KØB KØD FRA KØER PÅ GRØNT GRÆS

 photo oksebov_tallerken.jpgFor de trofaste bloglæsere kan I sikkert erindre, at jeg her et par gange tidligere på året har berettet om de hersens gode okse-gryderetter, som er blevet til af glade køer fra grønt nordsjællandsk græs – og som serviceinfo i anledning af efterårets komme (hvor det jo er oplagt at sætte gang i de langtidssimrende gryderetsprojekter, så kan jeg fortælle at man lige nu kan købe det rare og møre kød fra Hjortkærs marker.

Kødet, der stammer fra kvæg af racen Hereford blandet med Simmenthal og Limousine, sælges i 1/4 eller 1/8 dyr – og der er ca. 25 kg. i en 1/8 del. Prisen er 65,- kroner pr. kilo inklusiv moms. 

 photo okseinderlaar_zpsc093cb21.jpg photo oksebov.jpgKvæget, som bliver slagtet netop i disse dage – vil efter slagtning hænge i ca. 16 dage (og blive dejligt mørt!) og kan afhentes d. 31.10 og d. 1.11 på Hjortkær i Græsted (Nordsjælland), så det er naturligvis en fordel at bo i hovedstadsområdet, Nordsjælland og omegn 🙂

Hvis man skulle have lyst til at købe sådan et kvart eller ottendedel dyr, så kan man finde mere info og kontaktoplysninger på Hjortkærs hjemmeside – og indgive sin bestilling senest på fredag d. 4. oktober.

 

PASTA AMATRICIANA

 photo pasta2_zpsfc0c848b.jpgNår man læser mine blogindlæg om pasta kunne man jo godt foranlediges til at tro, at jeg aldrig spiser andre pastaretter end Carbonara – og det er næsten også sandt. Det er i al fald min yndlingspastaret! Men jeg er faktisk også svært glad for Carbonara’ens tomatede fætter – Amatriciana’en. Den er tilsvarende lyn.børge.hurtig at tilberede og oplagt at smide på middagsbordet en kedelig hverdagsaften, hvor man er alene hjemme – eller bare har fået sent fri fra arbejde og der skal hurtig mad på bordet til hele familien.

En pasta amatriciana kan sikkert laves på tusinder forskellige måder – jeg lavede min sådan her den anden aften (portion til én person):

  • God pasta penne (ca. 125 gram per næse)
  • 2-3 skiver god bacon, skåret i mindre tern
  • 1 lille løg
  • 1 lille frisk chili
  • 1 dl tomatsauce (f.eks. Urtekrams eller Mutti’s mosede tomater, eller en rest pizzasauce)
  • 5 friske cocktailtomater
  • Olivenolie
  • Frisk basilikum
  • Salt og peber og herbes de provence
  • Friskreven parmesanost
  • Bredbladet persille

Pastaen koges efter anvisningen på pakken og i mellemtiden gøres tomatsaucen klar. Bacon svitses på en pande med finthakket løg og chili. Når løg er bløde og bacon brunet, tilføjes de friske tomater, der røres godt, så de ‘moses’ sammen med de øvrige ingredienser. En lille håndfuld hakket frisk basilikum, salt, peber og krydderurter tilsættes, og til sidst toppes der op med de mosede tomater – eller lidt  tomatpuré  og et skvæt vand. Det varmes igennem og stilles til side indtil pastaen er al dente.

Hvis du har tid til overs her er det bare om at få revet din parmesanost og hakket lidt persille til at toppe op med.

Når pastaen er klar (jeg brugte penne  – skal man være helt autentisk, bør man vist nok bruge spaghetti!) mikses den med saucen, der toppes med persille og parmesan og et kværn peber, og så er der aftensmad. Hele processen tager højst en tyve minutos!

 photo pasta3_zps3fb1e232.jpg  photo pasta1_zps6a231fd3.jpg

VINDRUER GALORE

 photo vindruer01_zps1c7f228f.jpg

Ja, nogen har jo fået fingrene i et kolonihavehus denne sommer (juhu! Det er alt for fedt!) og et af weekendens projekter var bl.a. at forsøge at tæmme den vin, der som det eneste huserede i drivhuset derude.. Og ikke bare inde i drivhuset, skulle jeg hilse og sige.. vinen havde åbnet et af vinduerne i taget og var herefter taget på tur for at gå i symbiose med hhv. en hybenrosebusk og naboens træ.

 photo vindruer02_zpsd9aa2c46.jpg

Udover at vinen fik “trimmet” sin vildskab lidt (aka klippet både 4 og 5 meter lange afstikkere af), fik jeg også høstet de mange klaser, der stadig han på træet. De er supervelsmagende og både krydrede, søde og syrlige i smagen. Det blev til ovenstående kæmpeskål af rene “ribbede” druer. Wauwsa!

 photo vindruer03_zpsc259b417.jpg

Jeg har tidligere spist en del af dem au naturel, og Clausen har lavet den labreste æble-drue gele til kød, så denne gang måtte jeg jo finde på noget andet. Jeg juicede derfor hele moletjavsen og stod i den anden ende med en ordentlig omgang druesaft. Det smager helt forrygende rart og intenst, skulle jeg hilse og sige.

 photo vindruer04_zpsefa0093a.jpg

Efter juiceriet tog jeg alle skallerne og lidt af den væde, der var røget med i juicerens skraldespand og smed i en gryde med vanille og æblestykker (også fra haven) sammen med lidt vand. Det blev kogt, siet og kogt ind igen og tilsmagt med en lille smule xylitol indtil jeg havde en herlig drue-æble-sirups-agtig sag (farven er ikke så køn, men smagen er der!). Glæder mig til at spise den på skyr i de kommende dage.

Et par rabarber kom også med hjem fra kolonihaven og i stedet for at tilsætte lidt vand, da jeg skulle koge dem til kompot, fik de selskab af noget af druesaften.. og så lidt vanille og en stjerneanis. Der er dømt trifli en af de nærmeste dage!!

Er der nogen af jer, der har erfaring med at bruge vindruer til noget sjovt og lækkert?

31 PÅ SLETTEN

 photo sletten02_zpsd87d1279.jpg

 photo sletten01_zps86098569.jpg

Forleden fyldte jeg (hele) 31 år og er så heldig at traditionen byder at jeg og Clausen inviteres ud af min mor og papfar – gerne et sted efter eget valg.

Da vi gerne ville et par dage i sommerhus, var det smart at finde et sted nordpå. Valget faldt derfor på Sletten, hvor vi har været før, men jeg har aldrig været der til aften. Emilie har tidligere skrevet om stedet her. Men jeg var altså så begejstret at jeg bliver nødt til at dele aftenens indtag med jer og sende varme anbefalinger til stedet. Placeringen er helt perfekt, hvis man er på Louisiana og gerne vil prøve noget andet end museets egne spisetilbud.

Sletten ligger helt ned til havnen og sidder du i udestuen, som vi gjorde, kan du få lov at se solen gå ned over vandet. Virkeligt dejligt. Jeg havde skrevet i min reservation at vi gerne ville sidde i udestuen og det var også her, der var mest gang i den. Skulle jeg have haft optimale fotograferingsbetingelser, skulle jeg dog nok have ønsket at sidde i lokalet ved siden af, da der ikke er mange lamper i udestuen (det ville helt sikkert også ødelægge ude-inde-oplevelsen en del), så I må klare jer med nogle lidt mørke billeder i denne omgang.

Alle retter koster 130 kr og har ifølge kortet forretsstørrelser. Jeg kan godt lide konceptet. Det er simpelt og til at finde ud af. Og så giver det selvfølgelig sig selv at man ikke får samme portion af Baerii caviar som du får af torsk.

Sletten anbefaler 3-5 retter – vi spiste alle sammen tre retter og kunne ærligt talt ikke rigtigt klemme meget mere ned end det. Men igen – havde man taget retter med meget dyre råvarer, kan man måske godt klemme en ekstra ned. Hvis man ikke er det store dessertmenneske, kan jeg tippe om, at der til kaffen følger lidt sødt med – vi fik macarons med chokolade og hindbær – så hvis man ikke har behov for mere sødt kan man også vælge 3 salte retter og så kaffe med sødt. Det kan nemlig være ret svært at begrænse sig, når man skal vælge retter, skal jeg hilse at sige.

 photo sletten04_zps813533b5.jpg

Jeg kastede mig i første omgang over en torsk med mango-lime-chutney, lardo (en slags spæk) og vinaigrette. Torsken var i tynde skiver og blot varmet under grillen (altså helt nænsomt varmet, ikke grillet), lardoen lå henover torsken og bidrog med salt og fedme. Nederst lå en fuldkomment fantastisk chunky mangochutney med en superlækker sødme. Og øverst var der drysset helt fintchoppet bønner vendt i eddike og sprødstegte rugbrødscroutoner.

Torsk kan være  noget så kedeligt synes jeg – og derfor kan det være en god indikator for hvad et køkken kan: Formår de at løfte en forholdsvis simpel fisk op i nye højder, ja, så kan de altså nogle tricks! Og det kunne Sletten. Der var så meget smag i retten uden at torsken bare blev overdøvet. Helt perfekt!

 photo sletten08_zpsc53a4529.jpg

Min hovedret blev faktisk lidt til to, da min mor og jeg besluttede at lave en deler. Jeg kastede mig over ribeye’en med rødvinssauce, rodfrugter og selleri. Ribeyen er som forventeligt ikke en kæmpeplade af en bøf, men var en mindre og tyndere model, som stadig havde saft og kraft i sig. Smagene var skønne, “jordede” og efterårs/vinteragtige uden for meget spræl ud til diverse sidestikkere. Den var bare harmonisk og gjorde sit job hamrende godt. Der var også en lille mayonnaise-lignende sag på, som var smagt til med masser af timian, tror jeg det var. Uhm.

 photo sletten07_zps3f3aef73.jpg

Efter en halv omgang ribeye rykkede vi rundt på tallerkenerne, så jeg fik en omgang Iberico gris foran mig. Grisen havde fået selskab af syltede kantareller, en laber morkel sauce, sprøde jordskokker og nye syltede løg. Retten her var langt mere kompleks og kontrastfuld i smagen end ribeyen – men begge dele fungerede supergodt. Min mor og Clausen havde klart grisen som favorit, men jeg synes at begge fungerede supergodt. Dog kommer jeg aldrig til at forstå hvorfor man sylter kantareller – for mig smager de mest bare syrligt efter sådan en omgang og den fine kantarelsmag forsvinder.

Min mor og jeg var opsat på dessert og havde egentlig set os varme på en blåbærsorbet med hvid chokolade. Men så kom jeg til at spørge om, hvad kortets Passionsfrugt en surprise indebar – og efter en lang, teknisk forklaring fra tjeneren var vi begge så nysgerrige, at vi kastede os over to af den. Det viste sig nemlig at det var en slags baked alaska med passionsfrugt-is i midten, et chokoladelag, en karamelmousse og til sidst italiensk marengs. Hele baduljen fik 300 graders varme i uhyre kort tid, og så var der ellers serveret.

 photo sletten09_zpsd22471de.jpg

Hvad tjeneren ikke havde forklaret, var at vi ville få jordens smukkeste, enkle servering på bordet. Et stks “søpindsvin” blev serveret og må siges at være aftenens wow-ret. Smagskombinationerne var lige i øjet med den syrlige passionsfrugtis som hovedrollen og marengsen som sprød medspiller. Karamel og chokolade sørgede for dybde, cremet feeling og sødme. Marengsen var helt perfekt ikke-hvinende sød i det. Læækker afslutning.

Og nåhja så lige lidt kaffe at slutte af på 🙂 Alt i alt en virkeligt god oplevelse. Jeg fik 3 (4) retter, som var helt i top – og mine fødselsdagsmedspisere var også glade og tilfredse.

… og brødet (som jo er indikator number one på et steds kvalitet). Det var superlækkert! Sejt, luftigt og med god smag. Og masser af smør.

 photo sletten03_zps047446ff.jpg

Haps!

(GRØN)KÅLSALAT

 photo groenkaalsalat3_zps9e719b54.jpgI søndags var det tid til at tømme godt ud i Aarstiderne-kassen her på matriklen inden de fine grøntsager blev alt for slatne – og sådan en omgang blandede grøntsagsrester er altid en ret god ting til at sætte kreativiteten i gang i køkkenet. Af resterne i denne omgang, blev der blandt andet produceret en god omgang Shepards pie – og ikke mindst denne herlige, grove og sunde grønkålssalat.

Til to personer skal du bruge:

  • 3-4 store stængler grønkål
  • 1/2 kugle mozarella
  • 3-4 forårsløg
  • ca. 8 tørrede abrikoser
  • en håndfuld solsikkekerner ristet i soya og akaciehonning
  • Dressing af æblecidereddike, olivenolie og dijonsennep

Start med at skyld grønkålen grundigt, så du får jord og sten godt ud af kålen. Skær den herefter af stænglerne og hak den rimelig fint (kålen er ret grov, så det er rart, at kniven har gjort lidt af arbejdet for dig, før du skal spise). Hak tilsvarende forårsløg og de tørrede abrikoser fint og riv mozarellaen i små ‘bidder’ – jeg synes det blir mest autentisk, hvis man river mozarellaen løst fra hinanden med fingrene. Bland alle de ‘tørre’ ingredienser og pjask et godt skvæt olivenolie og en god æblecider over sammen med en teske dijonsennep. Bland herlighederne grundigt med dit salatbestik. Gå herefter i gang med solsikkekernerne.

 photo groenkaalsalat2_zps47684ebf.jpg

Smid en god skefuld akaciehonning og lidt mindre mængde soya på en varm pande. Vend solsikkekernerne i blandingen og ryst jævnligt indtil kernerne er blevet fine og gyldne. Smid den herefter over på en rest bagepapir og lad tørre (PS – kan hilse og sige, at køkkenrulle ikke dur til ovenstående – det klistrer godt og grundt fast.. Nå, men altså, så lavede jeg jo den fejl for jer – så det behøves I ikke at gøre:))

Lige inden servering fordeles solsikkekernerne over salaten og så er det bare at smide på middagsbordet, som lækker efterårsagtigt tilbehør.

 photo groenkaalsalat_zps28ef5cfd.jpg photo groenkaalsalat1_zps94181a8f.jpg