Jeg er ikke den store kaffedrikker – i hvert fald ikke forstået på den måde, at jeg bare SKAL have en kop Black Power for at vågne om morgenen osv osv. Når det så er sagt, så elsker jeg en god veltillavet kop kaffe – og for tiden har jeg særligt stor trang til en kop af den mørke eliksir – med en ordentlig sjat mælk, jeg er slet ikke hardcore nok til at tage den sort.

Det er Clausen, der har lært mig at drikke kaffe – kan huske at jeg bed mærke i, hvordan han altid kræsede for sin kaffe. Det var jeg en anelse fascineret af og jeg begyndte langsomt lige at skulle smage et lille sip af kaffeskummet, eller have min egen kop varme skummede mælk med et squiz kaffe i.

Og det er lige netop mælken, som dette lille tip omhandler. Her i huset drikker vi mokkakaffe eller stempelkande og har eksperimenteret med håndholdt mælkeskummer og piskeris for at få en god cremet mælk til kaffen. Dog er vi endt med at være allermest fans af denne lidt alternative metode til skumning af mælk:

Varm mælken i en gryde – den skal være varm, men må ikke komme op og koge. Det fucker med smagen, når den skal i kaffen.

Hæld den varme mælk i stempelkanden.

Sæt filteret i og pump det ned igennem mælken og op over overfladen igen. Og igen og igen og igen..

Tag filteret op og du har den lækreste cremede varme mælk at hælde i kaffen.

Fordelen ved denne metode er, at man ikke blot ender op med varm mælk med et lag af lit for luftig mælk på toppen ovenpå – som det ofte sker, når man bruger en håndholdt mælkeskummer eller et piskeris. Her bliver al mælken faktisk cremet og skummet bliver tæt med meget små luftbobler. Helt perfekt i min bog.

Billedet ovenfor illustrerer meget fint, hvor dejligt bastant, tæt og holdbart skummet bliver 🙂

Eneste ting man skal være voldsomt opmærksom på er, at få rengjort stempelkanden supergrundigt. Sæt den gerne i blød/vask den op med det samme, så mælkeresterne ikke når at tørre ind og størkne. På den måde undgår du at have sure mælkerester siddende i stempelkanden.

Vi har fundet et nyt hit i min veninde omgangskreds – morgenmadsdates!

Og det kan altså virkelig varmt anbefales! Der er et eller andet ekstremt hyggeligt over ‘bare’ at stikke hovederne sammen en times tid eller to og så fistre videre til dagens øvrige gøremål, hvad end det er hverdag eller weekend. Ude eller hjemme. Det er også praktisk i en travl hverdag med arbejde, studier eller børn – en morgenmad kan nemlig for det meste pakkes ind i selv det mest travle program. Og sidst men ikke mindst er det ofte også relativt billigt.

Billederne her er fra en tidlig onsdag morgen inden påskeferien, hvor jeg og to søde kolleger mødtes på GRØD i Jægersborggade, slubrede en go’ omgang varm grød i os, sladrede om løst og fast, og cyklede til arbejdet en tre kvarters tid senere. Pris – sølle 35 kroner per mand.

GRØD holder åbent fra kl. 7.30 i hverdagen.

Andre gode steder til nem og reel morgenmad (ikke noget fortærsket brunch-pjat her!) i København er:

• Kaffebar (vinbar) Elmegade 4 – rugbrød, blødkogte æg, croissanter m.m. (åbent fra kl. 8.00)
• Meyers Deli på Gl. Kongevej eller Godthåbsvej – Meyers gode boller, rugbrød, ost, pølse, smør, marmelade og youghurt (åbent fra kl. 8.00)
• Evigt fantastiske Cafe Dyrehaven – avokadomadder, ostemadder og byens bedste Eggs Benedict (åbent fra kl. 10.00)
• Granola – forskellige morgenmadstallerkener, smoothies, youghurt m müsli m.m. (åbent fra kl. 7.00)

Min gode veninde proklamerede den anden dag, at hun var træt af, at jeg var på nul-sukker-diæt, fordi det mindskede mængden af søde indlæg på bloggen. Og jeg kunne ikke være mere enig! Jeg savner at eksperimentere i det søde køkken – og var endda lige blevet sådan en, der fra tid til anden bliver overvældet af bagetrang.

Nåh, men diæten er jeg jo på for et greater good og bagetrang og søde eksperimenter må derfor skydes til den er ovre. Og dog.. for nul sukker betyder ikke nødvendigvis nul søde sager, der skal bare tænkes lidt anderledes end normalt – særligt når min diæt også udelukker tørret frugt, som ellers er den nemme erstatning for sukker. Se bl.a. eksperimenterne her og her.

Den anden dag fik jeg bakset et ret så vellykket resultat sammen, hvis jeg selv skal sige det. Det blev til en wannabe-is – eller en semifreddo om man vil – med hindbær.

Tanken kom egentlig fra min mors og søsters berømte hindbærflødeskum som ofte har vakt begejstring i lagkager og andre desserter og kager.

Det var absolut en simpel proces. Mængdeangivelser kan jeg ikke lige komme med, da jeg lavede det på slump, men prøv dig lidt frem – det kan næsten ikke gå galt.

Frosne hindbær og en anelse fløde blendes til bærrene er helt kørt ud i fløden.

Herefter tilsættes mere fløde og massen piskes nu med elpisker til den opnår en lækker cremet konsistens.

Slut og servér!

Wannabe-isen smagte dejligt og gav en skøn fornemmelse af “rigtig” dessert – i hvert fald hvis man ikke har spist is i over 3 måneder. Jeg tør ikke helt love, at ivrige isspisere vil være af samme opfattelse, men det kan jo komme an på en prøve.

Clausen gik totalt 90’er på sin portion, da billederne var taget. Den blev pimpet med kiwi i tern og hakkede mandler. Han var vældigt tilfreds med sin variant – jeg var vældigt tilfreds med min.

Næste gang jeg laver sådan en wannabe-is her, tror jeg at jeg vil eksperimentere med at tilsætte en anelse syre i form af citron- eller grapesaft og måske en anelse citronskal. Eneste anke var nemlig, at smagen måske faldt lidt ud til den fade flødeside. Jeg elsker fløde, så egentlig var det også lidt dejligt, men jeg må lige prøve det andet af og se om det er bedre..

Jeg ved godt, at enhver damebladskur, livsstilsomlægning, kostvejleder og diætist med respekt for sig selv for længst har forbandet og forkastet brødet – og særligt det hvide, som en del af en sund livsstil. I bedste tilfælde må man klare sig med et dagsindtag på 30 gram rugbrød, knækbrød eller hvid hvede/spelt grovboller, hvis man bare sådan nogenlunde vil være med på sundhedsbølgen.

Men altså for filans, hvor er det svært at lade være med at spise det brød der!  Fx bliver jeg hver morgen mødt af ovenstående syn af nybagt brød, når jeg træder ind i kantinen på arbejdet, og så skal der godt nok en viljestyrke udover det sædvanlige til at sige ‘nej tak’

Så nu har jeg det sidste stykke tid gået og overvejet om det egentlig ikke var på tide at stoppe med at gå og sige til mig selv, at jeg skal sige ‘nej tak’ til brød og bare bekende kulør som den brødpige jeg nu engang er.

Og da min mor så den anden dag fandt dette billede frem, besluttede jeg mig altså for at frede brød i min kost – både det hvide og alle de andre slags. Man kan vel næsten i bogstavelig forstand konstatere, at jeg faldt i dejtruget som barn og aldrig er kommet op igen;)

Mig selv anno 1983-ish:
Og så lige mig selv anno 2010-ish – stadig lige glad og stolt over eget hjemmebag:)

Nogle gange skal aftensmaden gerne være meget nem, uden at den af den grund bliver kedelig. Og denne ret passer perfekt på begge krav! Plus en del af ingredienserne ofte allerede er finde i køleskabet. Retten opstod ud fra et ønske om at bruge Emmery’s helt fantastiske chipottlepesto. Pestoen består bl.a. af soltørrede tomater og selvfølgelig chipottle (røget chili) og smager bare såååå godt!

Du skal bruge:

• Små kartofler
• 1 løg
• 1-2 fed hvidløg
• Chipottlepesto
• Flåede tomater
• Oregano
• Et lille drys sukker
• Salt & peber
• Feta
• Ferske lammepølser (andre pølser kan også sagtens fungere, fx cumberlandpølserne, som Emilie brugte til spaghettisøndag for et par uger siden, er jeg sikker på vil være super gode i også. Jeg fandt mine lammepølser i Irma, som havde en masse frisk lam fra Irland i forskellige afskygninger).

Start med at skylle kartoflerne og smid dem i et ildfast fad med en gang salt og olivenolie og put dem i ovnen i ca. 20 min. ved 175 gr.

I en gryde steger du det hakkede løg og hvidløg i en smule olie, indtil de er klare. Tilsæt et par gode skefulde pesto og steg det kort med, tilsæt tomaterne og lad det hele småkoge under løg i 10-15 min. Smag til med sukker, salt, peber og oregano.

Mens saucen simrer, skal pølserne i spil. Jeg gjorde det, at jeg tog skindet af pølserne, skar dem i mundrette bidder og stegte dem på en panden – nærmest som små frikadeller. Når de er gennemstegte kommes de op i tomatsaucen sammen med feta i tern (jeg brugte gedefetaen fra Kirk, som jeg er ret pjattet med).

Og så er det bare at servere! Meget meget nemt, meget meget velsmagende!