SOMMERLAND OG BÆRSYMFONI

smoothie med jordbær og mynte

cykeltur

Barnet og jeg er i sommerhus pt. For anden gang. Det giver bare (ekstra) god mening at være tæt på vandet denne sommer. Og i dag prøvede vi noget nyt. To nye ting faktisk. At cykle – på hver sin cykel – sammen til stranden. Føler mig overbevist om, at der er andre forældre derude, der kan genkende den der fyldt-op-af-stolthed-følelse, når ens barn pludselig kan noget nyt. Som fx at cykle længere strækninger på egen cykel. Fuck det er fedt. Og angstprovokerende. Bilister, i holder fandme bare tungen lige i munden derude og slapper af med speederfoden, okay?!

Som en lille markering af, at Benny pludselig cykler selv, insisterede mormor på at give is in absentia. Samtidig havde hun anbefalet smoothies på Jordbærcaféen ikke alt for langt fra vores (jeg mener selvfølgelig deres!) sommerhus. Jordbærcaféen sælger en række produkter baseret på bær fra Rokkedyssegård, som ligger ikke langt fra, hvor Benny går i Naturbørnehave. Jeg besluttede derfor at forene de to input, og vi satte kursen over mark (vi kaldte den bare junglen) og grusstier for at besøge Jordbærcaféen.

Rokkedyssehygge

Selvom det var blevet godt hen af eftermiddagen, kan man jo godt blive lidt svedt af sådan at være ude på de vilde, nye cykelvover, så da vi var fremme besluttede vi os for at prøve lidt af det hele. En jordbær-hindbær-saft fra køledisken, et bæger med jordbær- og brombærsorbet og en jordbærsmoothie med mynte. Mindre kunne ikke gøre det!

Særligt isene var altså nogle af de bedste sorbeter jeg har været i nærheden af længe. Okay, jeg er faktisk ikke den store sorbetfan, så det er måske en forkert måde at formulere det på. Men jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg har fået en sorbet, der var så cremet og lækker. Også saften trak point hjem. I begge sager var der bare sommer i smagen. Sødt og fruity! Smoothien var klart det svageste led i serveringen. Den var slet ikke så bærpotent som de andre venner på bordet, og mynten var også svær at lokalisere. Faktisk syntes jeg, at den havde en lidt bitter bismag. Måske fra en banan, der ikke var on point? Nåh men ned røg den og værre var den altså heller ikke. Mine forældre havde fået en smoothie med jordbær, hindbær og skyr, og den havde været super!…

Jeg vil i hvert fald helt klart anbefale, at man stikker snuden forbi, hvis man er bare remotely i nærheden (alternativt er det Hansen is’ to isboder inde i Hornbæk, man skal gå efter, hvis man er heroppe af). Udover is, smoothies, kaffe, saft m.m. kan man også købe alskens Rokkedyssegård-produkter som saft, sirup og marmelade. Det ser ud til at Jordbærcafeen er åben til og med August.

Åbningstider

RABARBER-(RESTE)-ISPINDE

Rabarberispind

Håber I alle nyder sommeren! Jeg nægter at brokke mig over den massive varme, vi har haft de seneste (mange) uger,  og har udnyttet den stabile varme til at være ved vandet så meget som muligt, maxe ud i kolonihaven og spise alle de is, jeg har kunnet komme til. Både de sunde hjemmelavede, de næsten vulgære gammeldaws med det hele, osv. osv.

Men de her fortjener altså deres eget lille indlæg. For nogle år siden lavede jeg en ret fantastisk rabarbersuppe, hvor der virkelig er smæk på smagen. Den gentog jeg i år med rabarber fra haven, men overvurderede nok hvor meget suppe, vi kunne konsumere. Derfor var der en del rester, som vi ikke kunne nå at spise.

De blev simpelthen hældt i ispindeforme, og det resulterede i nogle yderst delikate og smagsintense ispinde til fryseren. Både suppe og ovenstående is kan klart anbefales, hvis sommerheden holder ved. Og egentlig også ved en anelse lavere grader, tænker jeg 🙂