BUDAPEST NOTER – RESTAURANTER OG RESTEN

Så rykker vi videre til anden og sidste del af mine Budapest noter, denne gang med restauranter i fokus. Første del handlede om morgenmad og kaffe og kan læses lige her.

Først aften endte vi lidt spontant på Nobu. En japansk kæderestaurant, der har michelinstjerne. Og hvorfor så lige japansk, når man er i Budapest? Well, jeg er ikke helt sikker. Vi ville bare ude og have noget god mad og flotte os lidt. Det er umindelige tider siden, at Nina og jeg har rejst sammen. Vi har både været i Kina og Indien og en masse mindre eksotiske steder sammen, men med børn, hund, arbejds- og voksenliv samt en hjernerystelse eller to, så er det jo ikke lige noget der sker hver dag. Så vi havde aftalt, at vi godt måtte give den lidt gas!

Egentlig ville vi have været hjemme og skifte tøj og slappe lidt efter “the spa experience”, men endte med at tage direkte derover i store sweatre og støvler og med halvvådt hår. Efter lidt usikkerhed omkring hvorvidt vi matchede stedets fancyness, blev vi enige om, at hvis de syntes, vi var upassende påklædt, kunne de jo egentlig bare sende os ud igen. Der var jo ingen grund til, at vi smed os selv på porten på forhånd, og vi havde intentioner om at betale på præcis samme vis, som de lidt mere nydeligt klædte gæster gjorde 🙂 Der var så absolut heller ingen problemer, så det var bare ind i varmen med os!

På tjenerens opfordring valgte vi at tage de to store omakasemenuer, de havde på kortet. Den ene består af signaturretter – deres mest populære retter på tværs af deres restaturanter. Den anden stod køkkenchefen på denne restaurant for. Ved at dele de to menuer kunne vi komme vidt omkring på kortet og smage lidt af det hele. Set i bakspejlet, skulle vi nok hellere have holdt os til at bestille sushi a la carte. Der var nogle fabelagtige serveringer, men anden halvdel af menuerne blev ret tung og kødfuld og slet slet ikke så mindblowing, som første del havde været.

Vi kom af med cirka 2000 danske kroner for de to menuer og et par glas vin og en cola. Turens dyreste måltid by far! Og næsten lige så dyrt som vores to retur-billetter 🙂

Et par af highlightsene fra Nobu. Fantastisk sashimi og nigiri. Altså på den måde, hvor man (eller i hvert fald jeg) uhmmer højlydt under indtagelse.

Innio

Innio stod på den liste, jeg fik stukket i hånden på kaffebaren. Og var det eneste sted, vi havde booket hjemmefra. De beskriver deres mad som New Hungarian fine bistro. Maden tager udgangspunkt i Ungarn, men er bl.a. inspireret af det nye skandinaviske køkken. Billederne af maden på hjemmesiden var smukke og bekræftede bare, at her skulle vi hen.

Det var hands down det bedste måltid på turen. Så er det sagt. Stedet var smukt indrettet med en spøjs blanding af plankegulve, rå murstensvægge, lædersofaer, kunst med kød og David Bowie og noget new yorker feel. Og dejlig betjening. Vi stødte, som nævnt i første indlæg, på en del ret traurig betjening, men her blev vi mødt af en smilende tjenerinde, der var så hjertelig og fin. Resten af holdet var lige så søde, og den eneste småreserverede tjenerinde, blødte op i et kæmpesmil, da vi sagde, at det var det bedste sted vi havde spist i Budapest (selvfølgelig rimeligt nemme point på dag 2 i byen, men jeg tror hun fornemmede vores begejstring).

Der var hapsere til at begynde med. En skål lavet af skallen på en jordskok, fyldt med skum på marv og med rogn på toppen. Totalt himmeringsmundfuld. Næsten stadig mætte fra vores 7-retters-ridt gennem Nobu dagen før valgte vi 4 retter hver samt vin og vand. Hverken Nina eller jeg kan stå for østers, så vi startede begge ud med østers, der var grillet et sekund eller to, abild/skovæble og en peberrodsdashi (så vidt jeg husker) samt noget røget/tørret spæk eller lignende. Virkeligt forbidabel ret, som vi slubrede i os.

Herefter peakede min aften med en uhørt delikat foie gras-servering. Jeg elsker foie gras, og har nok en ret høj fedt-tærskel, men i denne servering fra foie gras’en høvlet (sikkert i frossen tilstand) i silketynde spåner ud over helt, helt tynde skiver pære. I mellem spånerne gemte sig enkelte havtorn og små rosenkål (nok de bedste jeg nogensinde har fået). Alle smagsindtryk gik op i en højere enhed, og lige der som jeg sad med lukkede øjne og smagte henført på en bid med lidt af det hele, følte jeg mig som mig selv igen. Det lyder måske lidt wierd og passer muligvis ikke ind i en madanmeldelse. Men det var et virkeligt vigtigt øjeblik. Den hjernerystelse har virkeligt slået mit liv ud af kurs. Og pludselig sad jeg dér og kunne huske, hvorfor det var jeg elskede at gå ud at spise. Ja jeg havde muligvis hjernekriller og musikken var for høj og jeg burde ikke drikke det 1,5 glas vin, for min hjerne lukkede mere eller mindre ned, da vi ramte lejligheden. Men fuck det. Foie gras, pære, rosenkål og havtorn lavet af nogen, der går op i det, og nydt med en, man godt kan lide – det er livet!

Nina fik en lammeterrine med umodne ferskner, hvor særligt fersknerne var superdelikate, men lammeterrinen druknede lidt i min foie gras-mund.

Min hovedret var lam med aubergine, hvor lammet var vanvittigt mørt og lækkert, men hvor tilbehøret måske ikke i sig selv var nogen overvældende oplevelse. Sammen gjorde elementerne dog helt klart noget godt for hinanden.

Nina fik udbenet poussin, som også modtog roser.

Desserten var en chokoladeganache med svineblod og rødbede samt en kvædeis og noget crumblehalløj. Ingen af os kunne dy os for at bestille desserten med blod i – det er da ikke hver dag man kan få den slags serveret! Blodet gav en jernagtig smag til chokoladeganachen, der i sig selv godt kunne virke en anelse overvældende. Men i kombination med kvæden udgjorde det en virkeligt lækker og interessant dessert.

Efter desserten fik vi serveret noget klassisk ungarsk bagværk med blommekompot i. I stedet for smør i dejen var der brugt svinefedt, hvilket efter sigende skulle gøre det endelige resultat endnu mere sprødt. De smagte ret så fantastisk! Og så fik vi kaffe. Fra Coffee Collective. Morede mig ret meget over at tage til Budapest for at drikke kaffe fra min nabokaffebar derhjemme.

For 4 retter hver plus diverse hapsere (som også talte friskbagt brød og hjemmelavet friskost) og 4 glas vin endte vi på cirka 800 kr.

 

Dobrumba

Dobrumba var også en anbefaling fra kaffevennerne og her nåede vi et sidste måltid inden vi skulle i lufthavnen. De sidste par timer var præget af den der følelse, at nu skal du nå det sidste på den her tur. Klemme citronen helt. Samtidig med at man selvfølgelig ikke skal stresse. Kender I det? Det gælder måske særligt på korte ture, men jeg følte mig slet ikke færdig med turen og ville vildt gerne have været forbi Espresso Embassy, men kunne faktisk ikke drikke kaffe. Og jeg var sulten, men gad ikke bare spise et eller andet random, når nu det var sidste måltid på turen.

Derfor endte jeg med at slæbe Nina væk fra det Ramen-sted, vi lige havde besluttet os for at spise på, for at få hende til at traske til den anden ende af hovedgaden og spise på Dobrumba. Hun var muligvis en my træt af mig lige der, men det var heldigvis den meget kolde vandretur værd.

Dobrumba er sådan et ret herligt sted, der ikke kører et stramt koncept, men som serverer mad fra alle mulige steder i verden. De skriver selv noget om mellemøsten, middelhavet og kaukasus – men det må også siges at være rimeligt bredt. Vi gav den rimeligt godt gas trods begrænsede tid, men tjeneren fangede den og sørgede for at vores hovedret kom kort efter vores snack-attack, så vi kunne nå at spise det hele, inden vi måtte haste mod vores lufthavnsbus.

Virkeligt fin og hyggelig indretning, med kæmpe “udsigt” på endevæggen.

Snack-attack med jordens bedre hummus med auberginesnask (jeg tænker stadig på den!), nogle spinat/rødbede-feta-kugler, oliven, ristet blomkål med tahin-sauce og en syrisk rød peber-valnødde-granatæble-mush. Og så varm citron-ingefær-limonade til at tackle to meget kolde korpusser.

Shakshuka med lammekød. Virkeligt lækker og fyldig ret, hvor kødet agerer topping. Vi var mere end mætte efter sådan en omgang her!

Priserne på Dobrumba og generelt i Budapest er yderst rimelige. Shakshukaen her kostede 60-65 kr og jeg tror vi endte på 280 kr for måltidet i alt.

 

Steder jeg gerne ville have været – restauranter og resten

Bock Bisztro

Jeg har læst godt om Bock Bisztro flere steder, og søndag morgen forsøgte jeg at bestille et bord til frokost. Der var booket et par dage frem, så det lod sig ikke gøre. Næste gang!

Konyha

Konyha var også dukket op i søgninger, men havde ikke lige sat sig fast. På samme sidste gåtur, hvor vi spottede Blue Bird, så vi også Konyha, der også havde et vibe, der gjorde, at jeg havde lyst til at gå ind af døren. Nu har jeg læst mig frem til at deres trademark er utraditionelle retter i uformelle omgivelser. Det både lyder og ser godt ud, så det er også på listen.

Tasting Tables

Vinbar med fokus på ungarske vine. Vi  kom forbi på den sidste dag, hvor vi havde (desperat) brug for frokost – og absolut ikke brug for alkohol. Men stedet så indbydende ud og havde også en masse lækre snack-tallerkener, som vi savlede lidt efter. Men altså, deres fokus er på vinsmagninger, så det nåede vi altså ikke i denne omgang.

Costes

Costes blev anbefalet af en sød løser på første Budapest-indlæg, og nu har jeg virkeligt lyst til at tage tilbage og spise der.

Derudover er der god inspiration at hente i Gastromands guide til Budapest, hvor jeg særligt gerne ville have været forbi Hungarikum Bisztro og ikke mindst Borkonyha, som jeg også fik anbefalet andre steder fra.