istanbul4

For en god måneds tid siden var jeg i Istanbul og fejre 10 års ‘jubilæum’ med mine bachelorveninder – eller i al fald tiåret for, at jeg som ung, fredig 22-årige troppede op på handelshøjskolen i København og tog afsted på studietur og lærte mine fire dejlige bachelorveninder at kende.

Istanbul er måske et lidt sjovt valg af storby til at fejre et jubilæum, men da vi alle sammen efterhånden havde været i de fleste af Europas klassiske storbysdestinationer  et par gange eller flere, så var det alligevel ret indlysende, at der skulle ske noget andet og anderledes. Og det levede Istanbul til fulde op til! At byen så også lokkede med store basarer, afslapning og forkælelse i gamle hamams og den ultimative gadekøkken-opfindelse i form af döner kebab’en, gjorde jo ikke valget sværere:)

Og for at starte med det sidste.

Et must: Ægte döner kebab! Tør godt påstå, at du ikke har smagt rigtig kebab, før du har spist det i Istanbul (eller til nøds måske Berlin:)) – og at du ikke har været rigtigt i Istanbul, før du har spist kebab! Vi kunne i bogstavelig forstand nærmest vælte os i döners ved hvert gadehjørne – og det var faktisk også det vi gjorde på turens første dag, da vi efter en deeejlig afslappende tur i Istanbuls ældste hamam – Cemberlitas hamam – væltede ud på gaden og på hjørnet ved siden af hapsede os en döner ‘to-go’. Jeg valgte en döner falafel, og den var jeg svært glad for. De andre piger valgte en klassisk kebab og der var lidt delte meninger om smagen – den primære anke var, at der var lidt for meget kanel i krydderblandingen, men det er jo en smagssag og den så i al fald drøngod ud!

Et andet hit i Istanbul var den billige og friskpressede appelsin- og granatæblejuice, der især kunne spottes de fleste steder nær den store basar. Og sidst men ikke mindst SKAL jeg nævne de helt fantastiske fladbrød, som blev solgt fra en række små gadeboder rundt om i byen. Selve brødet var lidt salt og fedtet i det – og så kunne man ellers selv vælge fyld, fra spinat og ost, til sukker og citron, og Nutella. Det blev sidstnævnte vi faldt for. Og oh.my.god, hvor var det godt og snasket og vanedannende. De kostede vitterligt ingenting, så sådan en lille fedtet sag, bør man unde sig, hvis man er i Istanbul. Er sikker på at de salte varianter også ville være en fest!

istanbul5 istanbul2 istanbul4

istanbul10

Fine dining: Restaurant Zuma Fra den ene yderlighed til den anden, så lod vi den egentlige fejring af vores 10 års jubilæum løbe af stabelen på den super lækre japanske Restaurant Zuma. Zuma har udsigt til Bosporusstrædet og dæmpet newyorker-belysning (beklager på forhånd de rødlige fotos!) og er en international restaurantkæde, der også er at finde i bl.a. London, Dubai, Hongkong og Miami. Min veninde C havde fundet og fået anbefalet stedet hjemmefra – og vi havde booket bord i rimelig god tid. Det var vist en meget god idé, for der var ret fyldt sådan en lørdag aften.

Vi blev ret hurtigt enige om at kaste os ud i den store tastingmenu alle fem – og det skulle vise sig at være et ret overdådigt valg, der betød at vi nærmest fik spist os ned og at det var fem ret så mætte og en lille smule tipsy damer, der smuttede fra restauranten senere på aftenen.

Tastingmenuen var stort set en tour de force udi alt, hvad det japanske køkken byder på. Fra lækre let fritugestegte calimari, ceviche, sushi, laksetartar, supermør og smøragtig torsk, og de mest fantastiske små stegte auberginer.

For slet ikke at tale om dessertfinalen, der bestod af et gigantisk delefad med tre-fire forskellige kager, is, frisk frugt og chokoladepynt!

Ok indrømmet – vi endte nok med at være lidt mere end almindeligt mætte efter hele denne seance, men man har jo heller ikke 10 års jubilæum hver dag:)

Mindes at hele herligheden inkl. en flaske vin til deling og to drinks hver, kostede hver dame ca. 1.000 kroner.

Og ja – det er mig, der sidder og instagrammer på billedet… Man er vel ikke madblogger for ingenting.

zuma3zuma2zuma6

Klassisk cafémad: Selvom Istanbul til rigelighed disker op med lækre lokale sager, så er de heller ikke for fine til også at være en klassisk europæisk storby og diske op med helt almindelige caféer med nærmest forudsigelige menukort. En af dem var The House Café på hovedstrøget mod Taksim-pladsen – og ret tæt på vores lejlighed. Derfor virkede det oplagt at vi på turens sidste dag, tog et smut forbi til en storslået morgenmad med alt godt udi Eggs Benedict, friskpresset appelsinjuice, pandekager og toasts med haloumiost. Godt og mættende, men serveringen var sgi ikke den mest tjekkede. Måske vi bare havde fanget dem for tidligt på en søndag morgen;)

Selvom vi egentlig havde besluttet os for at det gigantiske morgenmåltid måtte være rigeligt indtil turen gik mod lufthavnen, så måtte et par af os alligevel bøje os for en ordentlig omgang tortellini med fløde og svampesauce på den ganske newyorker-agtige Kitchenette, der lå flot med udsigt over vand og måger og legende børn. Måske ikke nødvendigt, men totalt hyggeligt måltid og vaskeægte caféstemning, hvilket det generelt virker til, at tyrkerne er gode til.

istanbul8 istanbul9

Souvenirs: Og er man mig, kan man selvfølgelig heller ikke lade være med at tage et eller andet spiseligt med hjem fra ferie. Det blev til flere kilo ualmindeligt billige cashewnødder, pistacienødder, valnødder og abrikoser, der gjorde ondt i kufferten og vist også lidt ondt på de andre veninder, der måtte leve med at traske byen tynd for at finde det helt perfekte spot at shoppe nødderne med fra. Heldigvis havde jeg min veninde M, som partner in crime, så vi i det mindste var to tosser, der gik og spejdede efter nødder ved hver en lejlighed vi havde:)

Men sådan nogen spiselige souvenirs er altså lidt af et hit, det forlænger ligesom ferien en lille smule og giver mulighed for at tage lidt af ‘ferie-feeling’en’ med hjem til kæreste, venner og familie – og det er da altså lidt hyggeligt!

istanbul11