Jeg har en lidt sær vane med at quizze mine venner, familiemedlemmer, kolleger og nye bekendte på om de er et ‘forrets-‘ eller ‘dessertmenneske’. Det er jo en relativt ligegyldig ting – men når man er madnørd, er det som om, at der er noget sigende omkring, om folk er til det søde eller salte. Selv vil jeg altid sværge til at være et forretsmenneske, og vil i 9 ud af 10 tilfælde altid vælge et eller andet salt og snasket frem for noget sødt og ‘kaget’.

Som barn var det også altid meget sværere at holde mig fra en nybagt bolle med smør eller den leende ko end fra marmeladen og pålægschokoladen. Faktisk tror jeg ret ofte, at min mor købte det søde pålæg mere for hendes egen skyld end min – men det er jo altid en god undskyldning for at have pålægschokolade i huset, at det er til ens datter:)

Der er dog ét sødt pålægsprodukt, som jeg med alderen har fået en lillebitte forkærlighed for. Tror det startede på gymnasietidens skiferier i Frankrig, hvor de lidt vindtørre franske baguettes skulle spliffes op med noget, for at gøre dem spiselige inden dagens løjer på løjperne. Og det er jo naturligvis Nutella vi taler om her.. Er godt klar over, at det måske ikke er verdens reneste ingrediensliste, som sådan en ‘nulle’ (som vi døbte det på sommerens Toscana-ferie) indeholder, men fy.føj.da, hvor er det bare fantastisk på en omgang af det hvideste brød!

Og når nu sommerens ferie netop bestod i at bakse rundt på nogen forfærdeligt høje italienske bjerge på en cykel dagen lang, så havde man jo sådan set også fortjent sådan en lille ‘franner med nulle’-mad eller to både før og efter dagens strabadser.

Faktisk blev jeg så genforelsket i Nutella på ferien i Toscana, at jeg endte med at købe en bøtte med hjem fra det lokale (fantastiske!) supermarked – naturligvis til stor undren for mine medbragte venner, der ikke kunne forstå, hvorfor det var så vigtigt at slæbe Nutella med hjem i kufferten, når nu de forhandles i de fleste Netto’er landet over. Men altså det var jo vigtigt! – for Nutella er (i modsætning til manges idé om, at Nutella er tysk) faktisk opfundet i Italien i krigens tid, hvor det var svært at få rigtig chokolade. Og så er det jo ligesom helt legalt at slæbe det med hjem, når nu det er en national opfindelse på lige fod med  de andre italienske klassikere som parmesanost, pasta, pølser og olivenolie, som jeg naturligvis også slæbte med hjem!

Og nu kan jeg så gå og give mig selv et lille dagligt treat italiensk sødheds-chok med en omgang Nutella på alskens godt brød. Nutella og ristet rugbrød, som den stod på i morges, er nemlig bestemt heller ikke en skidt ting – og så er det jo næsten sundt, hvis man også lige smider et par skiver bananer med i puljen… Eller noget;)

Hvordan har I det med det søde vs. det salte derude – hvor ligger I jeres stemme?

Jeg har kastet min kærlighed på en ny ost! Har ellers haft en lang ostepause, men min graviditet har sparket mit osteforbrug i gang igen. Denne gang føler jeg virkelig, at jeg er faldet over en perle. Er du også til bløde oste, der ikke bliver for kedelige, så tjek lige denne ud:

Den er cremet, har kant og et snert af skimmel, men er på ingen måde kras – eller for skimlet (det kan jeg nemlig ikke) – og så er den samtidig blød og rund både i smag og struktur.

Den er helt perfekt på knækbrød eller som her på et par fuldkornsdigestive jeg hapsede inde på arbejdet. Og så selvfølgelig med smør under. Det skal ikke blive for kedeligt..

Osten hedder Hvid Kloster Ost – Benedict og kommer fra Thise. Kan fås i i hvert fald en del Irma’er og koster ca. 35 kr – ret billigt hvis man sammenligner med andre supermarkedsoste, som efter min mening hurtigt kan blive lidt kedelige i den prisklasse.

Torsdag stod den på brunsvigerdate med min studieveninde A. Da vi var på denne tur, havde hun en meget indgående samtale med en anden veninde om brunsvigers karakteristika og do’s and dont’s, knasende remonce versus blød remonce m.m.. Det lød meget pro i mine ører, og da jeg faktisk aldrig har bagt en brunsviger før, føltes det voldsomt oplagt at invitere hende på fællesbagnings-brunsvigerdate. Det var hun heldigvis med på og torsdag blev altså dagen, hvor brunsvigeren skulle i ovnen. Clausen var så galant at tilbyde at hjælpe med at spise kagen og endda lave kaff’ til, så vi endte med først at spise en let middag og så forgribe os på den sagesløse brunsviger efterfølgende.. Ret perfekt aften på altanen i Nordvest, hvis du spørger mig.

Nåh, men videre til den brunsviger. Jeg quizzede A om, hvilken/hvilke opskrifter hun plejede at gå frem efter. Både Karolines klassiske og Meyers blev fremhævet og vi endte da også med en freestyleblanding af begge. Det er dog Hr. Meyer der skal have credit for bunden og for remonce-elementer som marcipan og kanel. Vi justerede særligt i forhold til processen, og så lavede vi (selvfølgelig) mere remonce end opskrifterne lagde op til!

Bund

• 2,5 dl lunkent vand
• 25 g gær
• 1 æg
• 50 g sukker
• 5 g havsalt
• 450 g hvedemel
• 40 g blødt smør

Remonce

• 75 g marcipan
• 200 g brun farin
• 200 g smør
• 1 spsk honning
• 1 tsk kanel
• Evt. lidt ekstra brun farin

Sådan gør du: 

Vandet hældes i en skål og gæren opløses heri. Slå ægget i blandingen og rør det godt sammen. Bland mel, sukker og salt i en anden skål og tilsæt det til væsken, evt. lidt efter lidt, så går det nemmere med at få rørt sagerne sammen. Når dejen har samlet sig nogenlunde, skæres det blødes smør i tern og æltes ind i dejen. Vi rørte den sammen/æltede med en røreske, da den er noget snasket/blød i det. Det er fint, det er sådan den skal være. Vær grundig med æltningen, så dejen bliver blød og elastisk.

Stil til hævning en halv times tid.

Herefter hældes dejen i et smurt fad og fordeles/trækkes ud, så den dækker bunden. Vi forsøgte først at rulle den ud, men dejen var simpelthen for klistret til at det lod sig gøre 100 %, derfor denne fremgangsmåde, som fungerede fint!

Lad nu dejen hæve en times tid i formen. Den skal gerne vokse til dobbelt højde. Tænd også for ovnen – 200 grader (ingen varmluft).

Når tiden er ved at være gået laves remoncen: Smid smør og brun farin i en gryde og varm sagerne op, så sukkeret nogenlunde smelter. Tag gryden af varmen og riv marcipanen groft ned i blandingen. Tilsæt honning og kanel. Du kan også bruge sirup i stedet for honning og rør blandingen godt sammen.

Lav dybe huller i dejen med fingrene og hæld/smør remoncen ud over dejen med det samme. Det er nemmest at fordele remoncen hvis den er godt flydende. Vores blev lige det fasteste, men vi smurte den ud med en dejskraber og det gik fint. Synes du din remonce er for fast, så tilsæt evt. lidt mere smør og/eller honning/sirup.

Smid brunsvigeren i ovnen og giv dem omkring 15-20 minutter. Kig til den efter 10-12. Remoncen må gerne være flydende, så det er selve dejen der skal tjekkes: Stik en kødnål eller gaffel i kagen – når den kommer retur uden dej på, er kagen færdig.

Lad kagen køle lidt ned og spis så!

Brunsvigeren blev dejligt luftig og blød, al den brune farin var smeltet godt sammen og knasede derfor ikke. Kanterne på kagen derimod var blevet til lækker gooey karamel. Det er nok en smagssag/religion man helst vil kunne knase sukkerkorn i sin brunsviger eller om man er til karameliseret remonce eller ej, men god – det var den!

Kagen er sjovest, når den stadig er lun. Claus Meyer giver den en levetid på 5-6 timer efter den er blevet bagt. Vi gemte dog det vi ikke kunne spise og varmede det op i ovnen dagen efter pakket ind i sølvpapir. Det fungerede perfekt som genoplivningstrick: Remoncen blev halvflydende igen og “brødet” genvandt sin svampede blødhed. Haps!!

Dette bliver højst sandsynligt ikke den sidste brunsviger-date. Næste brunsviger i støbeskeen bliver formentlig med kagecreme! Er der nogen af jer, der har prøvet det?

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi fik kigget på en butik eller to i Berlin. De to andre damer var dygtige til at hive den ene flotte beklædningsdel ned af hylden efter den anden, men med termin i september er det alligevel begrænset hvor meget tøj man gider at investere i. Derfor rykkede jeg fokus over på køkkenregionerne i stedet og fik hevet lidt fine småting med hjem.

Muji
Muji var på min to-go liste allerede før vi landede i Berlin. Jeg har været der en enkelt gang før og huskede noget med ufatteligt meget hørtøj og så en masse dingenoter til hjemmet. Der var skruet ned før hør-klunset (der var dog stadig tøj i underafdelingen) og så var der ellers masser af fine tegnebøger, opbevaringskasser (lidt a la Nomess herhjemme, men uden farverne og måske endda flere varianter), praktiske rejsebøtter og toilettasker, vækkeure, tallerkener, sengetøj og masser af no-nonsense og enkelt køkkengrej. Muji er japansk funderet og det er tydeligt i det simple udtryk.

Jeg købte noget så sexet som en spatel (hedder det egentlig det?), som vi mangler noget så frygteligt, en funky isterningebakke, der laver diamanter og en lille praktisk rejsebøtte til rensetonic el. lignende. Var lige ved også at smide et par andre rejsevenlige cremebeholdere og et fint skovgrønt old school vækkeur i kurven også, men det blev ved tanken.

Du finder Muji på Hackescher Markt 1 og du kan tjekke deres udvalg ud her (men de sender vist ikke til DK, så vidt jeg kan se..).

LIV Emaille-shop
Liv kom vi forbi ved et tilfælde, og om det bare er fordi alt var så filans fint eller om min hjerne er farvet af potentielt kolonihavekøb i nærmeste fremtid skal jeg ikke kunne sige, men jeg havde rimeligt optur over Livs fine emaljeudvalg i alt fra gryder, potter, målebægre, skåle, krus og pander. Havde jeg haft en stor kuffert med mig til Berlino, var jeg nok kommet hjem med en ordentlig motherfucker af en flot tofarvet skål. Nuvel, det bliver en anden gang.. eller også skal jeg lige skrue ned for min emaljekærlighed..

Det blev dog til to fine sager: En lille kop med elefanter til ham mikroen i maven og et fint mariehøneinspireret decilitermål til den der drøm om kolonihaven (kan også bruges i en lejlighed i Nordvest er jeg sikker på). Decilitermålet kunne også udgøre en fin mælkekande til mange gæster eller pynte med blomster i. Fint er det i hvert fald – og nærmest praktisk og dermed et meget legalt køb.

Du finder LIV på Stargarder Straße 9 og kan tjekke deres sortiment ud her. 

Marimekko
Marimekko er jo også til at finde herhjemme og jeg har tidligere sukket over meget af deres service. Igen spøgte den potentielle kolonihave nok i baghovedet for koppen med naivistiske blomster på (i midten på billedet nedenfor) måtte i hvert fald med hjem. Der er helt sikkert mange labre sager i det finske print-landskab og det er værd at stikke hovedet ind, særligt under udsalget, hvor der er gode kup at gøre.

Du finder Marimekko lige her: Alte Schönhauser Straße 42 – men de findes jo også bl.a. i KBH. Fx lige her: Gammel Mønt 7.

Efter en veloverstået og virkelig dejlig tur til überfantastiske Berlin for 2/3-dele af bloggens vedkommende, er vi nu retur for en kort bemærkning. Jeg smutter til Toscana – forsøger at cykle op af et par bjerge og mæsker mig i pasta og rødvin – og Julie er taget ud i det danske sommerland og mæsker sig i tilsvarende gode danske sommersager.

Mens vi var i Berlin stod den naturligvis på en masse fantastiske madoplevelser, som vi flittigt instagrammede løs om på vores egne Insta-profiler – og som Julie også allerede har berettet lidt om her og her.

Og her var det så, at min kloge og søde kollega M kom med den gode idé, som en kommentar til at vores berliner-mad-insta-fotos, om vi ikke ville lave et hashtag for vores spiseoplevelser herhjemme og i udlandet, så man kunne lade sig inspirere lidt på den konto. Og se det var jo en gevaldig go’ idé! Så som forespurgt – så gjort. I kan derfor nu følge vores (over)spiseri i ind- og udland under det mundrette hashtag #ganeoggaffeleats.

Håber I har lyst til at følge os her også 🙂

God sommer og solskin derude!