og derfor endte jeg med at ty til den billige og hjemmelavede løsning, da jeg her den anden aften serverede en omgang reste-curry og synes der skulle naan-brød til. Reste-curryen bestod forresten af lidt Meyers butter chicken færdigret spædet op med kartofler, gulerødder, løg, rød peberfrugt, en dåse flåede tomater og lidt fløde. Også en god måde at strække kosten på i knappe tider.

Nå, men de her naan-brød, som på fladt dansk er blevet til pande-brød, var simpelthen drøngode – og nemme, og kan sagtens serveres til gæster også. Jeg brugte og gjorde ca. sådan her:

Til 8 brød:

  • 2 dl lunkent vand
  • 1 dl yoghurt natural
  • 10 gram gær
  • 15 – 20 gram smør
  • Salt (ca. 1 tsk)
  • Hvedemel (ca. 300 – 400 gram/prøv dig frem)
  • Olie til stegning

 

Start med at skær smørret i tern og smelt det. Lad det køle af, så det er stuetemperatur. Hæld nu vand, yoghurt og gær sammen i en skål og rør rundt. Drys en ordentlig omgang mel i, så du har en dej, der minder om lind havregrød, og lad dejen stå ca 10 minutter, så den lige sætter sig. Tilsæt herefter smørret og salt og supplér med mel indtil du har en rimelig fast dej, som du godt kan samle med hænderne, men som stadig klistrer en lille smule. Lad derefter dejen stå i alt mellem 10 – 20 minutter inden brødene skal steges.

Vend dejen ud af skålen og del den ud i ca. 8 stykker. Varm en god (gerne teflon) pande op til medium høj varme og hæld en god sjat olie på. Jeg brugte olivenolie, men enhver smagsneutral olie kan også bruges. Form hver dejklump til en flad kugle, og rul dem let med en meldrysset kagerulle. Smid brødene på panden og prik evt lidt på oversiden med dine fingrer, når brødene begynder at hæve op, så du får fine foccacia-agtige fordybninger. Vend, når brødene er blevet gyldne. Supplér evt. med lidt ekstra olie, og lad også denne side blive fint gylden. Skru evt lidt ned og giv brødene et par minutter ekstra. Brødene skal have ca. 5 minutter i alt. Jeg kunne have tre brød på panden ad gangen.

Og hold nu magle, de var gode!! Brødene fik virkelig god feedback af både mand og barn (det snakkende af slagsen), og var hurtigt rippet fra bordet. Skulle man prøve at give brødene lidt mere gas, så kunne man evt. lige smide en håndfuld fuldkornshvedemel eller rugmel i, så de får lidt mere smag. Du kan evt. også erstatte yoghurten med kefir eller kærnemælk for at skrue op for brødenes syre. Og/eller fx lave en hvidløgsolie af et par snittede fed hvidløg, der har trukket i en god olivenolie i et par minutter, som man lige pensler brødene med inden stegning. Det tror jeg, at jeg vil prøve næste gang. For der bliver helt sikkert en næste gang til de her nemme brød!

hjemmelavede-naan3 hjemmelavede-naan2 hjemmelavede-naan4

2 kommentarer

  • K

    TAK!! Min ældste har lavet pandebrød i skolen og spurgt til dem lige siden! Jeg har forsøgt at finde en opskrift han lige selv kunne gå til – den leverede du så lige 🙂 Sætter ham straks igang!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Haha, perfekt – og ja, de er rimelig nemme at gå til. Dejligt, at opskriften kunne bruges 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FULDKORNS-RISOTTO MED SVAMPE